Christian Krohg er dypt ulykkelig. Han går rundt i Kristiania og tar farvel med alle ting. Han vil dø.

Christian Krohg er svært ulykkelig på grunn av den kompliserte situasjonen mellom ham selv, Hans Jæger og Oda Engelhart. Han har sendt et brev til Oda der har forteller at han går rundt og tar farvel med alle steder han er glad i.

Han sammenlikner henne og Jæger med to jerngryter, mens han selv er laget av leire, og blir knust mellom dem.

Oda forteller om brevet til Jæger denne formiddagen, mens de sitter sammen med Haakon Nyhuus og Odas søster og kjeder seg i Emmerstad ved Hvitsten.

Hans Jæger beskriver samtalen mellom ham selv og Oda slik i boka Syk kjærlihet:

"Dagen efter. (Manda 9de Juli 88).

Det er mitt paa formiddan og dejli solskins vejr; Vera og Majken er kommet ned til Emmestad og vi sitter der allesammen ute i haven, i skyggen under moreltræerne — ikke videre muntre noen af os. Efter en længere pause sier Vera overgit:

— Nej!... ikke no aa drikke... og ikke no aa røke paa — vi maa finne paa noe! hvem har et forslag?

— Jei! sier Gaarder, me fingeren i vejre —: la os stige op i isrennen dernede og spasere op a den, til det vanne den kommer fra - det er aldeles dejli deroppe! jei var der igaar...

— Er det langt? spør Vera.

— Aa, litt langt kansje; men saa vakkert!

— Det gjør vi altsaa! sier Vera — og op springer hun og nedover den solbeskinnete bakken til det store graa ishuse dernede ve strannen, me Gaarder og mei ihælene paa sei. Vi klyver op i rennen, som baaret af en række høje tømmer-bukke stiger paaskraa og langs aasens side, og Gaarder begynner opstigningen, og hun og jei kommer sammen efter. Men isen har slipt bunnen af rennen saa glatt at den næsten ikke er til aa gaa paa, og store aapninger og huller er der mellem bunn-borene. Vera glier og holler paa aa falle i ét væk, og jei ossaa.

— For guds skyll, sier jei angest og søker aa støtte henne — fall ikke ned i noen a disse hullene og bræk benene Deres!

— Aa det grejer sei nok! sier hun modi. Men tilslut, mitt oppi bakken stanser hun forpustet og sier:

— Nej, dette aarker jei ikke mer — la os venne!

— Nej! sier jei nervøst — nedover er det ennda lettere aa faa brækket et bén saa glatt som her er — la os heller se aa række dit op! — og jei peker paa et sted hvor rennen bæres af en forhøjning i terrænet, en mosbegrodd bjergknaus, hvor vi kan stige ut. Dit op arbejder vi os saa og stiger ut paa bjergknausen og sætter os.

— Aarker dere ikke længer? roper Gaarder tilbake — han er helt oppi svingen — det var daarli! jei vil nok helt op jei! adjø — og derme forsvinner han.

— Gusjelov! sier jei til mei sell — saa er vi da ham kvitt.

Saa kommer Majken og Erik og Frederik — de gaar meget støere og tryggere enn vi, de maa ha nyere saaler i skoene...

— Skal vi egentli gaa længer? spør Fredrik, da de har naad os.

— Vi faar da se aa række op naar vi først er begynt! sier Majken — og de stiger videre op alle tre.

Saa griper jei Veras haann og blir sittende me den i begge mine og stirre ængsteli efter dem, til de ossaa blir borte der oppe i svingen.

— Tak for at Di er her! hvisker jei sagte og lægger sykt hode mit inn til hennes bryst — Di vét ikke Di, hvordan jei har det naar Di ikke er der... Ikke et øje har jei lukket i hele nat, bare ligget der fortvilet og stirret op i take og tænkt paa Dem — aah for en nat! Ossaa paa begge sider a mei disse onge sorgløse fyrene som ligger og sover omkap, den ene sunnere og bedre enn den andre — gud, jei hadet dem allesammen længe før det ble dag!... Og da vi saa var staat op og hadde badet og sat ve frokosten derinne i den blaamalte stuen — aa se disse tre fyrene sitte der rolie og lange i sei mât af alle kræfter, mens jei sat der me den første mâtbeten i halsen! Men da fòr jei ossaa ut a stuen, og op og ned, op og ned ble jei gaaende utenfor, mellem huse og det lille graa veskure, og vri mine hænder og stirre ut over bugten mot pynten derute efter Dem — intil jei endeli fik se den hvite sjægten Deres komme stikkende om odden. Da ble jei jo gla og alt vont var som strøket væk mens jei me bankende hjerte sprang ned paa bryggen for aa ta imot Dem. — Men saa kom Di jo ikke alene; og jei var jo heller ikke alene her — og da vi saa sat der alle sammen i én klomp uti haven, saa følte jei det igjen næsten som at Di ikke var der — aa Vera! Vera!

og jei klynger mei sykt inntil henne.

— Ja stakkars stakkars dei! hvisker hun stille og trykker mei kjærli inntil sei og klapper mei.

— Men naa har jei det gott, hvisker jei sagte — aa tak! tak! for at Di er her...

— Du! sier hun om litt og venner ansikte mit op imot sit — jei har faat et nyt brev fra Waldemar idag!

— Jasaa? — om at han ikke skyter sei da?

— Nejda! han skyter sei fremdeles.

— Men hva er det saa han skriver? — faar jei lov aa læse det?

— Nej, jei har det ikke paa mei. Forresten staar der ikke egentli noe i det... han sier blant andet at vi to, du og jei, vi er to jerngryter! — og han en stakkars lerpotte som er blet knust imellem os.

— Saa?... den lignelsen syns jei ikke er videre træffende.

— Nej, ikke jei heller!... Ossaa fortæller han, at naa har han vært runt og sakt adjø til alle de stedene hvor han har bodd.

— Hvor Di har bodd mener Di...?

— Nejda! det hadde jo ikke vært noe rart — nej de stedene hvor han har bodd er det han har vært runt og sakt farvel til!

— Det var mei en løjerli elsker! — er han blet skrullete naa?

— Jei vét ikke jei — jei skjønner ikke saanne mænner!

— Nej ikke jei heller, sier jei og ryster paa hode — Hvordan er det muli at han efter aa ha levet sammen me Dem i fire aar, kan tro om Dem, at Di ville la mei dø og gifte Dem me ham hvis Di elsket mei!... saant pære vaas...

— Ja noen mening er det jo ikke i’en i det hele tat, sier hun. — Den dagen han kom f.ex., saa fortalte jei ham altsaa strax dette me Dem, og sa ham at jei elsket ham ikke saan som før. — Elsker du mei ikke som før? spurte han ulykkeli. — Nej! svarte jei. — Aa si at du elsker mei som før? ba han saa. — Jei kan jo ikke si det naar jei ikke mener det! — Aajo! ba han igjen — si det! si det! bare la mei faa høre de orene sell om det ikke er sant. — Ja kan det nytte noe, sa jei — saa gjerne for mei! Og saa sa jei det da: «jei elsker Dei som før!» og saa ble han gla.

— Det var en billi glæde, sier jei sagte.

— Og dagen efter, sier hun saa — paa vejen til Vestby, hvor vi siden møtte dei, husker du — der begynte han me det samme igjen; vi gik just tværsover Hesthagan da han spurte mei igjen: «Elsker du mei som før?» — og da jei saa svarte nej, saa falt han paa knæ for mei deroppe i skoven og omfavnet knæerne mine og ba og besvor mei at jei maatte elske ham som før!...

Hun sitter der litt og ryster paa hode og ser hen for sei — saa sier hun igjen:

—Nej, noen mening er der ikke i’en. Men det fik endda være... hvis saant sludder bare ble sagt og gjort i vill fortvilelse; for da var der jo ikke noe aa si til det. Men der er lissom noe anlagt i det naar han gjør det: han er rørt over sei sell mens han gjør det, og det er ment aa skulle røre mei ossaa — huf! det gjør akkurat den motsatte virkning paa mei... I det hele tat, det han tror skal virke paa mei — aa saa galt!... Som naa f.ex., den dagen han kom, og jei sa til ham at jei visste ikke om jei ville gifte mei me ham — ble han me ét ganske roli, sa bare at da var det forbi me ham, da ville han skyte sei, for uten mei kunne han jo ikke leve — og saa ga han sei til aa male ut hvordan det skulle ske —: han ville gaa alene ut i skoven en stille solskinsdag, og se paa det altsammen ennu engang, hvor vakkert det var — og saa, mitt oppi alt dette vakre ville han senne sei en «balle de plomb dans le cœur».

— Sa han det paa fransk?! — en «balle de plomb dans le cœur»?

— Ja-ha! sier hun og nikker alvorli. Men pludseli bryter det ut a henne:

— Aa han er for fæl! — hva har jei igrunnen me den fyren aa gjøre! — og hun blir sittende der og stirre ut over fjoren.

— Men hvorfor vil Di saa gifte Dem me ham? spør jei om litt.

—Ajo, han er altsaa litt bedre aa være sammen me enn f.ex. papa og Holger — ossaa kjenner jei altsaa ham naa. Forresten saa vét jei slet ikke mer om jei vil gifte mei me ham! jei vét bare én ting naa efter alt dette sluddere —: at herefter vil jei gjøre det jei har lyst til, uten aa ta hensyn til domme mænner — syns ikke du ossaa det? du? — og hun griper mei i armen og sætter sit ansikt like op mot mit og ser paa mei me et smerteli-kjærli blik.

— Jo det ved gud jei syns! Og heller ikke forstaar jei, hvis det er dei og ikke bare sei sell han er gla i, hva moro det kan være for ham at du lar være aa gjøre det du har lyst til bare for aa slippe aa se ham gaa omkring me et hvitt ansikt...

— Nej, ikke sant? — ossaa blir det ved gud for kjedeli paa den maaten, og jei vil ikke kjede mei — huf, men der kommer de andre nedover igjen — ta til Dem den armen! — og hun skyver mei lempeli fra sei og venner sei mot dem som kommer.

Leende og snakkende, og me smaa skrik innimellem hvergang noen holler paa aa falle, kommer de skliende ned gjennem isrennen i solskinne, den ene like efter den anden, me muntre friske fornøjete ansikter.

— Nej hvor domme dere var som ikke ble me! roper Majken idet de sklier forbi... "