Gunnar Heiberg og hans kone Didi Heiberg er på besøk hos Amalie og Erik Skram i København. Didi har store alkoholproblemer. Både Gunnar og vennene er bekymret for henne. Amalie vil gjerne at de skal få treffe hennes venn Herman Bang, som alltid følger forfatterskapet hennes med interesse og velvilje - også offentlig, nå sist i tidsskriftet Peer Gynt. Det setter hun stor pris på. I brevet hun skriver til ham i dag, forklarer hun ham om hvordan hun selv er klar over sin egen heftighet og steilhet. Hun tror bare ikke hun kan gjøre noe med det. Hun skriver: «jære, snille, gode Herman Bangl Hvorledes skal jeg dog kunne takke Dem nok og rigtig godt nok for Deres prægtige, henrivende velskrevne brev til «Peer Gynt». Langhof var så snil at sende mig det, ellers vilde jeg ikke vidst om det. Hvor De dog er stø og trofast i Deres mening om mine produkter! Kunde jeg bare så sandt gjengjælde Dem, om ikke mere end en ganske liden smule af al den glæde De har skaftet mig. Men det kan jeg ikke. Deres indvendinger er aldeles uimodsigelig rigtige. Ikke et fnug af dem kunde været borte. Jeg vidste det også godt, da jeg skrev bogen, men jeg havde nu sat mig i hodet at jeg vilde ha dette sludder sagt. Og har jeg sat mig noget i hodet, er jeg ikke let at snakke tilrette hverken for mig seiv eller andre. Derfor svarte jeg også Skram, da han vilde ha det væk, at jeg heller vilde dø end ikke få det sagt. Nu, synes det mig så ligegyldigt, at jeg ikke begriber jeg kunde være så påståelig. Men næste gang gjør jeg det samme op igjen, er jeg vis på. Hjærtelig tak også for det brev De sendte mig efter læsningen af «Lucie». Hvis De sidder hjemme i aften, kan De så ikke heller komme ud til os? Gunnar Hejberg og frue har meldt sig til os. Aa gjør det, er De snil.»