Amalie Skram får brev fra en beundrer, antakelig en norsk lege

I dag sitter en av Amalie Skrams (for ettertiden ukjente) beundrere, som antakelig er lege, og skriver brev til henne.Han er nettopp blitt malt av Erik Werenskiold. Og han er svært betatt av Amalie, som han tydeligvis kjenner både gjennom brevveksling og virkelige møter. Han kjenner tydeligvis også Gunnar Heiberg og hans kone Didi, og rapporterer fra kulturstriden som pågår i Norge.

Beundreren skriver:

”Kjære Frue!

Naar jeg nu sent på Kvæld sidder alene hos mig selv, stiger De saa lyslevende frem for mig, jeg ser Deres kraftige Øie og gaar ind under det stærke, viljefaste i Deres Tanke. De har noget forunderlig over Dem, noget, som man aldrig kan glemme, hvis man engang har seet det. Jeg tror, at De er skabt til at herske men fremfor alt til at handle. Jeg tror at det hos Dem er en trang til at udrette noget i Verden. Jeg tror ogsaa, at de smaa i samfundet har langt rigere Sympathi hos Dem end de store. Jeg skulde ogsaa tro, at De paa en eller anden Maade arbeider for de fattige. Saa længes De du over de Grenser, som nu engang ”Selskabet” har opstukket.

Det Liv, der pulserer hos Dem og den stolte Uafhængighedsfølelse, som jeg torede at se hos Dem, er det ikke saa, at dette gjør, at De ofte ikke trives – blant alle de skjørlevede, pene Mennesker?

Jeg tror, at De er en af (*?*) for en ny Tid med rigere Følelser og større Formål.

Er De vond på mig fordi jeg snakker slig til Dem? Det er saa meget som piner En, og derfor gjør det godt at sidde sammen og snakke rent du af sit Hjerte. Jeg kan saa ofte ærgre mig over alt det grumsede, som kommer frem, og over mig selv, som i stedetfor at have søgt min Plads i de kjæmpendes Rækker, har dukket ned i abstrakte Tanker og saakaldte videnskabelige Undersøgelser.

Det gjør godt at træffe et Menneske som Dem, og ud fra dette sender jeg Dem min Tak for Deres Breve. Jeg vilde saa gjerne høre, hvorledes De lever, og hva der beveger Dem. Jeg vilde ogsaa ønske, at jeg kunde ryste alting af mig og skrive Dem til, som jeg mente jeg tænkte. Det er dumt af mig, at jeg ikke har skrevet før, De maa naturligvis tænke, at det i grunden er Vrøvl med denne Lyst til at skrive. Ja – men sagen er den, at jeg fik Ordre om at have noget færdig inden en vis tid og skrive Dem, til med Hovedet fylt af alleslags væmmelige Tanker – det kunde jeg ikke.

Det er Vrøvl og Røre herinde: Det er 2 Kulturretninger, som mødes. Jeg tror, at Bjørnsons sidste Bog har gjort godt. Man studser uvilkårlig ligeoverfor det Livssyn, som har skabt den. Saa er det ogsaa et andet Træk, som kan tydes som et lyst Tegn, det nemlig, at man har forsøgt at bringe Mænd af forskellige Andskuelser, og det at mærke dem, som indtager fremskudte Pladse, sammen til Udveksling af Meninger og Tanker. Jeg sigter her til det nye Selskab ”Andvake”. Det var der ganske forunderlig at se på de forskellige og stridende Anskuelser mødes på fredet Grund. Dette smagte, som en af de yngre Kunstnere sagde, af europeisk Intelligens. Og at vor hjemlige kar trænge til at repareres og pudses op, det er det vel ikke saa vanskelig at blive enig om .—

Saalangt om jeg den Aften:

Nu har mit Brev ligget et par Dage, hvori jeg ikke har fundet et eneste fredet Minut. Men jeg er atter glad, fordi jeg kan prate lidt med Dem i dag. Det er sa langt til Bergen, og jeg er forresten ogsaa lidt ræd for at man ikke alltid kan være sikker paa at træffe Dem ”oplagt” til at snakke. Er De det i dag?

Jeg er dog aledeles enig med Dem i, at man ikke kan være ”oplagt” bestandig. Det er saa meget, man blir træt og kjed af. Forresten har jeg i det sidste Tid havt mange gode Stunder og tænkt mange nye Tanker. Werenskiold har nemlig villet male mig, og de Timer, hvori jeg sidder for ham, er gaske forunderlig interessante. Baade han og jeg er ivrige, begge har vi studerert meget og tænkt en Del, han dog mest. Saa kommer hans Livssyn ligesom over mine Naturvidenskabelige Tanker og viser Glimt af en anden og rigere Naturopfatning end den, hvortil vi er vante. Vi er ikke længere fornøide med ”Sepcialiteter”; forskjellige retninger. Vi fordrer Forstaaelsen af Enheden og Sammenhengen; alt, hva naturen giver for Medicinens vedkommende er det ganske karakteristisk, at man forlanger, at Lægens Uddannelse skal gaa i den gamle helleniske, hypokratiske retning, at Sygdommen skal anskues ud fra et allmennmenneskeligt og ikke verken ud fra et pathologisk – anatomisk eller bakteriologisk Standpunkt.

Men det staar dig for mig saaledes, at vi ikke netop behøver at gaa tilbage saa langt i Verdenshistorien. Vi vil lukke øinene op, tror jeg, at netop den moderne sunde Kraftige Realisme, der aabenbarer sig saavel i Kunsten som i den videnskabelige Forskning, vil kunne give ogsaa Medicinen nye Baner og mer almene ”menneskelige” Synspunkter.

Det er ganske forunderlig at agte paa Tidens Tegn i mange retinger. Netop det ”Kunstneriske” tror jeg vil trænge sig ind paa mange omraader, fordi den bedre og rigere end noget andet representerer den samlede Intelligens i Menneskeheden. Sikkert er det ialdfald, at fordringerne til det Kuntsneriske træder frem paa Omraader, hvor det før synets ikke at behøves f.ex. i den Videnskabelige fremtstilling og Formen for Tankerne. Karakeristisk herfor er virkelig et Brev jeg fik for at Par dage siden fra en udenlandsk Læge. Han ber mig være med ham i at kaste sig ind i den europæiske Diskussion om et meget omtridt Begreb nelig: Dispotitionen (til Sygdommen). Heri er det da intet forunderlig, naturligvis, men det mærkelige er, at han ønsker at vi skal optræde som Brevskrivere til hverandre, saaledes, at vi i en afrundet, altsaa Kunstnerisk format, Brevform gjensidig udvikler vore Opfatninger. Jeg ved ikke, om jeg faar Tid til at gaa med herpaa, da jeg har andre arbeider for mig, men det har intersseret mig meget at se dette vistnok lille men dog ganske pene Træk.

Nu ja – dette faar da være nok om mine ”medicinske” Greier, uagtet selvfølgelig Interessen let løber af med En der, hvor den er stærkest.

Saa skal jeg hilse Dem saa mange gange fra Gunnar Heiberg og Frue. De var begge saa glade ved at faa en Hilsen fra Dem. Heiberg liker jeg ualmindelig godt. Der er noget Kraftigt og naturlig over ham, ligesom man strax kommer paa det Rene med, at han har en betydelig Intelligens.

Fruen er mer indelukket. Jeg tror, at man vanskelig kommer hende nærmere uden at kjende hende længere Tid.

De er begge i København nu, hvor prøverne paa ”Kong Midas” var begyndt. Fru Hennings blev imidlertid hæs, og stykket er opsat til efter Jul, hvorover H. selvfølgelig ikke er fornøiet. Fruen er bleven noksaa bra efterpaa.

Heibergs vilde det more Dem at træffe. Hun er baade begavet og og i høi grad elskværdig, rigtig hyggelig medfmange Traditioner fra sin Ungdom, hvor hun færdedes sammen med flere af Danmarks begavede Mænd Pleug, Richard, Heyse, Orla Lehmann o.s.v.—

Fortæl mig lidt om Dem selv! Hvad interesserer Dem for øieblikket? Har De Planer? Sig mig, ville det være en aledeles urimelig Tanke at tænke, at De kunde sende mig Deres Billede engang. Jeg vilde blive saa glad derved.

Ialfald – send mig en venlig Tanke og – som De lovede – et Brev."