Dato
25 august 1893

Amalie Skram er i Bergen og omegn fra mai til oktober. Hun oppdager at hun er gravid igjen. Hun er 48 år, og betenkt over hvordan dette skal gå.

Etter hvert skal det vise seg at hun aborterer barnet. Hun føler seg både trist og lettet over dette.

Etter en stund på Natland, hvor hun strever med skrivingen og med ansvaret for datteren Johanne (som kalles Småen), som ikke er i form, flykter hun fra det hun omtaler som lopper og lus og søvnløshet til Markeveien i Bergen. Hun føler seg opprevet, bekymret og elendig, og får slett ikke til å skrive det hun vil.

En gang i denne perioden skriver hun (sannsynligvis) til venninnen Hele Sandberg, som hun fester mye med denne sommeren:

"Da maa ikke være sint kjære Helene! Det var mig umulig at gaa med paa noget som helst i kvæld. Jeg hænger omtrent ikke sammen af træthed og nervøsitet. Jeg var ikke videre freg søndag da jeg kom hjem, og natten til mandag sov jeg absolut ikke før kl 5 om morgenen. Smaaen laa og klaget og sutred hele natten.

Igaar gikk jeg hele dagen, og kunde ikke røre arbjedet og bare græmmed mig. Saa kom invitationen til Vallendahls, som jeg ikke burde tat imot, fordi jeg paa forhaand vidste at det vilde give atter en spildt arbeidsdag. Og ganske rigtig, heller ikke i dag har jeg gjort det mindste.

Og dagen efter en rangel kan jeg nemlig ikke tænke engang paa mit arbejde. Saa svor jeg i mit hjerte iformiddag, da jeg gikk her og led af selvforagt og modløshed at nu skulde det være slut. Om saa gud selv eller kongen foreslo mig noget, skulde jeg svare nej.

Jeg forstaar at det maa se uelskværdigt du for Dig Helene, Du som har været saa mageløs med os, men selv med fare for at Du skulde bli alvorlig vred, maatte jeg handle som jeg gjorde. Det er som sagt ikke bare dette at jeg bogstavelig ikke orked i dag, det er ogsaa den spildte dag i morgen det for mig gjælder om. Nu maa der mindst gaa 14 dage før jeg forestar mig noget i rætning af rangel. Hvis jeg da i mellemtiden har faaet skrevet om end aldrig saa lidt, saa har jeg baade lov og lyst til at slaa mig løs igjen en kveld.

Siden jeg kom herop har jeg faat skrevet 3 kvart side – tænkt Dig det! Alle mine penge omtrent har jeg brugt, og intet arbejde præsteret. Jeg er saa forgremmet og modløs og led og kjed, saa Du aner det ikke. Det eneste remedie derimod er flid og arbejde. Bare det havde vært en ugestid senere at dette dit forslag var kommen!

Søndag sa Du jo rent ud, at du var træt og kjed af at være saa meget sammen med mig. Nu skulde vi holde os lidt fra hinanden, sa Du. Og jeg gav Dig ret. Du lod mig jo kjøre alene op i den store vogn, fordi Du netop trængte til ikke at være med mig.

I dag begynder Smaaen at komme sig, gudskelov! Ja alt igaar spiste hun lidt og i dag har hun spist lidt mer. To stykker smørbrød til frokost og to pandekager til middag; og det er store ting for hende!

Hvis Du faar regning for mit kjøreri herop, vil Du være saa snil og afgjøre det. Jeg skal jo alligevel ha nogle penger hos Dig, saa kan vi gjøre op bagefter. Den første skyds op om aftenen i regjvejr, skal deles mellem mig og Hjernøe, det husker Du nok paa. Muligens faar Du ogsaa regningen paa den skyds jeg tog ned fredag med Smaaen. Jeg vilde betale med det samme, men gutten sa han ikke vidste hvormeget det var. Jeg bad da om at faa regningen paa hotellet dagen efter, men det skete ikke. Nu kan jeg tænke mig at de på hotellet viser ham hen til Dig.

Og saa endnu engng, vær ikke sint!

Husk at mit arbejde dog virkelig betyder saa meget for mig og min eksistens. Afslaget jeg gav skrev sig altsaa ikke fra et lune, som tilfældet vilde været, hvis du pludselig i det samme forhold vilde sagt nej til mig.

Skriver Du et par ord, saa send dem til Ludvig.

Din Amalie"

Sted
Korrekturlest?
Ja
Kilde

Amalie til Erik Skram 25. aug. 1893. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal.

http://www.bokselskap.no/boker/elskedeamalie/brev1893

og Amalie Skrams brev til Helene Sandberg, Nasjonalbiblioteket, Oslo