Amalie Skram er tilbake i København og sender en lånt kåpe og et takkebrev til venninnen i Bergen, Helene Sandberg

Amalie Skram er tilbake i København etter sitt lange skriveopphold i Bergen. I dag skriver hun dette brevet til sin venninne Helene Sandberg, som hun har vært mye sammen med denne måneden. De to har festet mye samme, og også hatt sine feider som Amalie har forsøkt å rydde opp i underveis. Hun har lånt Helene kåpe, som hun nå sender tilbake pr dampskip. Hun har fått ny, norsk tjenestepike, som nå er under opplæring.

Amalie Skriver:

"Kjøbenhavn 9/10/93

Klasens gade 11 Ø.

Kjære Helene!

Naturligvis glemte vi kaaben din. Men nu har vi sendt den tilbage med dampskiet ”Romny”, kapt. Sørensen. Det (skibet) er i Bergen fredag i denne uge, fredag 13de og lørda 14de. Være Du saa sød og send bud om bord og bed dem om den pakke, der er fra fru Skram til dr. Sandberg.

Vi havde en udmærket rejse herned, mildt, roligt vejr, og alting bare bra. Men nu staar jo huset lidt paa kant med den splinter nye norske pige, som forresten tegner til at bli sød og flink.

Kjæreste søde Helene, jeg orker ikke at skrive et ordentlig brev ikvæld – kl er 12 og jeg er dødsens træt. I morgen skriver jeg til Dig og Spet og takker for al eders uendelige godhed og elskværdighed imod mig. Vi to Helene, har jo havt adskillig med hinanden at gjøre i dette mit lange, lange sommerophold. Du sa engang, vi var furten på hinanden, at jeg ikke vidste hva venskab vilde sige. Deri tog du fejl Helene. Kom ned til os engang, og se om vi ikke er, som vi skal være! Og saa maa du hilse og takke og kysse Din mand 1000 gange fra mig! Han er – jo, han er et af verdens bedste og mest velsignede mennesker. Sig ham at pusen gaar storartet.

Min kjære søde snille Helene!

Din Amalie"

I løpet av oppholdet i Bergen har hun skrevet dette udaterte brevet til Helene -- da var ikke tonen fullt så kjærlig, og brevet sier noe om hva som har foregått mellom venninnene:

"Kjære Helene,

Jeg ber Dig om undskyldning fordi jeg mældte mig til Dig i dag. Jeg gjorde det ene og alene fordi Bernt Nilsen bad mig om det. Jeg skulde altsaa tilbyen i dag for at gjøre det endelig af med logiet, og Bernt som var oppe hos mig igaar vilde saa at vi skulde møtes hos Dig i dag; jeg foreslog at komme ud på Nordnæs til hans forældre, men han mente, det var meget kjækkere hos Dig, og bad mig telefonere besked til Dig. Jeg vilde ikke sige til Ham at der var knuder paa traaden mellem os, og samtykekde derfor. Men vi ber Dig som sagt om undskyldning. Efter den maade, hvorpaa Du tog imod mig sidst, kunde det ikke falde mig ind at vælte mig ind over Dig.

Naar forholdet altsaa paa din side er slig at Du øjeblikkelg mistænker mig for at ha snakket og sladret, straks Du hører det mindste, saa er omgang umulig. Kan og vil Du ikke konfrontere mig med vedkommende person, der altsaa har gaaet med snak til Dig, og derved gi mig leijlighed til at retfærdiggjøre mig, saa ser Du mig ikke mere. Jeg ved nemlig med vished at jeg absolut intet har sagt som du vilde misbilliget, og derfor ærgrer din beskyldning mig.

Naar du siger at ingen andre end jeg kan ha sagt det og det, saa tar Du fejl. Wallendal, Helene Nilsen og (*?*) har set det samme som vi, og Hjernø har jeg hørt sige mange gange, at sligt rangeleben som her i Bergen, havde han aldrig vært med til. Og han har jo kun vært med dig saa den slutning var let at drage. Men forresten forstaar jeg ikke din skræk og rædsel for hva folk siger. Lad dem snakke! Er Du ikke den, Du er alligevel?

Din Amalie"