Dato
20 februar 1895

Amalie Skram skriver til sin venn Sophhus Schandorph, blant annet om hvordan det gikk da hun hadde opplesning i København (han har oppfordret henne til å lese mer høyt):

«Nej men herregud, min kjære, gode, gode, gamle ven Schandorph, er Du den eneste udi Israel, som ikke véd at en af nordens mest strålende fiascoer er bleven til ved mig, dengang jeg, overtalt af Herman Bang, forsøgte at læse op i noget som kaldtes Larsens lokaler, tror jeg, på et. Annæ Plads. 1

«Højere! Højere», skreg de ustanselig. Og jeg, som trode mig omgiven af fiender og venstrehadere, blev så forbitret at jeg slog manuskriptet sammen midt i en sætning og for ud.

Senere fik jeg vide, at salen havde vært fyldt af bare venner og venligtsindede, og at ingen, selv ikke de, som sad på de forreste bænker havde hørt andet end en surren, der lød som kom den inde fra en tønde.

«Jeg hørte at det var om nogle matroser, som vilde slås, og om en dame der skjændtes med en løjtnant,» sa Fritz Bendix, min rigtig gode ven Fritz Bendix, senere til mig. Han havde siddet på anden bænk, og lyttet og strævet, men ikke gnist af mening havde han fåt i mit sagte snakkeras.

Og Feilberg og frue på første bænk, som også var mine gode venner, aned ikke hvad jeg havde sagt.

Men dengang var Du og Ida vist i udlandet. Altså kjære vennen min, selv om jeg ellers vilde - penger er jo penger, og penger er godt - kan jeg aldeles ikke. Så måtte jeg i altfald først ta timer i oplæsning lange tider igjennem, og det har jeg ikke tid til. Ellers er det sødt af Dig, at Du, Du, Schandorph, vilde være med til mig og min oplæsning. Tak for det!».

Sted
Tema
Korrekturlest?
Nei
Kilde

Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

https://www.nb.no/items/URN:NBN:no-nb_digibok_2014021724010