Amalie Skram har besøkt sin syke bror Ludvig, som er døende av tuberkulose

Amalie skriver til sin venn Gerhard Gran, som har skrevet en liten aritkkel om henne i Samtiden, om et besøk hun nettopp har gjort hos sin elskede bror Ludvig. Det går ikke bra med ham. Han er svært syk og nedbrutt nå.

Hun føler at hun har sett ham for siste gang.

Hun skriver: «Kjære Gerhard Gran! Hjærtelig tak lor artiklen i «Samtiden». Den er så god, så smuk og discret. Der er to unøjagtigheder i den: det var 6 år, ikke 8 efter min skilsmisse, at jeg blev gift igjen. Jeg er sikker på at jeg skrev 6 i de optegnelser, jeg i sin tid gav Dem.

Jeg har nylig vært i Kristiania for at se til min syge bror Ludvig. Det var over al beskrivelse smerteligt. Afmagret som et skelet, brudt og bøjet, og med en hoste, der sved i sjæien at høre på, var han dog endnu fuld at liv og ild og energi når han talte om ting, som lå ham på hjærte. Men såvidt mennesker kan forstå er hans dage talte.

Vi snakte meget om alle vore fælles minder, og vi gjorde det begge med den underforståede bevidsthed om at vi såes og var sammen for sidste gang. Det var noget at det såreste i mit liv, at sige farvel til ham, da jeg skulde rejse. Kanske kan han leve sommeren over, kanske endnu et par år, man ved jo ikke.

Tæringspatienter holder jo undertiden utrolig længe ud. Især når de gjerne vil leve. Men hvadslags liv! Og han, der har så megen nagende sorg at bære på.

Fra Skram skal jeg hilse så hjærteligt til Dem og Deres frue. Det samme gjør jeg. Deres hengivne Amalie Skram.»