Otto Weininger begår selvmord i et rom han har leid i huset der Beethoven døde i Wien. Han er 23 år gammel, og etter eget sigende velger han å avslutte livet fordi har er redd for å bli morder. Han etterlater seg et brev til faren, og et til broren. Han dør klokken halv elleve på et kommunalt sykehus. Han har skutt seg gjennom hjertet. Han kom til sykehuset i en håpløs forfatning.

Hulda Garborg kommer til å utgi en kommentarbok til Weiningers bok; Kvinden skabt af Manden. Den vil utkommer til neste år. Hennes oppsummering av boken kommer til å være slik:

«Dr. Otto Weininger blev født i Wien 3die April 1880, og var altsaa endnu ikke 24 Aar, da han 4de Oktb. 1903 døde for egen Haand sammesteds. Hans store psychologisk-filosofiske Værk Geschlecht und Charakter", udgivet kort før hans Død, forbausede den literære og videnskabelige Verden. At dette umaadelig lærde, vældige Værk var en Tyveaarings Arbeide syntes ufatteligt; men hans pludslige Død bragte et slags Løsning. Hele den tidlig udviklede, geniale Mands Liv var koncentreret i dette Værk, kulminerede og sluktes i det. Han døde for sit Værk, paa det at dette skulde leve.

Mindre glimrende end Nietzsche, og i mange Maader hans Modsætning, men grundigere og mere ubarmhjertig konsekvent kom han og svandt som denne - lig et Stjerneskud i Natten. Og hans Navn fløi, som for nogle Aar tilbage den ulykkelige Nietzsches, i utrolig kort Tid ud over Tysklands Grænser. Weininger havde tidlig gjennemgaaet mange aandelige Kriser og med Begeistring sluttet sig til forskjellige Filosofer, indtil han endte hos Kant. Plato og Kant elskede og beundrede han lige til sin Død høiere end alle andre, paa Grund af deres yderliggaaende Dualisme.

For Nietzsches Zarathustraa var han varmt begeistret. Dens herlige Naturstemninger henrev ham; men Nietzsches Ethik tog han ikke alvorligt. Weininger var ogsaa sjelden musikalsk, og ansaa Wagner for Menneskehedens største Kunstner overhovedet.

Ved Siden af Wagner, Kant og Goethe satte han Henrik Ibsen som en af Menneskehedens største Aander. Peer Gynt finder han «dybere og mere altomfattende end noget Drama af Shakespeare" og i Gjennemføelsens Magt" at staa langt over Goethes „Faust". Ibsens Digtning er Kants Filosofi - - ingen anden, kun Kant og Ibsen har taget Sandhed og Løgn som de dybeste ethiske Problemer."

Ogsaa Hamsun satte han meget høit. Om «Pan" siger han, at denne Hamsuns Bog maaske er den skjønneste Roman, som overhovedet er skrevet. Weininger beherskede til Fuldkommenhed levende Sprog, og det ene var Norsk, saa han kjendte meget af den nyere norske Literatur.

Af Fødsel var Weininger Jøde, men gik et Par Aar før sin Død over til Kristendommen (Protestantismen), og der var, næst Kvinden, neppe noget han hadede mer end Jødedommen. Men ligesom hans Had og Foragt ikke gjælder Kvinderne", men „Kvinden" (das Weib), saa gjælder det heller ikke Jøderne" som Race eller Nation, ikke deres Trosbekjendelse eller Literatur, menneskene overhovedet, forsaavidt de har sin del i Jødedommens platoniske Idé". I uafbrudt anstrengende Hjernearbeide og en opslidende Kamp mellem sin wonde Natur" (Han var bl. a. stærkt erotisk, men levede i det sidste - sin nye Livsanskuelse tro - fuldkommen kysk.) og sin sædelige Stræben, bukkede Weininger tilsidst under. Kort før sin Død skrev han, at han dræbte sig for ikke at maatte dræbe en anden". Og i den Bog, som blev udgivet efter hans Død, «Über die letzten Dinge", skriver han bl. a. om Selvmord: Det anstændige Menneske gaar selv i Døden, naar det føler, at det bliver absolut ondt; det simple Menneske maa tvinges til Døden gjennem en retslig Dom. For det anstændige Menneske er Følelsen af dets Umoralskhed lig en Dødsdom."

Weiningers Arbeidskraft var enorm, tiltrods for at han led under Hjertekramper og epileptiske Anfald. Om denne sin Sygdom skriver han selv: «Er ikke Epilepsi Forbryderens Ensomhed? Falder han ikke, fordi han ikke længer har noget at støtte sig til?" Om Arten og Graden af de «forbryderske Anlæg", som Weininger i saa høi Grad tillægger sig, kan man ikke gjøre sig noget klart Begreb hverken efter hans Bøger eller den korte Biografi, som følger den sidste af dem. Man faar derimod et stærkt Indtryk af, at han stillede overmenneskelige Fordringer til sig selv, som til hele Menneskeheden.

Om «Geschlecht und Charakter" skriver August Strindberg: «- en frygtelig Bog, som dog sandsynligvis har løst det sværeste af alle Problemer. Jeg stavede, men han satte sammen. Voilå un homme!" Og de fleste vil sikkerlig være enige med Strindberg i, at Weiningers Bog er frygtelig, og hundrede Gange maa man under Læsningen udbryde: Ja, i Sandhed, voilà un homme! Maaske vil dog Kvinderne, hvem denne brutalt energiske, udover og ovenover alle verdslige Hensyn førte «prinzipielle Untersuchung" i første Række gjælder, tilføie: nei, ikke «een Mand", men « Manden", Manden i hele sin Brutalitet og Egoisme!

I Forordet til sin Bog siger Dr. Weininger: «Denne Bog vil rykke Forholdet mellem Kjønnene ind i et nyt Lys. Hvor Fremstillingen bliver antifeministisk, og det er den næsten altid, der vil heller ikke Mændene med fuld Overbevisning bifalde den: deres sexuelle Egoisme lader dem altid heller se Kvinden saadan, som de vil have hende, som de vil elske hende.

Og hvorledes skulde jeg ikke først og fremst være fattet paa det Svar, Kvinderne selv vil have til min Dom om deres Kjøn?

At Undersøgelsen tilsidst vender sig mod Manden og tilmaaler ham den største Skyld - om end i dybere Forstand end Kvindesagskvinderne aner - det vil lidet nytte dens Forfatter." Nei, thi det kan i Sandhed heller ikke nytte Kvinderne. Naar Dr. Weininger efter sine Theorier tilslut konsekvent udsletter Menneskenes Børn fra Jorden, saa har han dog alligevel sendt Manden afsted med Gud

og Æren; men hvorledes er ikke vi elendige Kvinder kommet afsted!

Weininger skriver engang efter Fuldførelsen af sin Bog: «Hvad jeg her har fundet, vil ikke smerte nogen anden saa dybt som mig selv», og videre «denne Bog betyder en Dødsdom; enten træffer den Bogen eller dens Forfatter.» At han, som der er sagt, led af Stormandsgalskab, faar man Indtryk af ved følgende Ytring af ham: Der er tre Muligheder for mig: Galgen, Selvmord eller en Fremtid saa glimrende, at jeg slet ikke vover at forestille mig den." Dunklere er følgende Udtalelse nogle Dage før han dræbte sig: «Alt, hvad jeg har skabt, maa gaa tilgrunde, fordi det skabtes med ond Vilje; maaske med Undtagelse af, at Gud, eller det Gode, ikke rummes i nogen enkelt Ting i Naturen, at det Sædeliges Symbol (das Symbol des Sittlichen) kun kan være det Skjønne, kun hele Naturen." Hvori bestod denne onde Vilje"?

«Det nye Lys"» hvori Dr. Weininger har rykket Forholdet mellem de to Kjøn, aabner i Virkeligheden Veie til Forstaaelse af mangt og meget gaadefuldt baade i Mandens og Kvindens Psychologi, og giver et nyt, interessant Grundlag for Forstaaelsen af de forskjellige Tiders Emancipationsforsøg. Dog vil neppe mange endnu formaa at følge Forfatteren til de yderste Konsekvenser af hans Theori. Men hans Theori er denne: Der er intet absolut mandligt Individ, og intet absolut kvindeligt. I hver Mand og Enhver Kvinde er da altsaa en Blanding af Mand og Kvinde - af Faktorerne Q. og M. i forskjellige Forhold. F. Ex. Q. 90, M. 10, Q. 70, M. 30. Men Kvinder, som har mer af Elementet Mand i sig end 49 eller i Høiden 50, er sjeldne og trænger særskilte Undersøgelser. «Efter Erfaringen gives der ikke Mand og Kvinde, kunde man sige, men kun mandligt og kvindeligt. Et Individ A. eller et

Individ B. tør man derfor ikke mere betegne som Mand eller Kvinde, men de bliver at bestemme efter de Brøkdele de har af begge."

Forfatteren, der ligesom Tolstoj (sml. Kreutzer-Sonaten") har fattet et levende Had til det erotiske i Livet, som Aandens Fiende, ser i Menneskeslægtens Deling i Mand og Kvinde Livets store Fordærvelse og Styghed, og sætter en neutral Fællestype som det store Maal. Men det er Mandens Type, som skal og maa naaes. Kvinden maa udryddes som Kvinde. Da Manden blev sexuel, skabte han Kvinden. - Han skabte hende og skaber hende altid paa ny, saa længe han endnu er sexuel. Kvinden er Mandens Skyld."

For at Kvinden kan forsvinde, maa altsaa Manden blive kysk. Det er Weiningers strenge Krav til Guds udtrykte Billede (det absolute Noget i Modsætning til det absolute Intet = Kvinden). «Kvinden er Sexualitetens Prestinde» (og Weininger skiller skarpt mellem Sexualitet og Kjærlighed), hun vil Manden som Middel til Lyst eller til Barn, og hun vil selv benyttes af Manden som Middel, som en Ting, et Objekt. Som hans Eiendom vil hun behandles, forandres og omformes af ham efter hans Forgodtbefindende.» Men ingen skal lade sig bruge af en anden som Middel i en bestemt Hensigt, mener Weininger; det hjælper ikke, at Kvinden ønsker det og intet andet af Manden. Det er Mandens Pligt at modstaa Kvindens Begjær.

Naar Manden bliver kysk, og Kvinden som Kvinde er udryddet, vil det komme til at se anderledes ud paa Jorden; men det er altsaa hvad Forfatteren stiller som det høie Maal. Han skriver tilslut derom: «Men allerede Augustinus maatte, da han forlangte Kyskhed af alle Mennesker,

høre den Indvending, at i det Tilfælde vilde Menneskeheden inden kort Tid være forsvunden fra Jorden. I denne Frygt ligger ikke alene en uendelig Vantro paa den individuelle Udødelighed og et evigt Liv for den sædelige Individualitet, den er ikke bare fortvilet irreligiøs; men man beviser dermed

tillige sin Kleinmodighed og Mangel paa Evne til at leve udenfor Flokken. Den, som tænker saa, kan ikke forestille sig Jorden uden Menneskenes Vrimmel, han bliver angst - ikke saa meget for Døden, som for Ensomheden. Dersom den i sig selv udødelige moralske Personlighed havde Kraft nok i ham, saa besad han Mod til at se denne Konsekvens i Øinene. Han vilde ikke frygte den legemlige Død, og ikke for sin mang lende Tro paa det evige Liv søge det jammerlige Surrogat i Visheden om Slægtens Videre bestaaen. Sexualitetens Benegtelse (Verneinung) dræber blot det legemlige Menneske, og det

kun for at give det aandelige den fulde Tilværelse. Derfor kan det heller ikke være moralsk Pligt at sørge for Slægtens Fortsættelse, som man saa ofte hører paastaaet. - - Al Frugtbarhed er kun modbydelig, og intet Menneske føler det, naar han oprigtig spørger sig selv, som sin Pligt at sørge for Menneskeslægtens vedvarende Eksistens. Og hvad der ikke føles som Pligt, er ikke Pligt.» Det er tvertimod umoralsk at sætte et Menneske uspurgt ind i Verden, mener Forfatteren.

Ak ja! Men naar man ser nøgternt paa Sagen, hvad vilde Weininger og Tolstoj i bedste Fald opnaa med sin Theori? En Del af de bedste og ædleste Mennesker vilde maaske slutte sig til Læren, og en liden fanatisk Menighed vilde følge dem og lyde det store Bud om Legemets Fornegtelse; men Masserne - de mindst udviklede, de daarligste Elementer vilde forplante sig som før, trods al Morallære og al Religion, ny eller gammel, og opnaaet blev da kun, at man fratog Slæ ten de ædleste Elementer - neppe til dens Gavn. (Allerhelst maa man vel forresten tro, at det vil gaa denne nye Religion som i sin Tid den store indiske Keiser og Religions stifter Akbars „guddommelige Tro", der døde med Stifteren og de første ædle Tilhængere som inspireredes af ham.) Hverken Weininger eller Tolstoj har tænkt paa den Side af Sagen. Tolstoj siger dog i sin Forklaring til «Kreutzer-Sonaten» ligefrem, at det store Maal han sætter for Menneskene ikke kan naaes. Han skriver: «Ligesom der gives to Maader til at hjælpe Vandringsmanden, der søger Oplysning om Veien, han skal gaa, gives der ogsaa to Fremgangsmaader med Hensyn til den moralske Veiledning, som eksisterer for et Menneske, der vil søge Sandheden. Ifølge den ene Fremgangsmaade henledes Menneskets Opmærksomhed paa visse Gjenstande underveis, hvorefter han saa gaar; ifølge den anden anvises der kun Retningen af Veien efter det Kompas, som et hvert Menneske altid bærer hos sig, og som,

ved ufravigelig at pege i én Retning, nøiagtig angiver enhver, selv den mindste Afvigelse derfra.»

Den første af disse to Fremgangsmaader i den moralske Veiledning bestaar, mener Tolstoj, «i den Mængde udvortes Regler og Bestemmelser, som enhver Trosbekjendelse indeholder. Men den anden Fremgangs maade ligger i at «anvise Mennesket en Fuldkommenhed, som det aldrig vil kunne

opnaa, medens det dog er sig bevidst idelig at stræbe hen imod den. Der anvises det et Ideal, i Forhold til hvilket det altid kun er istand til med Bestemthed at vide, hvor langt det endnu er fjernet derfra.»

Men ligesom Weininger er strengere Moralist end selve Kant, saa gaar han ogsaa videre end Tolstoj. Og i sine Theorier om Kvinden flyver han langt forbi Nietzsche og Strindberg, og forfølger dem ud til den yder ste Konsekvens. -

Egentlig er der kun to Typer af Kvinder, siger han, Moderen og Elskerinden (die Dirne); men begge er, skjønt polare Modsætninger, kun lave Driftsvæsener. I visse Henseender staar Hetæren over Moderen. De i aandelig Henseende høiest ud viklede Kvinder, alle, som paa nogen Vis bliver Muse for Manden, hører til Kategorien Dirne.

Kvinden er først og sidst Koblerske. Baade Moderen og Elskerinden. Koblerske for sig selv eller andre, og kan ifølge sin Natur (Sexualitetens Prestinde) ikke være andet. Kvindens Opdragelse i vor Tid er da ogsaa kun anlagt paa hendes «Verkuppelung». Derfor, mener Forfatteren, maa «Kvindens Opdragelse unddrages Kvinden, og hele Menneskehedens Opdragelse unddrages Moderen. Dette var den første Forudsætning for at stille Kvinden i Menneskehedsidéens tjeneste - den idé som ingen fra Begyndelsen af har modvirket, som hun.»

Kvinden maa frigjøre sig eller frigjøres fra sig selv. Kvinden maa forsage.

Men en Kvinde, som virkelig havde forsaget, og vilde søge Ro i sig selv, var ophørt at være Kvinde. Hun havde modtaget den indre Daab, idet hun stillede sig under Menneskehedens Idé. Og det alene vilde være Kvindeemancipation. "Men kan det ske? Vil Kvinden idet mindste ville Friheden? Vil Kvinden opgive Slaveriet for at blive ulykkelig?" spørger Forfatteren. Lykkeligere vil hun nemlig ikke blive ved saadan Emancipation; «Saligheden kan den ikke love hende, og til Gud er Veien endnu lang». Med alle disse aabne Spørgsmaal slutter Forfatteren, men hele Bogen er dog et vældigt Nei til dem alle. Kvinden maa tilintet gjøres ved Mandens Vilje. Voilà un homme!