Amalie Skram skriver til sin unge venninne Ingeborg Krog Janson og takker for for hjelpen med selskapet til datteren. Hun er utslitt og syk, men det må ikke Johanne få vite noe om.

Amalie Skram er utslitt etter festen hun arrangerte for datteren i går. Hun skriver et dyptfølt takkebrev til sin unge venninne Ingeborg Krog Janson, som tidligere har bodd hos dem.

Hun skriver: «Ribegade 18. Søndag aften.

Kjæreste Ingeb-først og fremst undskyldning for papiret. Jeg har, etter virvaret igår, ikke kunnet finde noget brevpapir, skjønt jeg ved jeg har. Og så mit hjærtes inderligste tak til dig, Ingeb. for den kjære og store hjælp, Du var for mig. Jeg fik slet ikke takket dig, da Du gik sådan som jeg vilde. Men jeg havde været så opkavet og fortvivlet over at Du ikke kom netop på den tid, jeg havde tænkt mig det, og så fuld af angst, at jeg svedte-for at Du kanske ganske skulde udeblive. Hvad i herrens velsignede navn skulde jeg så ha' gjort?! Denne stakkels, snille, „underjordiske", som ikke havde begreb skabt om at dække et bord! Hedvig Nielsen havde nok at gjøre med maden, og med at passe alle de tusen forberedende småting, som skal være gjort til et selskab, ting hvorom den «underjordiske» selvtølgelig intet aner.

Selv var jeg igår meget syg, hvad vist ingen skulde tro, ingen af de, som var her, kanske med undtagelse af dig, fordi Du kjender mig bedre end alle. Skal Du nu til at dække bord, tænkte jeg, så ligger Du der. Og blomster skulde jeg også ha' kjøbt. Og klædes på, og vaskes skulde jeg jo også. Så kom Du, og der gik en jublende lettelse gjennem mig. Jeg ved jo, hvor flink og hurtig, Du er, og så er Du kjendt; Dig behøver jeg ikke at passe på for at Du ikke skal gjøre noget galt, ikke at gi' dig det ind med skeer. Imi lertid sad uroen og angsten tra før Du kom så fast i mig, at jeg slet ikke viste Dig den taknemmehghed jeg tølte, ja knap nok var helt venlig mod dig. Tilgiv mig for dette, Ingeb. Jeg ber dig med tårer i øjnene om det. Alt fik Du gjort, dækket bordene, kjøbt blomster, og arrangeret - alt, alt. Å, men Du ved ikke, knapt nok Du, kunde forstå, hvor syg jeg var. Og etter at denne angsttulde sindsbevægelse var overstået, faldt jeg ligesom sammen i et slags slappelse. Benet hamred og smerted endda mere end før, og denne ulidelige følelse at at skulle gå over på midten blev endda sterkere.

- Ja Johanne aner anturligvis ikke, hvilke både pengelige og helbredsødelæggende ofre, jeg gjør for hendes skyld. Og gudskelov for det! Ante hun det, eller forstod hun det til fulde, vilde det jo ta' glæden fra hende. Det er kun engang om året, jeg gjør en fest for hende. Og det, det forekommer mig at være min pligt. Hun blir jo fra så mange sider vist så stor en gjæsttrihed, at jeg - sålænge det blot på nogen måde er mig muligt - vil bli' ved med dette. For at livet nu i barndoms og ungdomsdage skal være lyst og lykkeligt for hende. Sorgerne kommer tids nok.

- Så mored de sig da også vældigt! Jeg så det på de strålende ansigter, og den tindrende stemning, som var over dem alle. Og hørte det på klangen i deres taksigelser, da de kl. 1 tog bort. Å gud, hvor træt jeg var!! Et helt under syntes det mig da, at jeg havde kunnet holde ud. Men rigelig belønnet blev jeg, da småen i natkjole kom ind, talt mig om halsen, kyssed og takked mig og sa: mamma, jeg har moret mig himmelsk! Og det har de andre også.

- Kommer Du ikke snart en dag og spiser middag med os? Jeg tør ikke be' Dig for Du har det altid så travelt. Din Amala.»