Amalie Müller er intenst opptatt med Kristianias radikale kulturliv, og skal opptre i dronning Semiramis følge på kunstnerkarnevalet som nå er under forberedelse

Kr.ania lørdag 24de februar [1883]

Min elskede ven, det er ikke den rigtige dag idag, jeg skrev jo nemlig iforgårs, men jeg har længtes så uhyre efter dig, netop siden jeg skrev, og jeg føler mig så beklemt og mismodig, så rent ud op i ingenting ved min adskillelse fra dig, at jeg må prøve det med at skrive, for at se om det da måske skulde blive bedre. Jeg vil ikke sende det før ved sædvanlig tid, men det gjør jo ikke noget om det er skrevet i flere terminer. Jeg skal prøve på at give dig hele min sjæl siger du. Det har jeg jo gjort, forsåvidt som der intet er i den, som ikke du skal have. Men give dig den praktisk, så at du selv kunde se hvorledes du fik mig stykke for stykke, det vilde først være sket, når vi havde levet et helt liv sammen. Du har jo sét så lidet til mig; du har slet ikke erfaret de forskjellige sider, der er ved mig; du ved ikke hvorledes jeg er i så mange forhold, hvorledes jeg tager på det eller det, hvorledes jeg i det hele arter mig. Det var det som samliv skulde lære os begge, thi heller ikke jeg ved jo noget egentlig om dig. Du siger at du er gået ind i en «høkerforretning». Men hvorfor har du egentlig fra først af gjort det? Hvorfor blev du ikke ved at skrive, du som kan i rang med de første og bedste? Hvorfor skrev du ikke bog efter bog som Kielland f.eks.? Din ene bog står jo så fuldkommen ved siden af hans bedste. Det er igrunden ubegribeligt. J.P. sad en aften for længere tid siden, – det var før vort sidste møde – og udbredte sig over hvor besynderligt det var at du ikke var bleven ved at skrive. Til et svar som en eller anden gav, og som jeg ikke husker svarte han: «Nei, – det er mangel på energi, eller mangel på livsmod, – se på mig som er langt mindre talentfuld, jeg har ernæret mig ved at skrive i alle disse år, – jeg har ikke givet tabt, og vil aldrig gjøre det. Har jeg kunnet leve ved at skrive, og altid kunnet klare mig og være honnet, så skulde da Skram med langt større lethed kunne gjøre det.» Det bæres mig for at der må være noget i dette. Jeg tror du ikke har gidet have det stræv, men hellere har taget en plads med en sikker indtægt. Og det er jo ikke at foragte. Hvis ikke din tid var således til det yderste minut beslaglagt i den høkerforretning, så at du kunde skrive dine bøger ved siden af, så vilde det just være godt, at du var der. Hvis du ikke tog det fuldt så samvittighedsfuldt, kunde du vist drive dine literaire sysler ved siden af. Når jeg skriver noget så er det altid som drev jeg noget nebenbei. Det er kun en stund nu og da, halvt stjålne fritimer på en måde, jeg anvender dertil, og alligevel får jeg noget færdigt, men om det duer, det er nu et andet spørsmål. Jeg er ganske på det rene med, at hvis ikke de tre småting jeg nu holder på med, kan trykkes – og jeg vil ikke på nogen måde ha’e det trykt, hvis det ikke er virkelig godt, om det er passabelt eller ikke så galt, – hjælper ikke, – så vil jeg slet kun opgive det. Jeg vil ikke holde ved på Poulsens vilkår. Derfor er det en samvittighedssag for dig at du giver mig ren besked, når du har læst det. Og du behøver ikke at bruge omsvøb eller formildende talemåder. Du skulde vide, hvor lidt ømfindtlig jeg er på dette punkt. Jeg var sammen med Sars i et selskab igår. Vi talte om alle de «haglbyger» jeg havde fået over mig i anledn. leiefolkene, og han gratulerte mig med et strålende fornøiet ansigt med at der nu var skrevet mere om mit produkt end produktet var langt til. Han vilde i mit sted været lykkelig over alle de ukvemsord i sammenligning med hvad han vilde følt, hvis der var bleven sagt: et velskrevet, stemningsfuldt arbeide, som man med tryghed kan anbefale læseverdenen o.s. v. Jeg kunde ikke la’e være at sige ham, at der også fra de hold hvor en sådan udtalelse virkelig vilde været en ros, var mit stykke bleven dadlet og angrebet, og jeg fortalte ham ord til andet hvad Jakobsen [sic] og Kielland havde sagt. Han hørte meget interesseret på det, og det første han sa’e var: hvem har skrevet det til dem? «En bekjendt, jeg har dernede» – svarte jeg. «I hvad Kielland sa’e, kan der måske være noget» – mente han, «men det er så langt fra at han i høi grad har ret, at det tværtimod næsten bliver en uretfærdighed at fremføre anken, fordi den kun er så svagt begrundet. Men det kan jo altid komme dem til nytte, at det er bleven sagt», føiede han til. «Hvad jeg har fået ud, er at fortællingen er folk for god» – blev han ved, – de falder i forundring og ærgrelse over at de har kunnet gjøre det så godt at de føler sine nerver angrebne. Han havde hørt mange angribe den, men også mange rose den, især damer, og det var damer, hvis mening han brød sig om. Jeg holder fremdeles fast ved min første dom, sa’e han, og jeg tager ikke i betænkning at sige at det er noget af det bedste Tidsskriftet har budt. Der var mange, som hørte at han sa’e det. Der er så meget mere jeg vilde fortalt dig – han duttede mig på med det mest fornøiede ansigt, men jeg mærkede dog, at det havde gjort ham ondt, at jeg engang indirekte havde beskyldt ham for at være feig, – men det bli’er for langt at fortælle om nu. Da jeg fortalte ham det med «Bimbam» blev han formelig bleg af forbitrelse, men strax efter sa’e han hvad jeg selv også synes, at det, der i den grad ikke rammer, er intet at bryde sig om. Det som assessoren havde skrevet imod mig – det var fem sider langt, kommer ikke denne gang. Sars havde mærkelig nok, fået det aldeles feilagtige indtryk af mig, at jeg nødig vilde ha’e det, og så havde han leveret det tilbage, og sagt at der ikke var plads o.s. v. Nu vilde han sige, at det skulde få komme næste gang, men han vilde forlange at han skulde sætte sit fulde navn under. «Jeg tænker, at en assessor i Høiesteret nødig tør være bekjendt at skrive i et så berygtet organ» – sa’e Sars, – så det bli’er vel ikke noget af. Assessoren kjender jeg forresten personligt. Amund Helland havde også straks taget ordet for, at det ikke skulde få komme ind. Sars sa’e tilslut, at hvad jeg vilde levere til Tidsskriftet øieblikkelig skulde tages. «De har skaffet os flere hundrede nye abonnenter især fra Bergen; da Leiefolkene stod anonceret med forfat.’s navn blev folk i Bergen så nysgjerrige, og det var kommen Tidsskriftet tilgode». – –

Kunsterne [sic] skal ha’e et storartet karneval 12te marts. Udgifterne skal beløbe sig til 20000 kr. Formanden var her i går, og spurgte om jeg vilde være med i et optog. Jeg tror det knapt. Jeg har ikke lyst. Adieu sålænge elskede! Jeg tænker du har kjedet dig over denne lange passiar. Og hvad kan det hjælpe, – der er altid så meget, ja det meste, jeg ikke får sagt. – Jeg elsker dig min Erik. –

Onsdag. Det var et snippeligt brev idag, men jeg vil ikke skjænde for du råber så op over al din travlhed, og gjør dig til sådan en martyr for den, at jeg uvilkårlig imponeres. Jeg bare spør mig selv, hvordan det er gået til, at du har fundet tid til at læse mit lange brev, skjøndt jeg kan jo slet ikke vide om du virkelig har læst det, såsom du ikke just besvarer det. Hvad mener du med det, at du da vilde «få fred bl.a.» – når man vidste, at du elskede mig. Er der damer som er forelsket i dig, og gjør kur til dig? Det er stygt af dig, hvis du la’er dem gjøre det. Men du skal sige mig det, – jeg vil vide det. Nei du, jeg kommer ikke til Kjøbenhavn. Jeg kan det ikke. Jeg ved at det vilde blive en lidelse for mig, fra den første dag og til den sidste. Der er jo ikke mening i for mig, at komme derned til dit sted, når det ikke var for at være sammen med dig uafladelig. Og det vilde være en umulighed, at nå til dig overhovedet, når jeg boede hos Knudzons [sic]. Tænk dig de formfaste, gammeldags-fornemme mennesker! og når jeg først havde indladt mig på at være gjæst der, så bød simpel velopdragenhed mig at tage alle mulige hensyn. Jeg vilde ikke da foretage mig noget som, hvis det kom gamle fru Kn. for øre, vilde skandalisere hende, og gjøre hende misfornøiet. Hun vilde sige at jeg havde benyttet mig af hendes gjæstfrihed, for at holde stævnemøder med en elsker, og det ovenikjøbet en af venstres mest omtalte mænd, og derover vilde hun ha’e grund til at være vred, [Jeg kan ikke bare tænke på mig selv under disse omstændigheder – krysset ut] fordi det efter hendes mening vilde sætte en plet på hendes hjem at ha’e sådan en til gjæst. Jeg kan desuden ikke gå med underfundighed; jeg vilde ikke ha’e mod dertil, det vilde svigte mig, og gjøre mig usikker ved hvert skridt jeg tog. En anden sag var det, hvis du skrev: kom alligevel, og gjør det bedst mulige ud af det. Tilfældet får råde om vi ser meget eller lidt til hinanden. Nei, jeg vilde ikke folk skulde vide at det var mig, du elskede; jeg hader snakket som pesten, og det vilde fra Kjbhvn. trænge hid op, og væltes ud over mig i alle mulige former. Jeg vilde aldrig få fred for stiklerier og hentydninger folk er ikke videre taktfulde, ved du. Man vilde anse det som en temmelig letsindig historie i allefald fra din side, for du er nu engang kommen ud for et leit ord i den retning, og alt det kunde jeg ikke udholde. Det ser rigtignok mørkt ud for os; selv mødes flygtigt kan vi ikke. Jeg er bange for at vi må vente til i juli-august, og selv da er det vel tvilsomt om det bliver noget af. Jeg ser det undertiden så trist an, at jeg er på nippet til at skrive: farvel for bestandig, det går ikke med os. Det gjør så ondt at gå sådan og længes; man får uvilkårlig trang til at kaste den utålelige byrde af sig, og atter stå fri. Og du som ikke får fred! Hvad er det de vil dig? Skal jeg nu også få skinsyge at trækkes med, så bli’er det rigtig hyggeligt. Uf, jeg gruer så for at sende dig manuskriptet. Jeg er vis på det ikke er noget. Og så er jeg kommen efter at den titel: «En moderne dame», slet ikke passer. Det er for pretentiøst, såsom det bare er en skisse, og det hele foregår på én éneste aften. Det er helt igjennem latterligt at kalde det en mod. dame. Den titel har jeg raderet ud, og sat en anden istedet. Jeg skriver ikke mere nu. Jeg er for nedstemt.

Din Amalie.

Torsdag. Jeg har fået billedet og dit brev. – Jeg kan slet ikke forstå at det på disse vilkår er bedre for dig end før, da du ikke havde mig. Jeg tror at det i virkeligheden er meget værre. Før havde du dog noget, et sted at ty hen til, som dog altid var et sted, men nu! Og hvad kan det hjælpe at vi mødes, – at det sker snart eller sent? Jeg er slet ikke så hidsig på at mødes, jeg, for jeg husker det savn og den ulidelige tomhed, som følger efter, og så synes jeg, jeg er bedst faren ved slet ikke at se dig. Sådant et møde på nogle dage, det tjener jo blot til at lade os føle den ulykke det er ikke at være sammen. Jeg tror jeg kunde ganske langsomt dø af fra ønsket om at eie dig og være din, hvis jeg nu år efter år ikke så dig mere. Men at gå til at møde dig, vil bare oprive såret på nyt, og det vil jeg så nødig ha’e gjort. Bjørnsons nye stykke hedder, ved du: «Over Evne». Der er et kjærlighedsforhold der som er over evne. Han spurgte mig for år tilbage om jeg ikke kunde hjælpe ham med dette forhold; han fik det ikke til, som han vilde; han havde ikke sikker erfaring at holde sig til. Havde det været nu kunde jeg nok ha’e hjulpet ham. Vort forhold vil blive over evne. Det er dårlig økonomi at holde det vedlige. Det, vi får igjen er for intet at regne mod det vi giver ud. Tilsidst vil vi blive træt af at sætte til det bedste og værdifuldeste på det. Og hvis vi så alligevel ikke la’er det falde, praktiserer vi noget, som er over evne. – Nyt Tidskrift [sic] kom idag. Kiellands første kapitel er bent ud sagt kjedeligt, mat, flaut, fuld af mislykket jagen efter at være morsom. Han gjentager sig selv for meget den gode kavaler, og det kan dog selv ikke Kielland ustraffet gjøre i længden. Nu kan det jo hænde, at bogen alligevel bli’er god, når det kommer til stykket. Henrik Jægers afhandling om Jakobsen [sic] er der adskilligt godt i; den er dog et stykke nokså kjedelig, men så tager den sig op igjen. Men han ta’er feil i at Jak. er den mindst produktive af Danmarks nutidsforfattere; derimod har han ret i at han er den mest åndfulde kunstner af dem alle. Der er som sagt meget godt i den. Så har fru Schjøtt anmeldt Trofast og Karen. Det er fire meget velskrevne sider, hun har leveret, men hun roser for stærkt, synes jeg næsten; især Karen, for Karen kan jeg ikke få ind i mit hoved skal være noget mesterværk. Mulig har jeg uret deri. Jeg glemte vist at spørge dig. Der tales atter om redaktionsskifte i Dgbldt. Jeg er så kjed af det kram, at jeg ikke gider vide noget om det mere. Dgbldt ligner Slagter Tobias deri, at det uafladelig gjennem alle disse herrens år hænger på hægten af fattigkassen, og akurat såvidt klarer sig. Skjøndt nu klarer det sig vist ikke mere. Kanske det også må til Amerika. Wullums kommer her iaften. Jeg kvier mig. Hun var her igår og var så yderlig trist og ulykkelig, og så vilde hun ha’e mig til at gjøre regnskab for hvorfor jeg aldrig kom der, og vilde dutte mig på, at jeg havde slået hånden af hende. Jeg gik udenom, og bad dem komme her iaften. – Jeg skal alligevel være med til det karneval, og jeg får en del at varetage, for jeg er sat ind som et slags opsyn af kunstnerforeningen med alle de damer, gode bekjendte forresten, som skal være i Semiramis’s følge. Jeg får slutte her. Farvel. Jeg er meget mismodig.

Din Amalie.