Amalie Müller sitter på sitt nye soverom i Nordahl Brunsgade og skriver i vei til Erik Skram om alt hun tenker på for tiden, mens broren hennes forsøker å få henne til å komme inn i stuen og konversere en venn som er på besøk

Kr.ania onsdag aften 18de april.

[1883]

Jeg skulde ha’e skrevet til dig iaften, et langt og godt brev, men så kom en ven af min bro’er, som jeg måtte gjøre honnørs for og nu kl. 11 er jeg taget ind på mit soveværelse, for dog at få skrevet lidt. Men det har ingen art, for hvert minut venter jeg at han kommer med sit hoved stikkende ind gjennem døråbningen, og spørger hvor jeg bliver af. Han vil altid at jeg skal sidde med dem, og det er ofte så kjedeligt, for jeg er bleven glad i at gå lidt tidligt iseng, og han er slig en nattemand. – Er det ikke deiligt! Nu får jeg dine breve tirsdag aften, istedetfor onsdag morgen, siden vi bo’er i en af byens mitre [sic] kredse, hvor aftenposten ikke bliver liggende til næste dags morgen, som tilfældet er med Hægdehaugen, i altfald om vinteren, og her er det næsten altid vinter. Nu kom dit brev rent uforvarende over mig igåraftes, og det var slig en glæde. Men tænk at igår måtte jeg gjøre det som jeg hader at du har så let for, nemlig la’e være med at læse det straks; for Vilhelm og jeg stod færdig til at gå i selskab; det var blevet så sent, og da jeg åbnede brevet, sa’e han lidt forundret: «Kan du ikke vente med det til siden?» Jeg stak det i lommen, og svarte med den blideste og ligegyldigste stemme: Jo, naturligvis, og så gik jeg foran ham nedad trappen. Så sad jeg der den hele aften, og var overstadig livlig, og fik dem alle til at le ved at snakke efter folk, blandt andre efter J.P. og de bad mig uafladelig blive ved, og jeg blev ved og blev ved, og gjorde det altid bedre, og det kom bare af nervøsitet, fordi dit lange brev lå ulæst og brændte i min lomme. Da jeg så endelig engang var kommen iseng i mit deilige, nye soveværelse læste jeg dit indholdsrige brev. Hvor du i de få ord gi’er Dr.mann ypperligt! Det er for mig abslout det samme som at ha’e været tilstede og sét og hørt ham i det selskab. Som duften og ånden og arten – hans egen – er over ham. Han er forresten utålelig. Jeg kommer til at tænke på ham som han var en aften hos Helland ifjor, da han pludselig vilde omfavne og kysse mig for noget jeg sa’e (ganske uskyldig) med et brøl og et rabalder hvorfra man måtte bé sig gudbevare. Og så at ligge og drømme om at han har fået magt over mig. Det kom vist af at jeg havde tænkt så meget på hans yndige stykke: «Hun kommer ikke mere igjen.» Han har jo lovet os heroppe, Pylle og mig at han skal blive kvindernes digter, – ved den lille skitse har han gjort sit løfte ære. Af aviserne ser det ikke ud som om «Strandby Folk» er faldet så aldeles til jorden; men det er jo Shandorf [sic] som skriver om det; jeg forstår det netop som det skal forståes. Jeg er sint fordi du ikke fortæller mig det om drømmen. Vente til isommer! Hvem siger at vi treffes isommer? Ikke jeg ialtfald, for jeg synes det ser mørkt ud. Det om at ligge på landet sammen, går ikke, hvad forresten forøvrigt ingenting gjør. Og så at svinge mig om næsen med dit «faktum», som jeg blot ikke kjender. Jeg tror ikke på det, for alt det jeg ikke vidste, fortalte du mig jo ivinter. Hvad skulde det være for et faktum, – det er det reneste galimathiasprat for mig; og jeg kan ikke fordrage, at du begynder på noget, som du ikke vil forklare mig. Det må forresten være noget nonsens, siden jeg ikke begriber det, og du er en Vigtigper, som vil lade som om du sidder inde med en visdom, som overgår min viden, – det er ikke sandt. Jeg «er sødere, ved at jeg ikke ved det» – du gjør mig rent gal af nysgjerrighed, – skjøndt nei, – det er jeg ikke, for jeg ved jo godt, at det er noget sludder og jeg, – der er min bro’er, nu må jeg afsted. – – – Nu er jeg her igjen. Kl. er over 12; jeg sa’e godnat og gik min vei, men nu er jeg så søvnig at jeg ikke kan tænke, end sige skrive, og når jeg er så forsøvnig som kun jeg kan være, så ved du hvad jeg duer til. Jeg vil ikke skrive mere om det om fuldkommenhed i kunst. Jeg er så træt af det. Ret har jeg, det vil sige, således som jeg mener det, men du forstår mig bare ikke, og det er ikke din skyld men min, der ikke kunde skrive udførligt i det hastværksbrev jeg sidst sendte dig. Jeg begyndte jo med at sige det for spøg, – det vil sige i den forbindelse med fru Ring kom det som en spøgefuld harcellas over mig selv. At Du ikke forstod det, har ærgret mig. Men min påstand indeholder dog naturligvis sin sandhed: – Som alle paradoxale sandheder kan den imidlertid plukkes op, og hutles væk i lutter ingenting, men dermed er min påstands indre holdbarhed ingenlunde veiret hen. Får jeg nogensinde den lykke at tale mundtligt med dig, skal jeg forsøge at gjøre mig forståelig. Men at du har anvendt det således i alvor på mit eget kram, – det er næsten latterligt, jeg stakkel! og «Fru Ring», tifold mere stakkel! Det er dog forfærdelig forgalt at jeg kan være sammen med alle andre, så meget jeg lyster, kun ikke med dig. Nu vil de ha’e mig med på en såkaldet fodtur i pintsen, Erns[t] Sars, Lammer’s, Vibes og nogle til. Jeg siger ja, og er samtidig forbitret og fortvilet fordi det ikke er med dig jeg skal. Det er til Krokleven vi drager, et for sin skjønhed og sin udsigt berømt sted på Ringerike. Du har havt «et ubegribeligt held: at møde mig isommer.» Det synes jeg slet ikke er noget held. For hvad ligner vort forhold? Og hvad skal du egentlig med mig! Jeg finder at du var langt bedre faren, før du kjendte mig. – Du har havt uheld med dine 200 kr. som du ikke fik, men det er værre for mig, for jeg er i flytningen bleven frastjålet min portemonaie med mere end 100 kr i, og du har bare ikke fået nogle penge, som du aldrig har havt. – Jeg får det ene brev efter det andet om at komme til Bergen en tur på besøg fra forskjellige hold, men jeg har ikke lyst at røre mig fra flækken, når det ikke er for at møde dig. Jeg synes også at vort billede er stygt, men ikke i den grad som du; du gjør formeget ud af dets uheldighed. Jeg syntes det var så ækelt, da jeg så det, men jeg turde næsten ikke sige det, for alle mener det er deiligt, og ude hos Sarsene er de rent henrykte over det, men det regner jeg nu slet ikke, for der forguder de både Mally og mig, og når det bare skal være os, er det nok til at de synes det er deilighedens toppunkt. Deilig var vi nu forresten hvad du end siger, men jeg holder med dig i at du ikke fordrager billedet, det gjør jeg heller ikke. Men brænde det nytter ikke, for Mally går og giver det bort til alle mennesker; vi er blevne enige om at ha’e lov til at gi’e det bort til hvem vi vil. Nu må jeg lægge mig, men jeg vil ikke tænke på dig, og drømme mig ind i din arm, for det er så kjedeligt at det altid bare er drøm, og aldrig virkelighed. Jeg vil beskæftige mine tanker med ganske andre ting. Heldigvis lykkes det, når jeg vil, for jeg har et herredømme over min hjærne og mine følelser, der ikke er lidet. Apropos; Sars var aldeles henrykt over «Bureauchef Kroghs». Han brugte omtrent ordlydende de samme udtryk som fru Wullum, bare endnu stærkere. Han sa’e at den var utrolig godt gjort og mange andre ting. Ikke én indvending havde han. Fru Ring var «udmærket» sa’e han, men han satte den langt under den anden (hans nøiagtige ord.) Han vilde absolut ha’e fru R. til Tidsskriftet, men det får han ikke, for der ved jeg at du har ret. Du skulde se mig i flytning, – da fik du respekt for mig. At jeg har været bestemt til at blive snedker, kan der ingen tvil være om; det er sørgeligt at jeg ikke blev en mand, og fulgte dette kald. Godnat! jeg sover omtrent.

Torsdag. Jeg var så mistrøstig igåraftes, og derfor må du ikke bryde dig om det, dersom der er noget skrevet som du ikke synes om. Men jeg ved virkelig ikke, hvor det skulde være at vi kunde mødes isommer. Hvis vi reiste til et af de almindelige badesteder, – det blev uudholdeligt! Du ved ikke hvordan det er at ligge ved bad i Norge. Jeg så lidt af det ifjor ved Grevsen. Det sladder og det udspioneri, og den passen på! Ja, det gik jo ikke ud over mig, for jeg havde dengang ikke noget at skjule – (anderledes vilde det blive om du var tilstede) men desto mere over stakkels Helene Sandberg, som jeg tog mig på at beskytte, hvoraf følgen var at man også så skjævt til mig. Hun havde forresten vistnok heller ikke noget at skjule, men hun er en underlig sanselig-geschäftig natur, så ganske det stik modsatte af mig. Og dog vilde Grevsen måske være det eneste bekvemme sted at ligge ved, fordi det kun er en halv mil fra Kr.ania, og fordi jeg altså kunde tage ind til mit hjem nårsomhelst, hvor så du, hvis du også lå ved Grevsen, kunde besøge mig, for deroppe på Grevsen kunde vi slet ikke være sammen, uden som bekjendte; det ved jeg var umuligt. Men hjemme hos mig, hvor der stod ganske tomt, – der kunde det gå. Eller kanske det skulde være på et ensomt sted i en eller anden fjeldbygd, men det vilde ha’e den fare ved sig at fik man vide vi havde været sammen der, så vilde man vide besked i langt høiere grad end om vi tilfældig mødtes på Grevsen. Grevsen er forresten et ækkelt utriveligt sted, hele etablissementet ligner en dårekiste, men de danske synes om det, – de finder det så «yndigt» der! Eller kanske jeg skulde blive i byen, og blot du ta’e til Grevsen, så kunde du hver dag ta’e dig en tur til byen, der går diligence og sporvogn, den sidste et langt stykke på vei, men så fik jo jeg slet ikke ligge på landet isommer. Du kunde jo fortælle at du var syg, og trængte til bade, – stop – du har jo gigt! det er altsammen iorden, gigt, din fæle gigt, hvoraf også jeg blev smittet i vinter, – der er ingen tvil om det, – jeg har aldrig havt det hverken før eller siden, men dengang fik jeg gigt i mit høire skulderblad, det er sikkert. Men at det skal være så længe inden vi sés! Det er så trist, at jeg atter får disse stygge planer om at løbe fra det hele. Jeg er ikke det mindste tålmodig. Jeg synes at livet byder så lidt at det der er, skal man ha’e helt eller slet ikke! Får jeg ikke det, kan jeg kaste det fra mig for bestandig. Smuler vil jeg ikke leve af. Jeg er vis på, når vi næste gang mødes, hvis det overhovedet sker, siger jeg dig ved afskeden mit sidste farvel. Du må ikke blive sint på mig for det, for min natur er sådan, og den kan jeg ikke tvinge, vil det heller ikke. Jeg vil lide grænseløst derved, for du har været og er mit livs virkelige sollys, men kan jeg ikke få holde tilhuse i solskinnet, det der vælder ud og er skabt for mig, for mig og ingen anden, så forsmår jeg at stjæle mig ind når en lumpen, fattig liden leilighed gives, for så at føle mørket og skyggen dobbel bitterlig, når jeg er stødt udenfor igjen. Nei, min elskede, min éneste på hele jorden, vi vil ikke nogen af os være så beskeden; vi vil begge være stoltere end som så, og forsmå de smuler, der falder fra den riges bord. Jeg har aldrig savnet de smuler, jeg, og jeg vil det ikke heller. Jeg kan undvære helt, men jeg kan og vil ikke akkordere. Enten, eller, det har altid – jeg mærker det mere og mere – været min villies og min tilværelses røde tråd. – – – Du spørger efter J.P. Han er siden karnevalet forsvundet fra min synskreds. Han har båret sig så ilde og fortusset ad ligeoverfor mig – det er rent en ynk – hans skinsyge og forelskelse har drevet ham til at være så byrdefuld, at jeg måtte være så ubehagelig som jeg neppe nok har været mod nogen anden. Så er han blevet borte. Jeg ser ham aldrig mere. Et par gange har jeg truffet ham hos Sars’s men da har vi neppe hilst på hinanden. «De må have god råd på tilbedere,» sa’e forleden Lammers, «siden de slår dem således fra dem, tilhøire og venstre» (han tænkte på Helland og én til formoder jeg). Længer kom jeg ikke iformiddag, fordi jeg fik besøg af nogle damer. Så skulde jeg ned til fru Wullum i eftermiddag, og havde tænkt at skrive en mængde iaften; men så havde min bro’er taget med sig en ven, en maler Bold, iaften igjen, og nu har jeg stjålet mig ind for at sige dig godnat søde, elskede. Jeg skal skrive om leiligheden og alt det andet næste gang. Javist vasker jeg mig du nærgående menneske, – som er så stolt og hoffærdig af din renslighed, og som fik mig reduceret til en ren gris. Men det er ikke morsomt at gå slig og vaske sig, siden du ikke er hos mig. Jeg tror snart jeg sløifer det, for det er igrunden overdrevent, ånei, jeg mener ikke med det.[sic] Jeg elsker dig og længes og elsker dig umådeligt; men jeg har havt en af mine onde raptusser i disse dage. Jeg er så fortrædelig over at eie dig på denne måde. Jeg kunde kvæle dig med kys for at få dig til at dø, så var der ikke mere nogen at fortæres af længsel efter; så vilde jeg kvæle mig selv bagefter.

Din Amalie