Amalie Müller tar farvel med sin dødssyke bror, som reiser til Tyskland

Kr.ania 10de maj 83.

Jeg kunde godt mærke du havde været vred «du tossede menneske», som dårligt kunde forstå, at jeg havde glemt at skrive. Men du hørte jo det, at jeg slet ikke havde glemt det, jeg – det var bare en skjæbne som var over mig. Har der aldrig hændt dig noget sligt, dig, at du har gået og været besat af en rent ravruskende forunderlig tidforveksling? Mig er det slet ikke første gang det passerer, og jeg formoder det heller ikke bli’er sidste. Og desuden, om du også aldrig har glemt at skrive på den rette dag, så har du så ofte spist mig af med rigtige fillebreve, hvad jeg kun én éneste gang har gjort. Men jeg vil gjøre det herefter. Det er så alligevel så bort i natten utilfredsstillende at skrive, at jeg formelig ikke gider være besværet af det. Jeg havde en masse ting at fortælle dig, eller rettere at tale med dig om, eller allerrettest begge dele, men det er så altfor håbløst at begynde derpå. Nu er der jo heller ikke mere end 2 måneder til vi skal sés – så er det ligegodt at vente. – Det har været så trist i den sidste tid; min bro’er har egentlig i hele vinter været dårlig af catahr [sic] i halsen, – ja strengt taget lige fra han forrige år kom hjem fra Leipzig. Men han har selv gjort så lidet væsen deraf, og slet ikke tålt at man lagde merke til det, indtil det blev så galt, at han måtte gi’e sig over. Og selv da gav han sig slet ikke over, men vilde forsøge at lade som ellers. Så gik jeg ned til hans læge, og fortalte ham nøiagtig og omstændelig hvor dårlig han var, og bad ham give mig hans erklæring for at han måtte afsted til Ems heller idag end imorgen. Og han var aldeles enig med mig, og fortalte at han aldrig gjorde andet end sige ham hvor klein han var, og indtrængende opfordre ham til at komme sig afsted. Jeg kunde godt mærke på doktoren, at han ikke havde stor tro til ham. «Han kan jo komme sig i Ems» – sa’e han. Så fik jeg hans svigerforældre og svogre til at sammensværge sig med mig for at få ham afsted, og tirsdag middag reiste han da over Fr.hald, hvor han bliver til fredag, (imorgen) da Ludvig følger ham et stykke på vei. Han var elendig da han sa’e farvel til os. Den smule anstrengelse med at bli’e færdig – endskjønt jeg naturligvis gjorde alting for ham, tog umådeligt på ham, og så var det vistnok også det, at han havde opgivet at ville sætte os blår i øinene. Kuren i Ems varer 6 uger, men så reiser han etsteds hen i Tydskland, som han elsker at være i – han kan ikke fordrage Norge – og han kommer under ingen omstændigheder hjem før i septbr. – Du kan tro det var deiligt for mig at mor kom. Til hende kunde jeg på min side gi’e mig over, og lade al min bedrøvelse få frit spillerum; den jeg ligeoverfor Vilh. og gutterne havde holdt nede. Og mor får mig altid i godt humør. Hun sover inde hos mig; vi har stillet hendes seng på den modsatte langvæg, og så kan vi ligge og tale over til hinanden om aftenen, hvad vi gjør mere end især hun har godt af. Og om aftenen når hun er kommet iseng, kommer alle gutterne ind «for at høre os være fornøielige», – som de siger. Forresten har det ingen art med os denne gang; vi er så bedrøvede for Vilhelm. Det er meget tvilsomt om han kommer mere tilbage. Jeg står fremdeles op kl. 5, og mor skjænder og spør hvad der er kommet over mig, at jeg farer op midt om natten som en daglønner der skal på arbeide ude af huset. Og siden igår kan du tro hun gjør nar af mig, fordi jeg kl. omtrent 11, blev så forsøvnig, at jeg måtte lægge mig på sengen og sov som en sten til kl. 1. Hvor du er flink som har fundet ud at min bro’ers soveværelse ligger længst borte fra mit, og støder op til gutternes værelse, ligesom mit støder op til kabinettet; det er just således. Jeg har lavet en tegning, som er grusom, men som viser dig hvorledes værelserne ligger. Når du ringer på klokken isommer, skal jeg selv lukke dig ind, og så trækker jeg dig, uden at sige noget lige ind i kabinettet, hvorpå jeg falder dig om halsen og kysser dig, og får dig til at sætte dig i den grønne sofa ved siden af mig, og være ganske stille, og ingenting sige. Så får du se om min tegning har kunnet orientere dig en smule. Du kunde nu forresten godt ha’e skrevet søndag aften hvis du havde villet, for mit brev er formodentlig ikke kommet dig så sent ihænde, at der ikke var tid, men du har skullet straffe mig og det var stygt af dig. Jeg må desværre slutte nu. Jeg ved ikke hvordan det er men det bli’er så vanskeligt om dagene at få tid til at skrive. Jeg taler med mor om dig uden at nævne dit navn. Hun har ikke begreb om hvem du er. Idag bad hun om en god bog at læse i over middagene. Jeg har givet hende Gertrude.

Din Amalie.

[Tegning over leiligheten vedlagt]