Amalie Müller tror hun endelig er ferdig med sin ulykkelige sjalusiraptus i forbindelse med knuten på tråden med Erik Skram, og har mye å fortelle om problemene i ekteskapet til Ingeborg og Frits Thaulow

Kristiania 15de februar 83.

Nei du har ret min sødeste elskede! vi snakker ikke mere om det; det har jeg altfor længe tvunget dig til; nu må det være slut. Og du har også ret ligeoverfor mig i alt det du siger i det sidste brev. Følgen er at jeg føler mig stedse mere og mere uværdig til dig, i den grad at der skal mod til at mødes med dig. Jeg har været ond mod dig, og plaget dig med alskens ubehagelige puslerier; men jeg har ikke kunnet hjælpe for det, – det kan du være tryg for. Det er sket mod min villie, ganske og aldeles imod min villie, hvis du ellers kan forstå det. Nu håber jeg at denne vanvittige raptus er over for denne gang iallefald, – nei for bestandig naturligvis. Det tror jeg virkelig er tilfældet. Jeg kommer ikke til Kjøbenhavn i marts du søde. For det første har jeg selv ondt for at komme afsted, og for det andet skrev Knudtzons at den syge svigerinde som nu i årevis har ligget for døden i de største smerter uden at kunne dø, sløvet på hjernen så hun ingen kjender, og som de skiftes om at være i huset hos, nu var så dårlig, at de håbede det ikke kunde vare så længe. De vilde derfor hellere ha’e at jeg skulde komme i april om det også blev så sent som jeg havde sagt, nemlig først efter den 20de; de kom nemlig ikke at reise til Marienbad før ud i Mai (hvis det ellers blev af), og jeg kunde under ingen omstændigheder blive længere borte end en 14 dages tid. Altså desværre, det bli’er frygtelig længe før vi ser hinanden! Om det ellers sker før til sommers engang. Den vei med jernbanen kunde jeg ikke reise. Jeg vil nu slet ikke nævne min afsky for jernbanereiser, og især alene; det vilde ikke veie stort når målet var dine åbne arme, skjøndt overhændig fælt vilde det jo være den lange, lange, kjedsommelige vei. Men det vilde være så over al måde uforsigtigt. Når vi kom sammen fra Lund til Kjøbenhavn, så måtte jo alle forstå sammenhængen. Og Knudtzons i allefald, der vilde være der for at ta’e imod mig vilde jo se det, og alle de andre også få det at vide. Nei, det kan ikke ske. Og nu det med at gå lige op til din søster. Det kom jeg vist heller ikke til at gjøre. Hvor påfaldende, og påtrængende vilde det ikke være. Min følelse deraf, vilde gjøre mig det umuligt både at gå, og hvis jeg gik at opføre mig naturligt. Om jeg også fik en hilsen med fra Thaulows; det er dog altfor søgt at overbringe en sådan – det vil sige gjøre anstalter for at overbringe den, en anden sag er det, når det skete en passant, hvis leiligheden gaves, at altså tilfældet førte mig sammen med din søster. Jeg har iallefald absolut aldrig brugt at gå med den slags hilsener. Jeg har så ofte fået pålæg snart fra en, snart fra en anden, om at gå der og der, når jeg reiste andetsteds hen, og endelig gå for at hilse, men tror du jeg nogensinde har gjort det? Jo, når situationen har været slig at det vilde været urigtigt og påfaldende ikke at gjøre det. F.eks. da en tysk dame i Melbourne, som jeg var meget sammen med, og som jeg holdt en hel del af, indstændigt bad mig opsøge hendes søster som boede i Lima, og var gift med en peruviansk søofficer, og fortælle hende om hvor godt hun havde det i Melbourne, om hvor yndige hendes børn var, og hvor god hendes mand, og så endelig at skrive om mit indtryk af hvordan søsteren havde det – hun frygtede nemlig at hun var ulykkelig og lod være at skrive om det, hvad også var sandt, for hendes mand var en dårlig fyr – han brugte den først mulige leilighed til at sige mig at han havde fattet en rasende kjærlighed til mig med det samme han så mig, – det afskum, – jeg svarte ikke et muk, men gik øieblikkelig jeg tænker med en både bedrøvet og foragtelig mine på mit ansigt ud i haven til hans frue, der holdt på at skjære af nogle roser til mig. Han var så ubehagelig den person. Jeg var siden så rasende bange for ham, og undgik ham som den onde selv, og han gik på lur efter leiligheder til at tale alene med mig. Endelig lykkedes det ham engang, og så kastede han sig med en pludselig theatralsk pathos ned på knæ, greb fat i min kjole, og svor at det var kun det han vilde, at jeg skulde sige, jeg havde tilgivet ham. Han så virkelig ud som han var ærlig i det øieblik. Jeg sagde strax ja, at jeg tilgav ham; så bad han mig sige at jeg ikke foragtede ham, – men det var igrunden en liden løgn, – men så angst jeg var over den heftighed, havde han kunnet få mig til at sige løgne i hundredevis. Så bad han mig række ham hånden for at han kunde se at jeg mente det; det gjorde jeg, men livende ræd var jeg: Han kyssede naturligvis min hånd tre gange tror jeg, så reiste han sig, og gik ganske stille ud af stuen. De gange jeg senere så ham, var han tilbageholdende og alvorlig. – – Som sagt, – der gik jeg naturligvis, for der vilde det været lumpent ikke at gå. Og naturligvis vilde din mor og dine søstre, når de hørte at jeg kjendte dig fra i sommer tænke at jeg kom for din skyld, og strax få et tvilsomt indtryk af mig. Og tror du jeg kunde tale med freidighed om at jeg kjendte dig! til dem; jeg tror du er gal. Forstår du ikke at mit hjærte vilde banke sig til[d]øde ude på trappen og når jeg så var kommen ind kunde jeg ligegodt vælge strax at gå til bekjendelse med rene ord; det blotte syn af mig vilde så alligevel strax røbe alt. Kan du virkelig bilde dig ind at det er en så ligefrem sag for mig at gå bent op til din mor og dine søstre, og tale med freidighed o.s. v. Ak nei du, – jeg måtte ikke elske dig som jeg gjør, hvis det skulde være så. Ja, iallefald stiller det sig i dette lys for mig nu; kanske vilde det blive anderledes, men jeg tror det knapt. Bevidstheden om alt hvad der er os imellem, og bevidstheden om at jeg foer med et slags, om end uskyldig underfundighed, (for jeg vilde jo nemlig aldrig i verden være gået op til din søster med nogen hilsen, hvis du ikke havde været) vilde betage mig mit mod, og gjøre mig umulig. Men den tid, den sorg forresten. Nu får vi nu først se om jeg kommer eller ei. Det er ikke så sikkert, for det vil være så pinefuldt ikke at kunne holde til med dig. Og det er en umulighed. Selv stjålne sammenkomster kan jeg ikke indse lader sig iværksætte. – Hvor jeg har følt at jeg har elsket dig den sidste ugestid, med en styrke som du ikke begriber min ven. – Nei så Brandes atter er i Paris! Det forstår jeg ikke. Det har været en frygtelig tid for gamle fru Thaulow, stakkers. Det er omtrent 14 dage siden at jeg fik høre at Pylle og Hermann pludselig var styrtet afsted til Paris, fordi Ingeborg og begge børnene lå for døden. «Fruen gik og græd hele dagen, mens hun pakkede – der var kommet et brev fra [uleselig] i Paris, og så reiste de strax. Jeg har aldrig sét fruen så ilde» – sae Stina, Pylles søde, svenske pige. Jeg gik øieblikkelig ned på Løven. Pigen sa’e at siden det var mig troede hun nok de tog imod, ellers havde hun ordre til ingen at slippe ind. Jeg kom altså ind og fru Thaulow brast strax i gråd, og talte så at jeg en lang stund troede at Ingeb. var gået fra forstanden. At hun ikke var legemlig syg, og ikke de små heller, gav hun strax besked om. Tilsidst kom det da ud af hende, at det ikke var sindssygdom heller, og så fremgik det af alt hvad hun sa’e og alt hvad hun spurgte mig om, at det var dette, at Ingeb. vilde skilles fra Fritz. Hun må i sit brev til Pylle ha’e udtalt sig med stor voldsomhed, thi fru Th. vred atter og atter sine hænder og sa’e: «nei, du gode gud for et brev det var Pylle fik!» Så gik der naturligvis en legion af rygter over byen. Allesteder talte de om det, og alle slags gav sit besyv med om årsag og grund og hensigt og mål. Jeg gjorde mig døv og stum i de dage, og var rent ør i mit hoved. Edv. Br.s navn figurerede naturligvis øverst og i transparent så at sige på alle de rygter. Man tildelte ham en meget aktiv rolle, og talte med stor ubarmhjærtighed om Ingeb. andre gjorde det om Fritz forresten. Så kom der en norsk foged fra Paris, der vidste at melde at sagen var i fuld gang, og de indledende skridt til skilsmisse allerede taget. Dette var sandt. Jeg gik i denne tid ikke ned til fru Th. Jeg havde et indtryk af at hun ikke brød sig om besøg, og det har vist været korrekt. Men igår eftermiddag fik jeg et meget kjærligt brev fra hende, hvori hun åbent taler om al den kval hun har gået igjennem i disse dage, og siger at nu gudskelov er hun rolig, for samme dag var der kommet et telegram fra Fritz med de fire ord: Ingeborg blier hos mig. Hun var så uendelig glad og lettet derved. Jeg skrev strax til hende, og nu går jeg snart derned, hun bad mig endelig komme, men Lillemor ligger forresten tilsengs, og er nok adskillig syg. Hvad kan Br. have at ha’e gjort i Paris netop med det samme Ingeb. har bestemt sig for at blive? – Det har vist forresten holdt hårdt for hende at bekvemme sig til dette sidste skridt. Men alle har været over hende, og så har kraften svigtet. Jeg ved hvad det er, jeg. Nu er det jo sandt hvad fru Th. sa’e at de to familier er så indvævet i hinanden at overskjærelsen af et bånd, bringer hele greien til at opløse sig. Nini har været aldeles fortvilet under dette. Havde jeg ikke vidst om så meget som andre ikke ved, så vilde jeg græmmet mig over at Ingeborg ikke kom løs fra det ægteskab. Nu siger jeg at af to onder har hun valgt det mindste.

Hun har før talt til mig om skilsmisse, men altid sagt at så gjerne hun vilde og trængte til det, så kunde hun ikke, aldrig i livet. Hun kunde ikke for sin mors skyld; man vilde sige til hende: du rendte fra din mand; nu gjør din datter det samme. Hun kunde ikke for Pylles skyld, hvis hjærte det vilde knuse, og hvis forhold det vilde vanskeliggjøre så det ikke var til at bære, – hun kunde ikke for Theodor, som er forlovet med Nini – ikke at tale om svigermoren som forresten ikke veier en døit for hende i vægtskålen; hun synes slet ikke om hende. Som sagt: de har været over hende allesammen, og fået sin villie frem. Stakkels, arme Ingeb. hvad hun har lidt i denne tid! Hun skal være bleven så mager og elendig, rent en skygge af sig selv. Men bare ikke den seier kommer de Gadder og Thaulower dyrt at stå! Jeg er stygt bange for det. Jeg kjender Ingeb. og forstår hende langt bedre end alle de andre, for jeg forstår hende – – – Det er ikke til at holde ud at gå og være så fuld af elskov til et menneske. Jeg var forleden i et lidet selskab hos Vibes; der var vist morsomt, men jeg sad og var sammen med dig hele tiden. Kjender du det at du har mig så nær, at du formelig føler mine arme om dig. Det hænder mig undertiden, og det er så deiligt, men så fælt fordi det ikke er sandt. Sådan sad jeg med dig forleden nede hos Vibes – det var rent som en trolddom – og jeg fik ikke fred, men blev hvert øieblik kaldt til orden. Du ved hvad det vil sige, – jeg blev trukket i og interpelleret, og spurgt om hvor det var mine tanker var henne og drillet på en måde, der var sandheden langt nærmere end de anede. «Jeg vilde give mit liv for at være den eller det, der giver deres øine dette udtryk,» sa’e en af dem, – uf det var så fælt; jeg blev forvirret og rød gang efter gang, men jeg kunde ikke ta’e mig såvidt sammen, at jeg fik dig bort fra mig. Det var for mig en forløsning da man brød op og jeg fik løbe ovenpå, og putte mig i seng, og drømme videre med dig i min arm. Du, men det er forgalt at du snorker som du gjør. Det vil være et kors, hvergang vi er hos hinanden. Du snorker som den allerværste. Indtil den nat i Gøteborg, da du pludselig faldt i søvn med mig i dine arme, hvad du ellers ikke pleiede, snorkede du rent oprørende. Du burde dog virkelig den gang havt en vis kontrol i blodet dit, der forbød dig selv i søvne, at skeie sådan ud. Men du snorkede af hjærtens lyst og så var du så sød, da du med ét vågnede op et sekund for at minde mig om, – ja det kan være det samme hvad du mindede mig om – men med en af søvn halvdød stemme, var det, og du sovnede også øieblikkelig til igjen. Sig mig hvad tid det er din geburtsdag? Og sig mig om du ingenslags hentydninger har hørt til at nogen ved hvad du havde reist bort til i Julen? Dit sidste brev var langt og deiligt. Du må aldrig lade være at skrive på den bestemte dag, hører du. Jeg dør pludselig med et rabalder, det vil sige jeg falder død om, den onsdagmorgen jeg intet brev får. Det er virkelig sandt. Og du må skrive lidt langt, som sidst. Dine breve er så vidunderlig herlige. Der er så meget, meget mere i dem end ordene og udstrækningen synes at tillade. Å at det skal vare så længe inden vi sés! Kan du ikke finde på en forretningsreise til Kr.ania i påsken f.eks.? Det var sødt af dig at sende mig din moders brev; jeg er så glad i det, og vil så gjerne slippe for at sende det tilbage; må jeg beholde det? Læse det kan jeg rigtignok ikke undtagen ordene: Kjære Erik; men det gjør ingenting. Du må ikke undre dig over at jeg ikke kan læse den slags bogstaver; jeg har nemlig aldrig lært dem. Vi fik lov at skrive vore tyske stile med almindelige, skikkelige bogstaver, og til andet end tyske stile har man jo ikke brug for dem. Jeg har atter læst dit brev. Hvor har du ret i alt, altsammen. Jeg elsker dig, elsker dig! Du, jeg er slet ikke bange for at komme tilkort; jeg, ligeoverfor dig, – jeg har slet ingen mistillid til mig selv, og nærer ingen slags frygt af den art. Og det kommer ikke af at jeg er selvgod eller indbildsk. Jeg er det ikke, så alt, alt andet. Selvisk er jeg, det hørte du jeg tilstod straks, men ikke det andet.

Din Amalie.

Efterskrift. Hvad er det du mener jeg ikke skal nægte dig, som du bad mig om sidst. Først tænkte jeg at det var det som jeg ikke vilde gjøre den morgen i Gøteborg, da jeg stod og vaskede mit ansigt og du kom ind, og trak min uldtrøie af mig, og det du vilde når vi skulde bade. Men siden forstod jeg at det måtte være noget andet, for det kan da aldrig i verden være dette du lægger slig vægt på, at du skriver om det iforveien. Forresten, jeg synes det er flaut at vise sig foran et andet menneske med ikke klæder på. Jeg har altid syntes det fra jeg var barn. Det var ikke muligt at få mig til at bade sammen med andre småpiger når vi om sommeren daglig gik ned til Bontello [sic] i Bergen. Jeg fik altid min særegne lukaf til at klæde mig af i, og kom ud med badedragt på. Og siden er den følelse ikke bleven brudt. Sålænge jeg var gift var jeg rent tusset når det hændte sig at han så et stykke af mit legeme. Han vilde det også, men det skete aldrig. Jeg bare spurgte om han var gal på en måde, der bragte ham til at tie stakkel, han var virkelig sagtmodig overfor mig. Men skidt vi blier vel enig om det; med os er det en anden sag. Skjøndt jeg tror det knapt. – –

Der har været en rasende feide i studentersamfundet i anledning af at Sars havde tilbudt at holde et foredrag der. Min broder som havde været tilstede fortalte så meget morsomt om det. Stemmegivningen faldt først kl. ½ 5 om morgenen. Til fordel for Sars med mange stemmer overvægt. Høire havde fået undsætning fra alle småbyerne. Min broder siger ofte: Hvis jeg var en dame, vilde jeg dø af kjærlighed til Sars. Sars havde selv været tilstede, og havde taget det så morsomt. Han kommer her imorgenaften. Jeg glæder mig til at høre ham tale om det.

D.S.