Det går opp for Amalie Müller at Erik Skram virkelig elsker henne

Lørdag aften 21-10-82.

Det er altså sikkert at du elsker mig. Ja, for det har jeg slet ikke egentlig troet, før nu. Det kom mig for, at du vilde bringe dig til det, forsøge på det, siden du nu engang var bleven vis på at jeg var gået fra mine gode koncepter for din skyld. Ja, for det så du jo dengang på Mjøsen. Det var nu også rimeligt at jeg troede det; for hvad skulde jeg vel bringe ud af et brev som dit første – jeg mener det, efter vort møde i Xania. Det var virkelig en utrolig skrivelse, det. Der stod jo med rene ord, at du holdt af en anden fra for år tilbage. Så begyndte jeg at tænke mig om, og pludselig huskede jeg, at du slet ikke havde sagt en eneste gang, at jeg var den du elskede, nei for det gjorde du ikke. Du talte om at du kunde komme til at gjøre det, men videre gik du ikke. Hvor rimeligt det var, at jeg tog det, som jeg gjorde. Ja, ikke sandt? Jeg blev næsten så skamfuld over at du skulde ha’e al den uleilighed, bare fordi du syntes synd i mig, og så føltes det som en uret mod den du elskede fra før af. Partiet blev så ulige – jeg med alt mit til dig, og du med næsten ingenting til mig. Jeg blev jo til en påtrængende, en bønfaldende, – uf ja, jeg var både harm og fortvilet, men mest af alt dog fortumlet, før jeg kom til klarhed over det hele. Hvis du havde været tilstede og jeg var løbet fra dig, og du havde fulgt efter, er jeg vis på, jeg var sprunget bent på søen, hvis det havde været den eneste udvei til at undgå dig. Og så var det også dette, at jeg ikke kunde begribe, hvorfor du også skulde elske mig. Jeg syntes at ingen var god nok for dig, og hvad var jeg? Ja, jeg regner ikke de andre, der går med hænderne fulde af fixe og færdige forelskelser til det første, det bedste smukke ansigt, – uf alle disse, der er så færdige til at tro de er uimodståelige, og at en «stakkels» kvinde strax er parat til at tage imod deres forslag.

Det er det jeg ikke kan forstå at du netop ved mig fik et håb om at kunne komme til at leve på ny. At ikke det var hændt dig før, med en af de andre, du må ha’e truffet, som er smukke og unge og alt hvad du vil, i langt høiere grad end jeg, der var så færdig og udlevet, at jeg syntes alle måtte kunne se, hvor umulig jeg dog var. Ja, for du ved jo godt at du kunde ha’e vundet hvilkensomhelst ung piges kjærlighed, når du for alvor havde villet. Du kan vel skjønne at dette må være ubegribeligt for mig, rent ud sagt en gåde. Men når det virkelig er sandt at det alligevel er mig du elsker, mig alene, så er jeg det lykkeligste menneske, der er til. Ikke jeg heller holder af «de for store ord», men tror du vel det er formeget sagt, jeg mener, kan du ikke sætte dig ind i at jeg må føle mig som den lykkeligste af alle, siden jeg elsker dig så høit? Jeg elsker dig mere og mere for hver dag som går. Skal dette blive ved, øiner jeg ikke hvad ende det skal tage. Nu har jeg givet mig helt og holdent hen i dette, der er mere end en følelse, fordi det er et liv, og nu er jeg fuldstændigt i dets vold. Og alt hvad du har sagt i alle dine breve, (ja, ikke doktorsnakket alligevel) men alt det andet, går jeg her om dagene og forstår mere og mere af. Jeg er et andet menneske og jeg kan bare ikke skjønne hvorfor man ikke ser det på mig, og fordrer at jeg skal stå til regnskab. Jeg tænker uafladelig på dig, ikke et sekund er du borte fra mig; det er som om jeg har slugt dig, og du nu holder til indeni mig, og det skal du vide er besværligt, så stor som du dog er. Når jeg sidder og oversætter på Marcions evangelium, falder jeg hvert øieblik i staver, fordi jeg aldrig kan få fred for dig, og når jeg taler med nogen, er det dig, jeg ser foran mig. Bare jeg ikke bliver sindssvag af det, det ser virkelig «spøge» ud. Hvor det dog er utroligt, at man kan ha’e så meget igjen for at elske et menneske. Og når jeg nu engang skal se dig igjen, – jeg tør ikke tænke på det. Det bli’er så deiligt, at det næsten er fælt. Men så må du være lige så sød og snil som sidst. Husk endelig det! Da er der intet at være bange for, og jeg er det ikke heller, – jeg bare glæder mig, jeg: Du kan tro det er en herlighed at få dine breve, men jeg venter altid så længe på dem. Jeg skriver altid snarere til dig, – og tror du kanske jeg har tid, jeg? Forresten ved jeg så godt, at du ikke kan svare hurtigere end du gjør, – du har jo så meget at bestille. Kan du ikke ta’e et menneske til at hjælpe dig, – for det er jo til at dø en tidlig død af, 15 timers arbejde om dagen, – og nu må du ikke dø på det første, hvis du går hen og gjør det, – så vil jeg også dø, – vær vis på det! Men du kan skrive breve, du!

Ja, det er jo en «fortjeneste», at du har holdt så fast på mig, trods min vilde flugt. En stor, en meget stor fortjeneste. Tror du ikke jeg ved det. Og det viser mig, at det har været alvor med din tro på at jeg kunde blive noget virkelig godt for dig. Og det skal jeg også blive. Men at du beder mig tage mildt og kjærligt på dig, er næsten dumt. Kan man da gjøre andet, når man elsker? Jeg spørger om man kan. Selv ikke den, der er ond, kan det, og jeg er jo ikke ond, jeg, ved du jo nok. Nei, jeg vilde aldrig være andet end god mod dig, aldrig andet end det bedste, sødeste og ærligste jeg vidste og eiede i mig. Og hvis jeg ikke elskede dig mere, eller du ikke mig, så vilde jeg gå fra dig, sige dig eller mig løs strax, – der er ingen tvil om at jeg ikke betænkte mig et øieblik. Og det vilde du heller ikke, er jeg vis på.

Men du må ikke sige, at du ikke er god nok, – tænk det gjør mig ondt at du siger det, og jeg kan heller ikke like det, for det er jo mig, som ikke er god nok, og jeg vil så nødig være ved det, jeg.

Jeg havde ikke vist dig min kjærlighed siger du. Det kan jeg ikke begribe. Så du da ikke, hvorledes du havde mig i din magt, hvorledes jeg gjorde de vanvittigste ting fordi du vilde det: gik med dig på gaden om natten, sad med dig på bænker omkring, var på dit værelse i hotellet o.s. v. Og så det brev jeg skrev om morgenen, tror du jeg kunde skrevet slig, hvis jeg ikke var bleven vis på, at jeg elskede dig. Jeg skrev jo ganske anderledes tydeligt, jeg, end du gjorde, ligesom jeg i det hele var den, der havde været tydeligst, jeg, stakker!

Du måtte sige mig at du ikke var ung, som jeg. For et snak! Jeg er jo så gammel, jeg, at jeg burde være færdig med livet, hvad jeg da også ærligt har været i mange år. Man siger jo altid at en kvinde, i samme alder, som en mand, er langt ældre end han. Og det er ganske sandt. Pigerne bliver meget tidligere voxne. Da jeg var 16 år, var jeg med på voxne baller, og 17 år gammel var jeg gift. Tænk det – og hvad var du, da du var 17 år, – en liden, bitte skolegut (for man bli’er jo ikke student før man er 18) som jeg vilde ha’e imponeret uhyre om vi var stødt på hinanden, kun et år ældre end Jakob. Nei du, hvad alderdom angår, kan du ikke hamle op med mig, om du også ellers kan stikke mig i lommen, især når du disker op med dine utrolige systemer om formeringsvalg og sligt. – – John Paulsen hilste mig ganske rigtig fra dig. Det vil sige, han fortalte at du havde skrevet, at jeg var en dygtig dame. Det var bare så morsomt syntes jeg, for han talte atter så meget om dig. Min broder var så ondskabsfuld forleden aften, da Paulsen var her, at foreslå mig at jeg skulde drikke du’s med ham. Han blev naturligvis begeistret, og jeg kunde ikke undslå mig. Det er forresten så kjedeligt, og jeg siger stadig væk de til ham, men han er så dum, at han altid retter på mig. Min br. er forresten ikke den som drikker du’s med nogen, efter hvad jeg har mærket. Han gjorde det for at drille mig, til gjengjæld for et lidet puds, jeg havde spillet ham. Nu ved jeg hvorfor Pylle er vred, for hun har selv sagt det. Det var alligevel sandt med digtet til fru Sandberg; ikke ét, men tre, og hvorfor det blev holdt hemmeligt for os andre, er en vidtløftig, men morsom historie, som jeg skal fortælle dig mundtlig. Den Dr.mann er af en simpel art. Og du, som har ladet Paulsen gå mig i næringen, og givet ham mine korrespondancer, uden at spørge om lov! Jeg spøger bare – for jeg vilde ikke prøvet det jeg, ikke som det er nu, i ethvert fald.

Forleden aften ude hos Sars’s hendte noget, som jeg skal fortælle dig: Fru Sars, der altid er så sød mod mig, og «udmærker» mig så meget som de andre siger, sad og sagde så de alle hørte det, at hvis hun var en mand, vilde hun øieblikkelig frie til fru Müller, og at hun ikke kunde begribe at Ernst og Ossian (hendes sønner) kunde lade det være. Jeg, som altid sidder og tænker på dig, blev ildrød derved og Ernst og Ossian, der er blygheden og uskyldigheden selv, ligeledes. «Men», føiede fru Sars til, da hun så vi var forlegne, «jeg tænker nu på at gjøre det alligevel, og hvis fru Müller ta’er mig, så bli’er det et af de ægteskaber, der indgåes i himlen». Så lo man, og så var det over. Men siden kom flere og drillede mig, og vilde dutte mig på, at jeg svermede for professor Ernst, eller sådant noget, og så var det bare for din skyld jeg blev rød. Der kan du se, hvad jeg har fået at gjennnemgå!

22de.

Så langt kom jeg igåraftes; nu er det atter søndag. Kl. er 4 ½, og vi har netop spist middag. Istedefor [sic] at ta’e min sædvanlige siesta med avislæsning, og en liden blund, sætter jeg mig nu til at skrive brevet færdigt. For om en halv time er det mørkt især siden jeg har fået op de tykke vintergardiner, og i aften skal jeg ud. Jo, du jeg har fået to gange «Morgenblade» fra dig og det har været så morsomt at ta’e imod dem. Bare at se din udenpåskrift er nu i og for sig en stor fornøielse. Den sidste artikel af G.B. om «Nyt Tidsskrift» var især morsom. Jeg sad og lo høit, mens jeg læste den og var så enig, især hvad Fru Colban angår, for over hendes nonsens havde jeg ærgret mig en del i forveien. Men hvor også Dr.mann får sit pas påskrevet. Til «Noget» læste han høit for os efter en middag med Champagne hos Pylle, og vi syntes alle det var så deiligt. Over dette med «for liden udviklingsmodnet ret» kan jeg dog huske, at jeg ærgrede mig på stedet, men jeg gjorde ingen indsigelser, der var ikke stemning til at gjøre det da. Alt var så rosenrødt. Dr.mann er ikke nogen sikker mand. Han vil for meget holde sig tilvens med begge leire. Måske ved han det ikke selv, man bedrager sig jo så ofte, men på bunden er der ikke ganske rent mel i posen, det jeg kan tro. Og dette til «Noget» har også indbragt ham noget. «Han, den gale Drachmann, er dog, når det kommer til stykket, den bedste af alle de røde hunde, dernede – det er den modne mands overlegne dom» o.s. v. Nei, du, han bliver aldrig en pålidelig soldat, bare en fanejunker eller en tambur med et godt øie til marketendersken. Men det er soldater og arbeidere vi trænger til, for fanejunker kan enhver fusentast være. Begge gange har jeg forresten snuset bladene igjennem for at se efter noget af dig. Men forgjæves. Skriver ikke du noget du? Men «Gamle Guder og Nye» forresten, – det er jo noget af det deiligste jeg har læst, – jeg må ikke være uretfærdig og glemsom. Og «Puppe og Sommerfugl» syntes jeg heller ikke var gal, men det tør jeg vel ikke sige høit, efter hvad du skrev, og efter Brandes’s kritik i «Ude og Hjemme». – Det er sandt mens jeg husker det: kan du ikke tjene mig i at skrive dine præsenser i singularis, selv om subjektet er pluralis. Jeg kan ikke for min død fordrage vi «ere», de «høre», vi «komme», – det er, – – ja, det er så «dansk». Og skriv ikke mere bare på den ene side af papiret, – det er et altfor stort snyderi; at få et tykt brev og så finde at halvparten er borte.

Ja, hvad Dr.mann angår, så ved jeg jo at hvis det kom til skarpskuring, vilde han ikke betænke sig på, hvor det var, han vilde hen, men jeg tror det lokker og smigrer ham at vinde ind igjen, stykke for stykke af sit ramponerede renommé og for at opnå dette, må han strø lidt sukker på retterne for høire, – thi det er jo dog høire som på en vis måde har magten, – skjøndt ikke så meget nede hos eder vistnok som heroppe, og især her i Xania. Det viser sig bedst nu ved valgene. Du kan tro her er hurlumhei; men man følger det ikke med synderlig spænding, fordi man ved, der bliver omvalg i februar, som storthinget vil forlange. Men at høire også da seirer, er der ikke et fnug af tvil om. Hvad kan det så hjælpe for et land med en hovedstad som Kr.ania. Det er et deiligt «hjærte» det. Før Kr.ania bli’er vundet, kan jeg ikke ret glæde mig over noget og der vil sikkert gå en 3–4 valgperioder hen, inden det sker. Nu kan jeg ikke se mere, og der kommer også kaffen. Gid du var her din stygge unge, så kunde vi drikke den sammen; for min br. er ude til middag, og vi kunde sidde ganske alene herinde hos mig. Når jeg kommer hjem iaften sladrer jeg endnu et øieblik med dig, inden jeg sender brevet afsted.

Nu er jeg her igjen; kl. er 12 ½, så du kan vide jeg må skynde mig. Jeg var sammen med professor Erns[t] (Sars) iaften. Han talte en hel del om Brandes’s kritik over «Nyt Tidsskrift». Han fandt at den var skrevet med altforliden velvillie, at det var ildesindet at B. kastede sig over netop det svageste hefte, at den samme B. vistnok ikke havde et godt øie til vort Tidsskrift o.s. v. Ja, dette må du ikke fortælle dernede blandt dine, hører du. Sars talte forresten så meget om dansk literatur og dens forhold til den norske, om den rolle Brandes havde spillet som fører, som han syntes B. gjorde en reklame for, der grænsede til markskrigeri. Så roste han også stærkt en liden skitse som jeg havde sendt ind til tidsskriftet og sa’e at også Skavlan som er så streng, havde sagt, at der ikke var tale om andet end at ta’e den. Han var så interessant iaften; Ja det er han nu altid og vi blev stående over 1 time borte i et hjørne. Her synes damerne det er sådan herlighed at få tale med Sars, det kommer måske af at han er så sky for damer; ja ikke for mig, – mig kan han snakke med i det uendelige. Paulsen var der også, og vilde partout vide, hvad vi havde talt om. Det er så underligt, hvergang jeg er sammen med Sars føler jeg bedst hvorledes jeg elsker Norge. Og en trænger om at føle det iblandt. Sars fandt det f.e.x. så latterligt at G.B. vilde annektere Kielland som ikke havde mere sammenhæng med ham og dansk literatur end katten med sennep, endvidere at han tog Garborg med hud og hår, og talte om at han «nu havde dobbel glæde af ham». Dette lod han dog passere; men at han også prøvede at bemægtige sig B.B. og Ibsen, som fremgåede af hans skole; det blev dog for drøit.

Men nu godnat eneste! Jeg tager dig i tankerne om halsen, og kysser dig på munden og på øinene dine, idet jeg nu går ind og lægger mig.

Din Amalie