Erik Skram er svært misfornøyd med sin stilling i den danske radikale avisen Morgenbladet

100. Erik til Amalie

Søndag den 13 Maj 83

Min yndige, fine, elskede Veninde, jeg véd ikke ret, hvoraf det kommer, men det forekommer mig, at dit lille sidste Brev fra igår Aftes er et af de kæreste jeg har modtaget fra Dig. Det er så stille, så sødt. I sin knebne Korthed med sin alvorlige bedrøvede Tone fortæller det mig om Dig meget mere synes jeg end tidligere en lang Skrivelse har kunnet gøre det. Jeg tror Amalie, at det er det, at din Kærlighed her har været Dig en selvfølgelig Sag, noget Du ikke længer forundrer Dig over, reflekterer over, kæmper med. Min egen Ven, der gik igennem det lille Brev en Følelse af – det tror jeg da – at Du virkelig trængte lidt til mig, en Tro på, at jeg kunde fylde, blødne en Del af dit Liv for Dig. Jeg tager Dig så usigelig gerne på Ordet, min Ven. Hvis det virkelig skulde blive så, at jeg kom ind i din Tilværelse, ikke som en Forstyrrer men som en Lemper, en Tilrettelægger – ikke just ved det jeg fandt på at gøre men ved din Følelse for mig, så Amalie havde jeg en usvigelig Ret til at være hvad jeg er: din Elsker. Min søde Pige, det er din gode Ven jeg så gerne vilde være. – Hvor jeg er glad på dine Vegne, at Du har din Moder hos Dig netop nu. Så vidt jeg har forstået har Du ikke netop været forberedt på den hurtige onde Vending med din Broders Sygdom, og Du har ikke i den Anledning skrevet efter din Moder, hun er kommen af sig selv. Det synes mig, at det er endnu bedre således: Nu vilde jeg kun have ønsket at jeg kendte din Broder. Rimeligvis må han være kommen over Kbhvn, har måske været her igår eller idag, så kunde jeg have fortalt Dig om hans Humør hans Tilstand. Nu kan jeg kun føle med Dig, dele din Ængstelse og give mine Ønsker med – jeg har fået et så dygtigt og nobelt Indtryk af din Broder ved din Omtale af ham. Sig mig hvad er din Broder Ludvig i Fr.hald. Enten har jeg glemt det, eller jeg har ikke før spurgt der om, vistnok det første. Du er sød Amalie, at Du gav din Moder «Gertrude» at læse. Men jeg er urolig for, hvad hun vil synes om den. Kan hun ikke lide den, bliver jeg virkelig bedrøvet. Herregud, den er jo så inderlig skrevet fra min Side. Du må ærlig sige mig, om hun har sagt noget og hvad hun har sagt. Min Ven, dit Grundris af Lejligheden er jeg en Smule stolt over. Sådan havde jeg netop anbragt Værelserne for hinanden, det eneste jeg ikke kunde komme ud af var Anbringelsen af Køkken og Pigekammer, og så det Pulterkammer, det vidste jeg ingen Besked om. Hvis nu, hvad jeg antager, Pigen fra sit Værelse kun har Adgang til Køkkenet, synes hun mig meget passende lukket inde – det Skind, megen Plads kan hun ikke have. – Du har ikke tidligere fortalt mig om din tidlige Morgenopstandelse. Jeg kan umådelig godt lide den. Om Sommeren er man ubetinget mest Menneske om Morgenen. Ja jeg er nær ved at gå så vidt at sige, at man egenlig i vort Klima kun lever i de fire eller fem Sommermåneders Morgentimer, som man ved at gå i fornuftig Tid i Seng kan forskaffe sig. Det hører med til en af mine Fortvivlelser ved det Avisliv jeg i de sidste År har ført, at jeg Sommer og Vinter kommer lige sent i Seng og lige sent op om Morgenen. Om Vinteren er dette mig en mindre Plage, men fra det Øjeblik jeg kan sætte mig hen ved Skrivebordet i min Dagligstue, uden at der først er fyret i Kakkelovnen, længes jeg som i Hjemve efter den Morgenstund, der giver mig Rådighed over den bedste Del af mig selv. – Hvis jeg sidst vilde vente på dit Brev, kunde jeg ikke have skrevet før, det kom først Mandag Morgen, idet der ingen Brevombæring finder Sted om Søndagen efter 1 eller 2. – Du Amalie, jeg har for Resten noget godt at meddele Dig. Så vidt jeg i dette Øjeblik kan beregne, skal det nu lykkes mig på en god Måde at slippe mit Slaveliv ved Avisen. Det har tæret for meget på min åndelige Evne, og det er på høje Tid at jeg forlader det, hvis jeg ikke skal falde hen til det almindelige journalistiske Håndværkerstandpunkt. Vanskeligheden var, at jeg ingen kunde sætte på min Plads, og at jeg ved at gå, derfor måtte bryde overtvært og gøre Fortræd og rimeligvis skaffe mig Fjender – om ikke åbenlyse så indvendige – i de Mennesker, som jeg hverken borgerlig kunde tåle at være Fjender med eller moralsk ønskede at være det med. Jeg har fundet en Mand. Nu skal min Kunst bestå deri at slippe løs og dog ikke kaste los. Jeg må indrette mig en Stilling, som er overordnet og uden Kontorarbejde, men såsom vi har en politisk Redaktør (Hørup) og en æstetisk Medudgiver (E. Brandes), der når Lunet falder over ham, med noget af Parvenuens Ufinhed blander sig i Styret, er Opgaven ikke let, da netop disse to Mennesker af Navn udfylder omtrent hele det Rum, som jeg skulde bevæge mig på, hvis jeg ikke vil kaste helt los og blot være almindelig Medarbejder. Kan jeg ikke andet, bliver jeg det sidste fremfor at dumme helt hen; men jeg tilsætter derved for den største Del den – relativt dog ikke så helt ubetydelige – Magt, min nuværende Stilling har givet mig, og det har jeg ikke ret Mod og Manddom til at gøre, idet jeg ikke i Forholdene kan se noget fast Punkt, til hvilket jeg kunde knytte nye Bestræbelser efter at vinde Indflydelse. Politiker kan jeg kun ved en sådan Række Lyverier blive, at jeg ikke tiltror mig Evne til at opnå noget ad den Vej. – Megen Tillid til mine åndelige Gerningers Dybde og Vidde har jeg aldrig havt, og i dette Øjeblik da jeg lægger Planer for på ny at sejle ene ud og mulig opdage det Rige, der skal føde mig herefter – Du forstår, ikke alene pekuniært men med Anseelse – er jeg så langt fra at være fortrøstningsfuld, at jeg meget mere er belavet på, at hint Riges Kyster får jeg aldrig Kig på. Men bange er jeg alligevel ikke. Det er noget, der skal gøres. Det er ligesom i 64, da jeg stormede Prøjsernes Stilling. Jeg var vis på, at jeg blev skudt, men det kom ikke mig ved. En underlig Fornemmelse – forhåbenlig er den sund. – Nu min søde Pige, må jeg sige Dig foreløbig farvel. Det er 1st Pinsedag – ganske skikkeligt overtrukket Vejr (bedst til Vinterfrakke) – jeg skal ud til Middag. Kan jeg komme skikkelig hjem, får Du et Par Godnat-ord, men sikkert er det jo ikke. Men jeg må med det samme sige Dig, at Du ikke på Tirsdag Aften må vente Brev fra mig. På Søndag skal et stort politisk Møde foregå i Nordsælland [sic], hvor jeg må være til Stede. Det er hele Dagens Optagelse. Kan jeg, skriver jeg naturligvis Lørdag Aften eller Mandag, men intet af dette er synderlig sikkert. Farvel altså min Elskede. – – Kl. er ½ 2 Selskabet var lille og tungt, jeg er træt. Der var et Par Forlovede, som jeg kender, og som jeg har ondt af: Familjen fornægter dem, vil ikke vide noget af Forlovelsen at sige, fordi han ikke er i Stilling, og hun intet ejer. Han har det mindst mulige Hoved til at lære noget og skal have en Examen han aldrig får; de talte om den Uret, de er udsat for. De er vistnok brave begge to og burde være hjulpne frem; han har mekanisk Talent. Sådan to Menneskers Nød angriber mig en Smule.

God Nat

Din Erik

Kan Du få Tid dertil, gjorde Du mig en stor Tjeneste ved at skrive om den politiske Situation. Hvad din Kreds dømmer, hvad Du selv mener. Jeg har på ny været sammen med Bøghs og fandt hende i Grunden ganske tækkelig – jeg gjorde Lykke hos hende. Jeg vilde og det lykkedes.