Erik Skram har vært i middag hos Alexander Kielland i København, og har mye sladder å fortelle til Amalie Müller i Kristiania om venners kjærlighetsforviklinger og skilsmisser

Den 18 Februar 1883

Min elskede Amalie, jeg er meget bedrøvet over Udsættelsen af vort Møde. Jeg længes så stærkt, at jeg ligesom frygter for, at der skal gå noget itu inden i mig, når ikke det får Luft, jeg bærer på. Min Ven, så er der også det, jeg ikke kan lade være at tænke på: Vi er ikke så meget unge længer, vi har ikke ret Råd til at stole på Fremtiden. Der går store store Værdier tabt for os ved vor Fjærnhed – ak ja, var vi 16 År yngre, så havde vi Råd til at leve fattigt som vi gør. Du, som sidder hos Vibes og giver mig Gaver, jeg ikke får! Amalie – i mine unge Dage vilde jeg have skrevet et Digt i Prosa derom og på egen Hånd have fyldt min Sjæl med Henrykkelse – nu suger det for Hjærtet af mig ved Følelsen af min Forladthed. Jeg er grisk på min Lykke, jeg har ikke Mod længer til at leve grandement og kaste ud i Verdens tomme Rum de Lyksalighed [sic], som er mine med Rette. De andre skal ingenting have. Dine Øjnes søde Udtryk! – at en anden kan nå til at se det, at han kan komme Dig så nær, at han kan få Ønsker i den Anledning! Han skulde kvæles. Jeg favner Luften hvor jeg skulde have Dig i mine Arme – Stump, jeg er ikke Poet længer, jeg kan ikke finde dette sødt. Jeg vil ikke snakke til Månen, jeg vil tale med Dig. Amalie min Længsel er meget stor. Var endda mit Liv indrettet således, at jeg f.Eks. i mit Arbejde havde med Dig at gøre. Sad jeg og skrev på et Stykke – studerede jeg et Spørgsmål af lidt betydelig Art, så at jeg kunde føle, hvorledes enhver nedskreven Linje, som lykkedes for mig, var ligesom et fastgjort Brædt i den Bro, der om end måske sent så dog sikkert førte over til Dig, ja så Unge vilde jeg mulig finde, at vor Adskillelse kunde ordnes ind fornuftigt i vort Livs hele Økonomi; men nu denne utrolige Ødslen! Jeg sidder i en idiotisk Syssel, hvor lige som igennem et fint Sold Dråbe for Dråbe mine Tankers Friskhed uhjælpelig drypper ned i Sand, intet er der til at samle dem op, intet Steds fra på Jorden føres nye Kildespring ind til min Hjerne. Snart er den helt tør. Medens Du sidder i Kristiania og elsker mig, dør i langsom Svindsot efterhånden enhver fornuftig Mening ud i den Kærlighed, der grebet og benyttet medens det var Tid, kunde have gjort Dig godt, kunde have været måske en Livselixir for Dig. Ven, hvad vil Du med mig, når jeg er bleven ganske dum? Et kunde Du virkelig nu have brugt mig til. Du kunde være bleven yngre. Endnu, min Amalie er jeg i dine Arme ung. Ak Ven, levede vi sammen, Du skulde se, jeg var helt Gut endnu, og elskede Du mig så, så smuttede ind i din Sjæl – det tror jeg på – lidt af den Livsglæde, som Du så sørgelig kvalte hin Brudenat i dine unge År. Det var jo det, som jeg skulde give Dig nyt Mod til at leve Livet for dets egen Skyld, ny Lyst til at prøve om igen den Tilværelse, Du havde lagt til Side med Foragt. Men nu min Stump? Nu mødes Du om nogen Tid med en gammel Mand. Længsel, Savn, tilkæmpet Ro, Øvelse i at undvære gør gammel. Men mest af alt synes jeg, gør det gammel: i Livets tusinde Småting at være ene, i Livets tusinde Momenter at slå en anden Tone an, end den man trænger til at få ind i sit Øre. Det er det sidste, der er det værste. Jeg kunde gå ind på at vente på Dig, hvis jeg i de Dage, der gik, Slynge for Slynge spandt min Tankes Tråde til et Net, der skulde spændes under din Fod til Sikkerhed for Dig, når Du modig på ny svang Dig ud til en Fart tværs over Livets store Cirkus. Men sidde og krybe sammen og føle, at Maske for Maske rådner det Net bort, som min unge dejlige Pige skulde se, at hendes Elsker have spændt solidt og fast under hende, så at selv om Gyngen i Loftet brast, faldt hun blødt – nej Pige min lille, det er onde Vilkår. Jeg har Skaden deraf og Du med!

Efter at jeg nu har fået Dig hængt op i en Gynge under Loftet, bliver jeg for Resten bange for, hvorledes det er jeg tumler med Dig. Du som er frygtsom af Dig! Vi kunde udmærket være mødtes i Lund, jeg behøvede ikke at være taget til Kbhvn med samme Skib. Amalie et Ord så godt som mange: Jeg vil ikke have Dig til Kbhvn, hvis vi ikke kan mødes nogenlunde frit, og hvis jeg ikke forud får Dage at leve i med Dig. Så hellere de hundrede Miles Adskillelse. Jeg véd ikke, om Du ønsker mig til Kristiania, for at jeg mulig en Gang om Dagen kan få Lejlighed til at hilse Dig på Karl Johanns Gade og for Resten tilbringe glade 14 Dage i en fra din helt forskellig – mulig endog fjendtlig Kreds? Jeg antager, at Du vil betakke Dig for sligt Besøg.

Om Thaulows har man fortalt nogenlunde det samme her som Du fortæller fra Krstna. Ingeborg og Fritz skulde skilles. Besynderligt er det altid for mig, hvorledes det går til, at Folk helt Fanden i Vold fra kan fortælle En sligt. Om Brandes Rejse til Paris har jeg den Mening – han kom hjem igår – at den netop meget har bidraget til en Udjevning. Hvad enten der nu har været Elskov mellem de to Mennesker eller ikke – Du synes fremdeles at henføre I.’s Sindstilstand til Oplevelser af ældre Dato – så er han ingen Helt. Vil hun noget djærvt, så går hans Instinkter netop ud på det modsatte. Han har alle sine Dage levet sit Liv på Halvheder, han tror ikke på nogen Beslutnings Holdbarhed, han taber Modet tre Gange om Ugen. Har I. villet gå fra Fritz for en Finheds Skyld i Sjælen, så har denne Finhed måttet dø en ynkelig Død spændt over en Rist med tusinde glødende Grunde fra B.’s Bål af udbrændt Klogskab. Der er jo hundrede af Former at indrette sig på, når man er nået så langt som Ingeborg. – Om han har rådet klogt eller i sidste Instans dumt (Du véd, hvor dum selv den allerfineste Klogskab kan være) har jeg ikke Spor af Begreb om. Jeg kender ikke Ingeborg.

Jeg må høre op nu, jeg skal til Middag hos Kielland. Tusinde Gange hellere blev jeg hjemme og skrev videre. Der er så meget at fortælle Dig – Du, som bliver siddende deroppe i Stedet for at komme ned til mig. Amalie prøv på småt og småt at få givet mig hele din Sjæl, min Elskede! – – –

Jeg er kommet hjem, Du søde, fra Kiellands. Der var I.P. Jacobsen, en Direktør i Livsforsikringen ved Navn Drewsen med Frue og jeg – det var Kiellands Fødselsdag – og Skam for os her nede, så var det det eneste Sted jeg har været siden Nytår – med Undtagelse af ét – hvor jeg med Ro havde ført Dig hen. Alle de andre Selskaber jeg i den senere Tid har deltaget i, har jeg målt med din Alen – den jeg mente var din Alen – og alle ere de blevne på en eller anden Måde for små. Uden at der forefaldt noget egenlig usædvanligt hos Kiellands, havde jeg dog Følelsen af, at der vilde Du have kunnet være hjemme: Det var hos en norsk. Min yndige Pige, var jeg bleven hvor jeg oprindelig hørte hjemme, i de «gamle» Kredse i Kbhvn og på Herregårdene, så havde jeg havt en Kreds at byde på, som havde den Omgangstone i alt Fald, som i sin Art havde været fin nok til Dig. De andre, ak hvilke Plebejere det i Grunden er! At vi ikke ejer en virkelig fin Kreds indenfor Venstre er en Jammer! Det er min stadige Idræt siden mit Møde med Dig nu, at måle og vrage alle mine Jevnlige i Kraft af Dig, min elskede, og det bidrager desværre kun til at tage Modet fra mig: Der er så få, som er gode nok til Dig. – Men det får nu være det samme, om jeg blot er det. Jo, Amalie det er sandt, at jeg har været bange på en Måde for at komme til kort, netop i Kraft formodenlig af min Selviskhed. Jeg forlanger meget af mig selv! Og når jeg nu som i Aften sidder sammen med literære Mennesker, så går det med en ny pinlig Følelse igennem mig, hvorledes jeg er gået ind i en lille Høkerforretning, medens de andre brede sig som Grossister. Jeg, som nu i over to År bogstavelig ikke har læst en Bog. Der er ikke megen Tid at spilde, om Du vil have en Smule godt af den Kærlighed, Du letsindig har undfanget. Du spørger mig, om jeg har hørt noget Steds fra, at man véd, hvad jeg var rejst bort til i Julen. Nej min Unge, jeg har intet hørt derom, men jeg har nu og da kort efter jeg kom hjem lige som kunnet fornemme, at der var Formodning om, at jeg havde havt et kært Ærinde, og skønt Du formodenlig bliver ilde berørt deraf, kan jeg dog ikke forti for dig, at jeg igår hørte, at en Ven jeg i lange Tider ikke har været hos eller set noget til, hos With spurgte, om det var sandt, at jeg var bleven forlovet med en rig norsk Enke – det havde han hørt. W. gjorde Løjer dermed og slog det ned, og den vedkommende betragtede det også kun som løs Snak. – Ak om det var sant! Var Du for sandt en rig norsk Enke, og Du vilde, som Du en Gang sagde, forsøge på at «tvinge» mig til at gifte mig med Dig, jeg er bange for, at den Tvang fandt jeg mig i med næsten upassende Hast. – Hør min Stump, hvem var det, som vilde «give sit Liv» for at være den, Du tænkte på? Det er dog lige godt en temmelig nærgående Ytring, når den ikke er Spøg – men det er den Slags Ting, som Du efterhånden ved Misbrugen har mistet Evnen til at forstå, og jeg vil ikke snakke til Dig om det. Så får jeg tilbage det Svar: Her efter vil jeg slet ikke meddele Dig Noget af den Art, for Du forstår ikke Situationen og kan aldeles ikke sætte Dig ind i, hvorledes sligt er sans consequense. – Jeg véd kun, at slig uforskammet Floskel – forudsat som sagt, at det ikke er Spøg, og som sådan har jeg i Grunden lige til nu opfattet det – kunde jeg aldrig have taget i min Mund over for nogen Dame. Men jeg indrømmer Dig Ven, jeg véd intet om, hvad Mandfolk kan falde på at byde smukke Damer af åndelige Knæfald, og hvad de muligen kan være nødte til at tage imod som ganske lige fremme Ting. Og jeg har ikke haft et Minuts ilde Fornemmelse deraf – jeg har slet ikke tænkt på den Ting før nu pludselig. Værre er det Ven, med Sars. Ham har Du en åndig Kærlighed til, som formodenlig en skønne Dag gør mig skinsyg. Men det er sandt, jeg må dog ikke glemme at fortælle Dig, at jeg i et Middagsselskab forleden faldt i Samtale med I.P. Jacobsen og Kielland om Madam Højers Lejefolk af Amalie Müller. De angreb den begge. J. fandt, at det var en Dame, der havde sat sig for at skrive noget rigtig slemt, og han læste en ham ubehagelig Kulde ud af Beretningen. Forf. var ikke Spor af grebet ved at fortælle sligt sørgelig Noget. I Stilen fandt han kun det godt, hvor Konen da hun er mest sint, bøjer af og taler i en sødlig Tone til Manden. Så fik K. Lejlighed til en finere Bemærkning. Der var anvendt for mange Ord til at få skildret det sørgelige skidne, lasede, lurvede osv. «Den Fejl lider Beretningen under, at den netop for sine Ords Mængde ikke får det Indtryk frem, den skal. Når man vil skildre en uhyggelig Begivenhed og få Læseren til at føle Uhyggen, så er der ét Ord man ikke må bruge, og det er «uhyggelig» – alle andre Ord ere gode. Alle de Adjektiver, som Fru Müller bruger, lader En kold, man læser den lille Fortælling uden at føle den Elendighed der er skildret – det er et Politireferat.» – Der har Du de to Augurers Dom. De lagde begge to med en vis Iver, jeg havde Følelsen af, at de lige som forsvarede sig imod et Indtryk fra Fortællingen, de ikke vilde være ved for dem selv, den var dem på en Måde for dygtig, for vel støbt (en Dame skal ikke således lære dem Kunsten af). I K.’s Bemærkning er der i alt Fald en Finhed man kan bruge. Hvad J. sagde forstod jeg absolut ikke. Mit Indtryk er fremdeles nu som før, at sidste Halvdel er bedre Kunst end K.’s for glatte Tagen løst om Tingen. Men i første Halvdel har Du uden at vide det skrevet K. efter. – Sig mig helt ærlig Stump hvad Indtryk det nu gør på Dig at læse denne Dom. Du selv har vel kun fået rosende Ord at høre. – Kan Du forstå, at K. sender sit første Kapitel ud i Verden, han har først igår endt det tredje? Jeg kunde mærke i Aften, at han for Drewsens – meget gode Venner – havde læst det hidtil skrevne. Sligt noget vilde være mig, tror jeg, absolut umuligt. Jeg kan ikke en Gang spørge en anden om den Bog han skriver på, end sige, at jeg for flere skulde læse op, hvad endnu dog kun er halv født. På det Punkt er jeg blufærdig eller skamfuld hvad man skal kalde det, som Du var for dine Veninder i Skolen.

Ja min Ven, det jeg sigtede til i mit forrige Brev er hvad Du har gættet på. Du forstår mig ikke på dette Punkt. Det er hele min Sjæl som beder Dig – nej jeg vil netop ikke bede Dig. Jeg véd, at sålænge Du ikke i Kærlighed, i den inderligste Tryghedsfølelse har blottet Dig fuldstændig for mig, så længe har jeg en Følelse, som var Du ikke helt min – som var der en Finhed tilbage i din Sjæl, Du ikke vilde give mig Lod i. Det er for mig da, som var der ingen Glæde i vort Møde, som var det et Syndefald, der skete. Jeg kan slet ikke forsone mig med den Forestilling, at Du vil bevare den Følelse af Skam overfor mig. Jeg vil have min Viden om det Nøgne fra Dig, lige som jeg i alt menneskeligt vil have Viden Sammenligning Korrektiv fra Dig. Jeg står ussel fattig, helt sørgmodig nu for hver nøgen Kvindeskikkelse jeg ser fremstillet i Kunsten, fordi jeg ikke kan henføre hvad jeg ser til hvad jeg véd fra Dig. Og jeg har slet, slet ingen Respekt for den besynderlige halve Skamfølelse, der snører din Tanke sammen her. Du véd, at der er et Skønhedsindtryk, vi ikke kan få højere, i det smukke nøgne Legeme, Du véd, at der ved vore Skikke, der skjuler Legemets Former, er bleven lagt Skamfølelsen ind i Sjælen og Muligheden for i Kærlighedsmødet at give den Elskede en Gunst, som netop ikke kan blive større – og Du holder denne Gunst tilbage. Amalie, jeg går så vidt at tro, at Du næsten ikke har Lov til at tage og give mig den højeste Lyst, når Du ikke stille, fin, yndig – uden Ophævelse giver mig Lod og Del i Dig som Du er fra Naturens Hånd med hvad der er ubeskrivelig smukt og hvad ikke. Jeg vil være så stille, så rolig, så glad og taknemlig så rig og lykkelig, mulig uden et Ord. Min Ven det har for mig en uendelig kærlighedsfuld Betydning. Hvorfor vil jeg se dit Legeme, fordi det er dit, dit. Amalie det er fordi jeg elsker Dig.

Din Erik