Hovedbilde
Dato
10 februar 1883

Erik Skram skriver til Amalie Müller om menn; han forklarer henne det han vet om menns seksuelle behov, og om deres kjærlighet. Han føler seg tung og motløs for tiden.

Transkripsjon av brevet

Søndag Aften den 10 Februar 83

[11/2/83]Bildet er fjernet.

Min elskede Pige! Fortryd ikke på, at jeg har kendt andre Kvinder end Dig, jeg bringer en Målestok med, som løfter Dig højt over alle de andre. Hvad virkelig Værdi var der i dette, om jeg ikke vidste, at det forholder sig som jeg føler. Du aner ikke i hvilken Grad Du har fået ethvert Indtryk fra Kvinder til at blegne for mig, jeg bærer Dig i mit Hjerte og går forundret omkring over, at alle de andre betyde så lidt. På en Måde var det yndigt, om Du havde været Gertrude, men Stump, om jeg nu får det kysset helt ind i din Sjæl, at jeg kun har virkelig elsket Dig i mit Liv, vil det så ikke lægge sig fint og kærlig blødt omkring dit sårede Hjerte? Og Du skal komme til at føle det. Tro mig Amalie, gå mig tillidsfuldt i Møde, og Du skal komme til at se, at det er Dig, der har fået hele min Sjæl, medens det andet kun var en Begyndelse, en Følelse af selvisk Længsel, ikke Kærlighed. – Men for Resten, min yndige Ven, mit Liv er jo nu en Gang gået som det er – jeg kunde have tabt mig ude i et Øde – hvorfor vil Du ikke som jeg glemme, at der har været andet til i Verden end det, der ligger foran mig. Jeg har kun min Glæde over Dig. Yndigste Pige det er så. Du har givet mig alle mine hele Følelser tilbage, tror Du jeg husker eller tænker på andet i Verden end, at jeg er reddet, at jeg er din? Ja vist jeg havde hele Følelser den Gang under min «første Kærlighed» – men pyt, min Stump jeg véd, at de var til at knække over, de var ungdommelige. Du lille Pige, nu snakker vi ikke mere om det, Du skal se, hvor jeg skal elske Dig, helt ud i dine Tåspidser, når vi nu mødes. Og vi skal mødes på følgende Måde: Du melder din Ankomst her i Kbhvn tidlig i Marts ikke sandt? Så snart som muligt Unge, jeg længes så hårdt. Nu vel Du må tage med Jernbanen. Det er drøjt, jeg véd det, men det er den eneste Måde hvorpå vi kan mødes. I Kristiania fortæller Du, at Du lægger Vejen om ad din Moder – og der var jo intet til Hinder for at Du besøger hende – og så passer Du at være enten Fredag eller Lørdag Aften i Gøteborg for at tage med det Tog jeg tog med. Så går Du om Natten til Lund (Du skal under alle Omstændigheder den Vej), hvor Du kommer tidlig Frmdg. Der er jeg, og så bliver vi 1 eller to Dage der sammen. Så kommer Du Mandag eller Tirsdag til Kbhvn den Dag Du har meldt det. Jeg kan nok slippe disse to eller tre Dage bort, som ere nødvendige, når en Søndag benyttes. Min Ven det var aldeles utåleligt, at Du skulde komme her til Kbhvn, og vi ikke skulde kunne ses anderledes end i stjålne Øjeblikke. Men når Du er her, går Du lige rakt op til min Søster Emma og hilser på hende og interesserer Dig for det store Skole- og Pensionatsinstitut, taler derunder frejdig om dit Bekjendtskab fra i Sommer med mig – de Pigebørn ane intet – så Invitation til en Lørdag eller Søndag, og så går Emma, Du og jeg i et af Teatrene osv. Så kan Du senere en Dag slippe helt og holdent bort med mig, idet Du melder en ny Invitation til min Moder eller en af Søstrene. Min lille søde Pige er dette ikke godt? Du må ikke sige nej, for så tror jeg ikke, at Du elsker mig. – Min lilleste Pige, Du spørger mig, hvorfor jeg ikke kyssede Dig, da vi mødtes. Stump, jeg var jo bange for Dig. Bange i den Forstand, at jeg ikke skulde fylde, som Du havde ventet det, bange fordi Du så så betænkelig ud. Bange fordi den Lyksalighed, der fyldte mig, da jeg stod på Perronen, løb fra mig, da Du kom og ikke var hjemme ved min Arm som jeg havde ventet det. Og Amalie, i hele vort Forhold må Du vente at mærke det, at jeg synes Du bør gribe først til. Der er noget ved en Mand, som kunde få ligesom et brutalt Anstrøg, når han altid er på Færde først – forstå mig, Pigelil, nu er jeg ikke bange mere, men alligevel jeg synes, at det er smukkere, at Du giver end at jeg tager. Ak Forskellen skal ikke måles ud på en Vægtskål mellem os min egen Ven, men alligevel, prøv at føle, at jeg er din over al Måde, alt medens jeg i alt Fald endnu kan tænke med Forsigtighed på at fare over Dig med et Kærtegn. Men holder Du af at jeg kysser Dig – og det gør Du Amalie – hvor skal jeg da myrde Dig med mine Kys! Så lille Pige vær nu rolig og sød og lad os give hinanden et rigtig trofast Kys. – Selvisk? Ja Ven, det er jeg vel som Du. Men jeg tror, at jeg er lidt mere bange derfor end Du er. Jeg tror ikke, at jeg er meget hensynsløs. Du har været det lidt. Jeg gør mig i alt Fald umage for at tænke mig ind i dens Følelse jeg holder af, og stiller jeg store Fordringer, bilder jeg mig i det Mindste ind, at de ere belagte med Grunde også uden fra hentede. Jeg har som Du siger gjort nogen Lykke hos Damer – der er for øvrigt her en stor Forskel, mange kan sikkert ikke fordrage mig – og dét må naturlig have fået en vis Indflydelse på min Optræden. Men Stump, det tror jeg ikke har spillet den mindste Rolle over for Dig. Jeg har været – det véd Du – og er dybt grebet af, at Du kan elske mig, og skulde jeg give mig til at tænke over Forklaringen, vilde det aldrig løbe ud i Stolthed eller Følelse af eget Værd, nej Stump, jeg begriber det egenlig slet ikke – men jeg har hørt op at tænke over Grunden. Jeg er stolt, modig, indbildsk, alt hvad Du vil af den Grund alene, at Du elsker mig, men jeg giver ikke mig selv Æren af et «derfor». Du min lille Pige er vist bleven en Smule forbavset, hvad skal jeg kalde det, over at din Skønhed, dit fortryllende Væsen tilsyneladende ikke har spillet den Rolle i min Kærlighed, som Du er bleven vænnet til, at det må spille for enhver Mand. Men nej, Amalie, den Følelse skal og må brydes netop hos den Du elsker, den Lykke Du gør hos mig er noget nyt. Du er sat på de Vilkår at skulle begynde for fra. Det er jeg med Amalie, og uden det antager jeg heller ikke at nogen Kærlighed bygges rigtig solidt op. Vi er selviske begge to, Unge. Lad os prøve på ikke at gøre hinanden Fortræd dermed. – Og så for Resten Amalie vilde Du kende mig dårlig, hvis Du ikke følte den Mistillid til mig selv, den Frygt for at komme til kort, der på så uendelig mange Punkter behersker mig. Jeg er jo nogenlunde klog min Ven og jeg véd Besked om mine Mangler bedre sikkert end de fleste. Jeg tror, at ingen kender mine Dumheder og Dårligheder bedre end jeg selv. Men alt dette er det næsten umuligt at tale om i Antydninger. – Min Ven, «når de rette mødes», kan der ske hundrede Ting. Det er ikke udtømt med den ene Begivenhed, at de falder i hinandens Arme. Vi to kunde skrive en Roman om, hvad det vil sige, at de rette mødes. Så begynder Livet forfra for dem begge, hvis de er heldige; men så kommer det an på, hvor hver af dem stod. Husk det! Efter at de to ere mødtes, kan Vejen fra den ene til den anden endda blive lang nok. – Hør nu min Ven, husk hvad der blandt andet gjorde, at jeg ikke kunde tage Dig ind til mig straks: Det var din egen Frygt og Bæven for det Grimme der overfaldt Dig. Havde Du været rede! Amalie tænk lidt på, hvor lidt færdig Du var, da «de rette mødtes». Jeg kom rejsende de mange Mile imod din Vilje. Mig var det, som tog Dig i Kristiania, Du stred imod og vilde til Taulows [sic] den Aften. Og det er mig der har holdt fast på Dig. Stump jeg har ikke været i Tvivl et Sekund, om end jeg fra første Færd har vidst, at der i mit Sind var en Renselsproces at udføre, inden jeg stod blank og prud i min Kærlighed. Kys mig så min Ven og tænk en Smule på hvor blasfemisk Du efter 13 Års Hæslighed talte, og lad min Langsomhed være Noget ved mig, Du kan bruge til andet end at pines ved og harmes over. Det er ikke Minderne om de andre som har holdt mig tilbage – aldrig! Det véd Du jo også, at den, som vel må siges at have havt min Ungdoms Kærlighed, aldrig har været min – det var en Slags Frygt for mig selv. Jeg syntes ikke at jeg gik ren og skær nok ind til Dig. I din Undselighed min egen Pige så jeg noget, som jeg tydede som Mangel på Glæde ved mig og det gjorde mig bange. Å ja Amalie, havde Du været ungdommelig og naiv måske var jeg hurtigere nået til Sikkerhed og Ro – hvis jeg da nogensinde var kommet til at elske Dig. Men netop som Du er, er der Grund for en Mand til at blive varsom – ikke for at skåne Dig, nej varsom med sin egen Lykke. – Jeg tror Du har Uret i din Tro på hvad et af mere eller mindre ren Kærlighed og Elskov fyldt Kvindeliv nødvendig må ende i – Erfaringen taler derimod. Men derom vil jeg nu ikke tale. Et Par Ord om Mændene. Det, som volder Ulykken i så mangt et Ægteskab, er så vist ikke, at Hustruen får en Mand med et «udbrugt» Hjerte, nej det ligger deri, at han aldrig har kunnet drive en ærlig Gnist af Kærlighed frem i den Klump, der banker ham i Brystet. Han har slukket Evnen til at føle en retskaffen Kærlighed i et fra enhver forpligtende Fornemmelse adskilt Liv i Liderlighed. Og selv det udelukker endda ikke, at han kan leve op på ny og blive brav, men det er sjældent. Skæld ikke på Mænd, som har elsket! Når Tiden er inde, står Valget for Mænd i de 999,999 Tilfælde mellem Kærlighed og blot og bar Tilfredsstillelse af Kønsdriften – og de, der få Kærlighed gør et Arbejde i Livets Tjeneste; de andre sløse Livet bort. En af de 100000 [sic] får ingen af Delene og om ham er det umuligt at sige noget almindeligt, han er en Særling. Det må ikke spille den Rolle det har gjort at vi ere mødtes så sent i Livet, som sket er. Det er en Uretfærdighed mod de gode År vi har tilbage at virke i. – Virke? Ak min Ven, om jeg var en fri Mand, hvor vilde for Resten ikke min Kærlighed få et lysere Præg. Nu er jeg duknakket til alt, hvad jeg indlader mig på. Du véd ikke helt Besked om hvor tungt og dumt mit Liv er.

– Længes efter Dig Amalie? Mit Liv er ingen Verdens Ting i den sørgelige Ørk hvori jeg vandrer. Vær frygtelig god ved mig, når vi mødes. Jeg går til Dig min eneste eneste Ven på Jorden med en Tillid og Tro, som Du åbenbart slet ingen rigtig Forestilling har om. Amalie ét må ikke nogen Fornemmelse i Verden byde Dig at nægte mig når jeg beder Dig derom, det er hvad du nægtede mig sidst: Min elskede Ven Du kan ikke måle den Glæde det vilde have gjort mig og nu vil gøre mig – Du forstår det slet ikke, tror jeg. Men jeg siger Dig, at der ligger et helt Stykke af mit Liv derpå. Jeg har ikke et renere Ønske på Jorden.

Stump jeg lægger her i Brevet en lille Billet, jeg igår Aftes sammen med dit Brev fik fra Mama. Sig mig om det har Interesse for Dig at se det. Det var idag 3 uger siden jeg havde været i Linnésgade.Bildet er fjernet. Jeg fulgte naturligvis Indbydelsen og har havt det rigtig godt til Middag. «Småkrattet», Juttas fire Børn, vare meget søde mod deres Morbro’r Erik.

Jeg havde hundrede Ting, Begivenheder osv. at fortælle. Et dog: Brandes er på ny i Paris. Fortæl mig lidt om Ingeborg og Fritz.

Elsk mig!

Din Erik

Avsender
Mottaker
Sendt fra sted
Sendt til sted
Kilde

Garton, J. (Ed.) (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-1883 (Vol. 1). Oslo: Gyldendal.

https://www.bokselskap.no/boker/elskedeamalie/brev1883jan-jun