Erik Skram skriver til Amalie Müller om hvordan det føles som om han alltid har kommet inn av feil dør på scenen

Kbhvn den 11 Marts 1883

Aften

Du søde, søde, elskede Amalie har jeg voldt Dig de Tårer! Min yndige Pige, Du må være god og blive en Heksemester i den Kunst at kunne leve og ikke leve på en Gang – elske og ikke finde Smærte i vor Adskillelse, ikke føle den Smærte, som gør så ondt. Lille Pige, Du må ikke græde. Var det fordi der var noget galt ved Tonen i mit Brev? Ak min Ven, det har ikke været mig bevidst; men jeg var jo ikke glad, da jeg skrev. Véd Du Amalie, hvad der må have gjort Fortræd? Det kan ikke være andet. Der var en ond lille Frygt trængt dybt ind i mig, den førte et Slags hemmeligt Liv der inde, men jeg vidste alligevel, at den var der –: at Du vilde være fri for mig, at Du af ligefrem Kærlighedssorg el. Længsel, på en Måde fortvivlet, kastede mig bort og tænkte på at finde en anden Mand, som Du kunde elske. Et Parti, som kunde blive virkeligt, et Forhold, der kunde holde, hvad din Kærlighed til mig havde begyndt med at love. Der var noget så utålmodigt, så bittert i dit Brev, så verdensklogt – det er det sidste, der stundom gør mig helt forskrækket. Jeg er ikke sikker i at dømme om, hvor meget en sådan Verdensklogskab kan føre med sig. Jeg er ikke verdensklog min lille Pige – ikke som Du, ikke med mig selv. Du så med så sikkert Øje Elendigheden i vor Adskillelse, alene den, så den grellere, voldsommere end jeg – vent lidt lille Pige, jeg vil endnu ikke tale færdigt om dette. – Min elskede Ven, endnu har jeg kun fået dit Billede, det er Søndag idag, så at jeg ikke har kunnet lade din Pude hente fra Toldboden. Du søde, hvor er Du dog smuk! Ak Amalie jeg vilde næsten ønske, at Du ikke var det, så var Du ikke så forkælet – ja Du må ikke blive vred, men det er Du – og så vilde Du, synes jeg næsten, tilhøre mig mere helt, mere ganske alene, nu er de alle forelskede i Dig; der er noget påtrængende i dette som jeg ikke kan fordrage. Billedet er meget bedre end det foregående, hvad hele din Skikkelse angår, den Kjole er så sød, og så ser Du mere alvorlig ud således som jeg tænker mig Dig nu. Hvor kunde jeg lægge en Arm ind om din Hals og kysse din dejlige Mund, dit Ansigt, Amalie mens Du stod stille og lagde Dig glad glad ind til mig. Min yndige Ven, det gør mig helt elendig af Længsel at have Dig her liggende ved Siden af mit Brev, medens jeg skriver. Du må ned i din Skuffe igen. Jeg ser godt Stump, at Du har Brystnålen på fra mig – der foran på Halsen vilde jeg kysse Dig. Så læg Dig nu pænt ned igen, imorgen skal jeg kysse Dig på ny, Du min smukke Elskerinde. Amalie din Pude glæder jeg mig meget til. Du skal ikke nære Frygt for, at jeg ikke skulde have mærket hvad den var stoppet med. Min Stump, mit Hoved fordrer netop noget blødt og fint – og jeg skal hvile sødt med din Pude under Nakken. Jeg elsker den, inden jeg har set den, for dit Arbejdes Skyld, for dens velsignede Blødheds Skyld, for dine Tankers Skyld min yndige Pige, som er syet ind i den, fordi jeg nu får noget fra Dig ind i min Stue. Jeg er for Resten ikke glad i min Bolig og flytter til Efteråret. Jeg skulde se at finde mig en mere lun og hyggelig Bolig, og din Pude min Stump skal da komme endnu bedre til sin Ret. Skulde jeg en Gang igen komme til at føre et menneskeligt Liv med Hjemmesidden, vil den komme til at spille en umådelig Rolle for mig, hjemme læser og tænker jeg bedst liggende. Nu bliver den foreløbig min Søndagstrøst. Tak Du søde for disse Fødselsdagsgaver! Jeg gjorde ellers ikke megen Stads af Dagen. Jeg spiste Frokost hos min Moder, hvor min Søster Jutta med sine to små Gutter vare de Gæster, der vare bedte til Ære for mig, der var nogle Småforæringer til mig. Så gik jeg på Kontoret og der arbejdede jeg til Kl ¾ 12 Nat, med en Times Besøg i et af Teatrene for en ny Farces Skyld, der blev spillet. Det var min Dag. Den endte så hos à Porta, Kafeen på Kongens Nytorv, Du måske kender, og for en Begivenheds Skyld, som der indtraf, kom jeg sent hjem. Jeg lukkede dit Brev op, kyssede glad dit Billede og turde ikke begynde på at læse dit Brev – de søvnløse Nætter kan jeg ikke tåle. Først fra imorges har jeg Dig i dit sidste Brev, der er mere kærligt synes jeg, mere Dig, som jeg kender, end de nærmest foregående. Men det er jo også sandt Du siger, at Du har været sint på mig – o min Ven, det har der ingen Grund været til. Jeg har ikke gjort Dig fejg – jeg har kun brugt min Smule Verdensklogskab. Det kan for Resten godt være, at det vilde være mig, der vilde lide mest ved, at Du måtte vænne Dig ind i tarvelige Vaner. – Blot jeg nu ikke har pyntet på mig selv ved Omtalen af hvorfor jeg ikke skrev! Men jeg tror det ikke. Kun husk, at mit Talent er et skrøbelig et, der fordrer en Række af gunstige Betingelser for at gøre Gavn, og det værste er, at det vist altid vil falde mig umuligt at drive det neben dabei. Jeg må have Tid og Ro til at kæle hver eneste Tanke frem. Uf, jeg er på det Område så lidet hårdfør. – Det morer mig, at Du har plukket J.P. op en Gang. Det forekom mig, at Du tog ham for meget au sérieux, han er jo dog virkelig en Fusker. Fyren har sikkert også godt af det. – Det med den unge Pige har jeg fortalt Dig: at jeg var forlovet i to Dage; det er en græsselig flov Historie, og i den Anledning valgte jeg nogle mere pyntelige Ord sidst. Jeg kviede mig for at bruge det rette Ord. «Kvie» er det ikke rigtigt? – Tidsskriftet, hvor er det godt med det! men om en Plads der, ak Ven, en dansk! Rent praktisk vilde det vistnok også være farligt at have en dansk Sekretær, han vidste jo ikke Besked om personalia, om Skik og Brug og om Sproget, Stump. Vi skriver jo snart Pokker i Vold fra hinanden. Der vilde slet intet være til Hinder for at en norsk blev Sekretær ved et dansk Tidsskrift. Ikke en Kat vilde gø derad, som man siger. Men det er sikkert anderledes hos jer. À propos Kielland æder sig mere og mere ind i sit Danskerhad. Han er snart trættende med denne Væren på Post for det norske. Du, hvad siger man egenlig i Kr.iania om Johan Svendsens Udvandring til os? Er man vred på ham eller på os? Skinsyg? Ja min Ven, jeg er skinsyg på Sars og på den amerikanske smukke og rige Ven, som kommer til Sommer. At Du véd det og er skikkelig. Og hvis der er flere Mennesker af samme Kaliber, som Du holder af, så er jeg også skinsyg på dem. – Min søde Pige, jeg véd ikke, hvad det er Lucifer siger til Kain og har jeg nogensinde vidst det, har jeg glemt det. Du er undertiden mere literær end jeg straks kan være med til. Byron kender jeg kun lidt til. Du må huske, at med mit engelsk er det såre slet bevendt, jeg har aldrig lært det ordenlig. I Skolen lærte vi det ikke, og det jeg har læst af Byron i Oversættelse, interesserer mig oprigtig talt ikke meget. – Ven, jeg havde altså en Stump af en Fornemmelse, et Gry af Frygt for, at Du ligesom førte dine Menneskerettigheder i Ilden mod mig. Der var som en Anelse i dit forrige Brev af at nu da Du var vågnet af de mange Års Slummer, så vilde Du også leve og ikke blot længes. Min Ven, jeg havde jo strængt taget intet andet at svare dertil end med min Sorg. Nu vel, Amalie, det bæres mig for, at Du er lidenskabeligere mere hæftig, i dine Følelser end jeg, og dine Forhold fører også med sig, at Du må komme til at lide ved vor Adskillelse mere end jeg. Jeg er næsten bange for at tænke på, hvorledes jeg vilde have det, hvis jeg var fri og kunde hvad Øjeblik på Dagen det skulde være give mig hen til mine Tanker. Nu er jeg bunden i et Arbejde, som hvor tomt det end stundom kan være dog fordrer min udelte Opmærksomhed, og som for hver Dag lader mig udmattet søge hjem, hvor jeg på Hovedet går i Seng. Der er to Tider på Dagen, hvor jeg lever mit eget Liv: om Morgenen, og da er jeg i Reglen kæk, og om Aftenen sent den halve Time eller mere jeg er om at vandre hjem, og da er jeg i Reglen træt. Jeg har altså ikke ret Tid mere til at lide. Og Amalie, det har endnu ikke været for mig, hvad jeg vil kalde Lidelse i hel bogstavelig Forstand at længes efter Dig. Der er for mig endnu en Rigdom i dette – naturligvis forudsat bestandig, at der er et fornuftigt Håb i denne Længsel. Blev Du borte for mig, vilde jeg søge på alle Måder at kvæle en så ulykkelig Kærlighed. Og ét Amalie, som Du har spurgt om, og som det er smukt af Dig at bringe på Bane: Den Frygt jeg tidligere nærede for at leve kydsk, den Frygt nærer jeg ikke længer. Jeg vidste ikke, at Kærlighed gør så stærk som den gør. Jeg har ikke sporet de onde Følger af den Forvandling, der er foregået med mig, som jeg var bange for. Hvor længe Ven denne sjælelige Spænding kan holde de rent animelske [sic] Funktioner i Ave, véd jeg jo ikke Ven, jeg har ikke erfaret det. Jeg kunde tænke mig, at det gik «over Evne» – men da, min inderligt elskede Pige var det, måtte det blive une affaire de santé, der måtte afgøres som sådan. Hvis Du havde Ret i, at min Glæde i Dig kun var at betragte som det gode Behag jeg måtte føle ved at have føjet et særlig smukt Led ind i den Kæde af Elskovsæventyr, som mit Liv havde ført med sig, ja så måtte jeg vel bøje mig for din følelsesfulde og fine, nej virkelig kærlige og store Klogskab og give Dig Medhold i, at vi måtte søge en rimelig Slutning på dette skønne Vovespil med vor Lykke – men Amalie, min Følelse er jo en hel anden. Bag Dig øjner jeg intet. Jeg har givet mig hen til Dig, og det har for mig betydet, at nu kom det store, anede, drømte i mit Liv, at jeg fandt mig selv i min Kærlighed til en Kvinde. Alt forudgående var de ærlige eller slappe Forsøg, de gode eller onde Udslag af den Overbevisning, der har ledet mit Liv, at kun ved en Kvinde blev en Mand til en Mand, men nu kronedes alt det forudgående med det virkelige store Bevis på, at den røde Tråd, der kan følges i mit Liv, har ledet mig til Sandhed, fordi den begyndte ud fra selve Livets sunde Kærne. Min Amalie, ingen af os kan endnu sige, at vor Kærlighed er Afslutningen, Fuldstændiggørelsen af vort Liv, men i den Tro har jeg hengivet mig til Dig Amalie. Jeg har forbi Dig ikke Følelsen af noget. Jeg kan have taget fejl af Dig og mig, men derom véd jeg under alle Omstændigheder intet endnu, med en sådan Forestilling kan jeg ikke regne. – Du må ikke vente Amalie, at jeg med et helt Livs Længsel efter Dig, skal føle disse Måneders undertiden vel hårde og onde Pine – det indrømmer jeg – for tunge at bære: Jeg tager dem og lidt til. Klage min Nød til Dig, Du Elskede, må jeg, men så lever jeg videre på mit Håb. – Men Amalie, at Du véd det, Du må ikke her lade Dig binde over Evne. Dit Liv er bygget over helt andre Forudsætninger end mit. Du har ikke den grævlingeagtige Øvelse som jeg i at få Halvparten Fjerdeparten, Tiendedelen af det Vovede ind igen. Du har taget rundt tilbage hvad Du gav ud. Lad mig hurtig meddele Dig lidt om mine Forhold, som Du ikke kender. Fra en udmærket Stilling og forholdsvis rige Forhold og Forbindelser, faldt min Fader, da jeg var 8 År, tror jeg, med ét ud i et økonomisk fuldstændig uholdbart Vovespil af et Liv, han havde slet ingen Støtte i min Moder, han opløste vort Hjem, og jeg med de fleste af mine Søskende kom til at leve for den aller største Del af en Onkels storartede Godhed. Vi optoges i hans rige Hus. Vore Forhold havde et besynderlig falskt Præg, min Fader ophørte så vidt jeg véd snart med at betale for os, og uden direkte at vide det, fik vi alle tidlig Følelsen heraf. Dette varede, til jeg blev Student. Min Fader døde Året før. Denne Følelse af at være lige som på Siden af de Forhold, hvori jeg færdedes, har gravet sig fra Børneårene ind i min Sjæl. Jeg holdt af min Fader imod min Moder, fordi hun direkte gjorde Forsøg på at rive os alle løs fra ham, og jeg så samtidig de fleste af hans Fejl. Den Onkel af hvis Godhed vi levede, forarmedes, og vi mærkede det småt efter småt. Så måtte han sige til os, at vi ikke kunde finde Støtte mere hos ham. Det var fem År efter min Faders Død, så kom en i Grunden ganske smuk Periode, hvor den yngste af mine Søstre, min Moder og jeg dannede et Hjem. Så skiftede dette efterhånden et Par Gange ved min Søsters Giftermål og ved at min ældste Søster og derefter også den næstældste flyttede sammen med min Moder og jeg fortrak, da Huset ikke længer kunde rumme mig. Men i den Tid var så min Don Quichotiske Kærlighed til Fru B. falden og tidligere Tåbeligheder. Aldrig havde jeg kunnet leve helt på noget, altid var jeg kommen ind ad den forkerte Dør på Scenen. Jeg fortæller Dig dette fordi jeg tror, at det oplyser, at jeg har en større Øvelse i at finde Lyspunkter også ved Forhold, der ere pinlige i høj Grad. Ja og det er sandt, så udgav jeg i to Gange mine Bøger. Den ene var en Skandale – den var ganske ærlig og naivt skrevet fra min Side – som slog ihjel hele min Omgang med det fashonable [sic] Grosserers København og Herregårdene på Landet og med den anden gik det som Du véd. Nu min Virksomhed ved Mrgbl. – overalt har jeg måttet krybe i Ly inde i mig selv og finde ud af at leve, endda alt var skævt. Jeg har altså Øvelse i at nøjes. Jeg siger Dig altså kort og grejt: Du skal ikke tage mine Følelser her som Rettesnor. Kan Du ikke finde Dig i en så lille Kærlighedslykke som vor – jeg har ikke sagt, at jeg i al Evighed kan holde dette ud – så kast los! Men Amalie, når Du aldrig kan blive en andens, når Du føler dette sikkert og vist, hvorfor så gøre det? Hvad vil Du drive med din Båd så håbløst alene for? Og hvorfor vil Du gøre mig så bitterlig sørgmodig ved at tale om, at der er endog blot en Mulighed for, at Du giftede Dig. Er det Koketteri, eller er der bestandig, når Du lider Nød denne i mine Øjne usleste af alle usle Udveje parat i dit Sind, at Du kan slå Følge med en Mand, som Du intet har med at gøre?

– Min Ven tror Du ikke, at jeg huskede og vidste hvor afskylig Jernbaneturen faldt Dig? Men jeg syntes ikke, at der var Mulighed for at udfinde nogen anden Måde at mødes på. Idag gryer der dog et Håb for mig at vi kunne slippe til at mødes på en anden Måde. Du kan stå af i Helsingør. Men der i den lille By er jeg for godt kendt, til at jeg turde vise mig. Der måtte da kombineres noget med Helsingborg. Men derom får vi jo desværre god Tid nok til at lægge Planer.

Jeg tror Du elsker mig Amalie helt og aldeles, hold så fast ved mig Pige, jeg elsker jo også Dig!

Din Erik