Ludvig Alver begynner å skrive dagbok. Han begynner med en lang refleksjon om hvilken dårlig kristen han er, og om de vanskelige forholdene i barndomshjemmet i Bergen.

Ludvig Alver, Amalie Müllers yngre bror, begynner denne sommermåneden å skrive dagbok. Han er snart 22 år gammel, og jobber som huslærer hos en prestefamilie i Stangvik, og har tenkt på det lenge, men nå skjer det altså. Han begynner med en lang innledning, der han oppsummerer sitt liv så langt, og dermed forteller mye om forholdene i barndomshjemmet. Han skriver:

"Stangvik i juni 1869

En dagbog, tror jeg, hver den føler trang til, som lægger nogen betydning ind i menneskelivet, og grunden til, at jeg nu først i mit 22de år begynder at holde bog over mine handlinger og holde regnskab med mit liv, er netop den, at jeg har tillagt mit liv altfor liden betydning; tanken har jeg ofte haft; beslutning er også bleven fattet, men det har kun været forbigående kraftsytringer; jeg er atter falden tilbage i min svage, cyniske ligegyldighed. Nu derimod er tanken bleven til beslutning, beslutningen til handling og ligesom jeg håber og tror, at netop denne min dagbog er et udtryk for, at der er indtrådt en epoke i mit liv, således er det min bøn til min Gud, at han må lede mig frem, forunde mig kraft til at bryde banen videre og styrke mig til med fuld sandhed at åbne mine svagheder og skrøbeligheder, min ondskab og ligegyldighed for ham og for mig selv; idet da dagbogens memoirer bliver en fuldsand gjengivelse af mit livs indre førelser og ydre tilskikkelser, mine eragtelser hos mig selv og andre, kan den blive til velsignelse for mit liv. Dertil give du, herre Gud, din nåde; du lade mig sent slutte med dagbogen!

Forat ikke optegnelserne for de enkelte dage skal stå uden nogen sammenhæng med mit tidligere liv, vil jeg forsøge så sandt som muligt at nedskrive som en indledning mine tidligere års tildragelser. - Mine første barndomsår kan jeg ikke sige meget om; de henrandt stille, uberørte af verdens tumlende liv; vistnok i mindre heldige materielle omstændigheder; men de vare dog  mit livs skjønneste dager; jeg kan nu kun tænke på dem med vemod og ønske dem tilbage. O! da skulde jeg holdt dagbog, da jeg stod på veiskillet i min første ungdom; den vilde kanske have sparet mig for mangen bitter erindring om svaghed, skuffelser og krænkelser.

Når jeg nu ser tilbage på vort familieforhold, kan jeg just ikke sige, at dette var lykkeligt, men dengang troede jeg, at fader og moder vare de christeligste ægtefolk og forældre og levede lykkeligt sammen; jeg anså dem begge for pragteksemplarer, især moder; denne min beundring af moder vedligeholdt jeg også længe efter at jeg så at sige var begyndt at vende mit hjerte fra fader, han har dog siden fået min fulde kjærlighed igjen, og han fortjener den. Moder sagde altid om sig selv, at hun var en christen og jeg troede på hende og ønskede i min barnlige enfold, at jeg måtte blive som hun. I mine sidste skoleår i Bergen indtraf der (jeg var da allerede 15 à 16 år) mange uhyggelige scener i vor familie, og mine øine, som forunderligt nok så længe havde været blinde, åbnedes lidt efter lidt, jeg så da først at faders og moders liv slet ikke tydede på noget lykkeligt ægteskab, men jeg lagde den gang skylden på fader og mine gode tanker om moder stod endnu ved magt; der var et træk hos moder, hvis fordømmelighed først i de senere år med fuld styrke er bleven klar for mig, og det var, at hun søgte at indtage sine børn imod deres fader; han, som dog elskede os med en så inderlig kjærlighed, han, som senere gjorde så store offre for vor skyld.

At det kom af ondskabsfuldhed hos min moder kan jeg ikke sige: jeg tør det heller ikke og tror det langt fra; endskjønt hun af alle var anseet for en forstandig kone, manglede hun dog alle høiere kundskaber og var i det hele, så forekom det mig, meget materiel i sin opfatning af livet og sit ægteskabelige forhold. Ved sine børn hang hun og hænger endnu med inderlig kjærlighed, og jeg skylder hende for meget til ikke at omfatte hende med hengiven kjærlighed og den største agtelse; men jeg kan ikke andet end sige, at hun ligeoverfor fader ikke har gjort sin pligt; - det forekom hende, at fader tog for lidet hensyn til hendes i sandhed opoffrende bestræbelser for i armoden at kunne vedligeholde et honnet ydre; men hun så ikke hans arbeide, som var større og tungere, hans storartede kamp for at kunne ernære familien og skaffe sine børn en god opdragelse; hun tog for meget hensyn til sin møye, som vistnok var stor, men dog meget ringere end hans, og istedetfor at lette hans byrde, lagde hun mange gange ved sine klager og bebreidelser over, at han lagde alt på hende, sten til byrden; hvad under, at han i bevidstheden om sin kjærlighed til os og sin kamp for os, for op? Og således indtraf enkelte ganger uhyggelige scener, som det her ikke er stedet at fortælle.

Jeg kan erindre, hvorledes hun mange gange, når han træt og udmattet kom hjem og dog forsøgte at være munter og venlig, mødte ham med kulde og beklagelse; den tunge byrde som de måske forenede i hengivenhed og opoffrende kjærlighed til hinanden kunde have fundet let, blev tungere og tungere og tilslut kunde den ikke længer bæres – der indtrådte en katastrophe.

Det var i mit 15 à 16 år, at de ovenfor antydede uhyggelige familiescener bleve hyppigere; men dengang gjorde de aldrig noget varigt indtryk på mig; det var kun en forbigående smerte, jeg følte; jeg troede på moder, og hun søgte at bibringe os alle den tro, at hun led, medens fader intet hensyn tog til hende; derved fjærnede hun os (s. 4, bilde 9) fra ham, og det er hendes store synd; jeg var idetheletaget flittig på skolen, havde godt håb og havde allerede meget tidligt dannet mig et ideal af livet; men noget godt barn var jeg ikke; moder fortalte mig ofte, hvor kjærlig og god jeg var den gang jeg endnu var så lille, at mine erindringer om den tid kun ere meget sparsomme; hun havde så gode forhåbninger om mig, sagde hun ofte, og disse hendes forhåbninger vedligeholdt sig langt hen i tiden; ja endogså i den allersidste tid har hun ofte, når hun synes, at hun er bleven mødt med kulde og uvilje af mine sødskende, henvendt sig til mig, og sagt, at jeg var den eneste, som ikke vilde forlade hende.

Stakkels moder! Hendes liv har ikke været lagt på roser! Men jeg var ikke noget godt barn; min barnlige uskyldighed begyndte jeg at tabe, da jeg gik i mit 14de år; indtil den tid var jeg fuldkommen et barn, og endskjønt jeg ofte var ulydig mod mine forældre, tror jeg dog på denne tids renhed. O! hvor godt erindrer jeg ikke den sommer, da jeg gik i mit 14de år; jeg blev opflyttet fra 3die til 4de classe i latinskolen og tilbragte sommerferierne som sædvanlig i Alverstrømmen hvor nogle af min faders slægtninge boede. Jeg traf her sammen med kammerater, som ikke kunde henregnes til de gode; ærlige i sit kammeratskab vare de vistnok; men de vare forlidet børn; det var Christensen og […?.] ; de lærte mig at røge tobak, ja vinteren efter fik de mig endogså til at forsøge på at tygge den; jeg anfører dette her så vidtløftigt, fordi det var min første udskeielse; denne sommer havde jeg også min første forliebelse;

gjenstanden for min rasende kjærlighed var Nanna Prahl, og denne kjærlighed, tror jeg, varede i hele 2 år; når jeg kom hjem om aftenen fra skolen, tænkte jeg hele veien på sandsynligheden eller usandsynligheden af at hun den aften besøgte min søster, og kom jeg da hjem og hun var der og det af og til, når min ældre broder ikke var hjemme, timedes mig at følge hende hjem, var jeg det lykkeligste menneske; om jeg fandt nogen gjenkjærlighed, ved jeg sandelig ikke; jeg tror ikke engang, jeg brød mig stort om det; ialfald var der almindelige rygter om at min broder gjorde rasende kur til hende, ja at han endogså skulde være hemmelig forlovet med hende; men jeg kan ikke erindre, at dette gik mig det mindste til hjerte; jeg var glad, bare jeg fik se hende og lege med hende; min kjærlighed var fuldkommen ideel og ren som et barns; det føler jeg mig nu forvisset om.

Da jeg var i 6te classe i latinskolen, indtrådte den ovenfor antydede katastrophe – fader reiste til America. O! Gud, når jeg nu ser tilbage på mit liv, ræddes jeg næsten for mig selv; hvor hård og kjærlighedsløs må jeg ikke være, at ikke denne begivenhed afpregede sig så dybt i min sjæl, at mit hele liv blev viet til at gjengjælde min trofaste fader hans kjærlighed; men hvorledes har jeg gjengjældt ham?

Hvorledes har jeg bevaret minderne om hans trofasthed? Bevæget, dybt bevæget, næsten fortvivlet var jeg den morgen, da han grædende tog afsked med moder og os, da han i sin kjærlighed ikke nænnede at fortælle os, at han reiste så langt bort, måske for aldrig at vende tilbage, men sagde os, at han blot reiste til Lærdal og om 14 dage skulde v ære hjemme, og vi – vi forstode det godt, men vi nænnede heller ikke at spørge, og med kvalt røst sagde jeg til ham: «Du kommer dog igjen om 14 dage, fa’er» endskjøndt jeg vidste, at hans reise gik til America.

Det var en tung gang for et barn den morgen, da jeg med fortvivlelse i hjertet neppe kunde udholde byrden af mine bøger, da jeg gik til skolen; også mine kammeraters udelicate spørgsmål og taktløse nysgjerrighed! Men det gik over, jeg glemte min faders, min egen og vor alles ulykke. O! jeg var og er hårdhjertet.

Det var en ting, som bidrog meget til at læge vore sår og lindre vor smerte og det var min søsters forlovelse, som fandt sted på denne tid; jeg kan ikke befri mig fra den tanke, at min søsters skjæbne blev bestemt ved min faders bortreise; under andre forhold vilde hun måske neppe have indgået den forbindelse, som hun et par dage efterat min fader var reist, indgik med skipper Müller, en velstående mand, som hun knapt før havde seet; jeg har dog ikke nogen berettiget grund til at tro, at hendes livs […] skjæbne ikke blev god ved denne forbindelse (samme år om høsten bleve de gifte).

Min søsters forlovelse og giftermål bragte os ind i et nyt liv, vi glemte vor sorg, og vi glemte vor stakkels fader, som imidlertid kjæmpede fortvivlelsens kamp i sit hjærte og imødegik de største lidelser, trykket af armod og nød; og siden den tid har jeg bestandig glemt ham; der har været øieblikke, især i den senere tid, hvori jeg har tænkt med alvor på ham, ja hvori jeg endogså har kunnet grædt; men det har kun været øieblikke; jeg har faret fort i min egoisme; ja egoismen er det, som hidindtil har gjort mit ynglingeliv så fattig på sand glæde, jeg har mange gange været begeistret for ideene, opfyldt af ungdoms mod og ungdoms varme; men jeg har manglet den sande kjærlighed; væsentlig kjærlighedsløs har mit liv været goldt. 

Moder har jeg i de sidste år så lidet været sammen med, jeg skal ikke kunne sige, hvorledes hun nu mindes og tænker på sin mand; men i den første tid (det synes nu at stå klart for mig) glemte hun ham som jeg; hun blev optaget af søsters forlovelse og de nye forhold, som den medbragte.-

Tiden nærmede sig, da jeg skulde reise til Christiania for at blive student; vor stilling var alt andet end god; men pecuniære bekymringer havde jeg aldrig; jeg overlod det hele til sig selv; i mine sidste skoleår havde jeg en ven (dog nei! jeg kan ikke kalde ham så; min ven har han aldrig været), som jeg nu ikke kan tænke på uden ærgrelse; det var Erik Olsen; jeg brød også med ham strax, jeg var bleven student; mit liv, som i det hele taget var så fattig på løftning, blev ved omgangen med ham endnu mere nedsænket i egoisme.

– Dog var, og er det endnu, af en temmelig forelsket natur; da min begeistring for Nanna Prahl efter hvert som jeg blev ældre og fik øie for uoverensstemmelsen mellem vor alder (hun var 2 år ældre end jeg), begyndte at kjølne, blev Marie Christensen, søster til min foromtalte kammerat og et par år yngre end jeg, gjenstanden for min ungdommelige kjærlighed; denne var dog ikke, hvad hende angår, stadig og vedvarede kun sålænge jeg ofte var sammen med hende; da jeg sjældnere så henne, glemte jeg hende strax.

– Jeg har glemt at nedskrive et træk af vort familieliv, som bidrager mægtigt til dets characteristik; medens endnu min kjærlighed til Nanna Prahl var på sit høieste, var jeg meget ulykkelig over ikke at kunne danse; det beredte mig naturligvis mange bittre øieblikk, når vi vare sammen, og der blev danset; jeg vidste det kunde ikke nytte at bede fader om lov til at gå på danseskole, og så bearbeidede jeg da min moder så længe til hun gav mig sit samtykke; men fader måtte ikke få vide om det, og således gik jeg da på danseskole, lærte at danse og deltog i slutningsballet uden at fader havde anelse om, at han havde en så vidt opdragen søn; mine brødre lærte ikke at danse, førend de vare blevne studenter.

Stakkels fader, han var så optaget af sit stræv, og fandt så liden hygge hjemme, at han ikke spurgte og blev udenfor det hele; at det hele ikke kunde gå uden en systematisk løgn, er jo en selvfølge;

Jeg kommer nu også til at tænke på noget andet, som viser, hvor dårligt vort familieliv var; under sangerfesten i Bergen i 1863 deltog min søster, (som i forbigående sagt, af alle blev ansæt for byens skjønhed) i sangerballet, uden at fader vidste om det før bagefter. – [tilføyet i margen: jeg har dog siden dette blev nedskrevet, fået oplysninger, som gjør det tvivlsomt, om denne fremstilling er ganske pålidelig]

Sommerferien 1864 tilbragte jeg sammen med Erik Olsen hos hans fader, som var præst i Fusen, og her fandt min tredie drengeforlibelse sted; hans søster Petra var en snild pige; men ellers var der ikke stort ved hende; jeg glemte hende også efter nogle måneders forløb, endskjøndt der endogså efter vor tilbagekomst til Bergen efter ferierne vedligeholdt sig et temmelig fortroligt forhold mellem os, så vi endog udvexlede breve, og jeg af hende modtog en ring (vel at mærke af sølv) og en hårlok; både ringen og håret er borte, ligesom hun selv også meget snart gik mig af tankerne.

– I mit sidste skoleår indtraf min confirmation; det skulde da være et glædeligt år at skue tilbage på; men nei! dels var jeg så hjerteløs, at denne høitidsfulde begivenhed ikke greb mig mægtigt nok til at den senere kan mindes med glæde, og dels var vort familieliv især dette år stygt; i senere tid har jeg ikke kunnet tilbagetrænge den tanke, at der har hvilet en tung forbandelse over vor familie som har græbet mægtigt ind i vores alles skjæbne; ialfald er det  vist, at vor hele slægt ikke frembyder mange gode sider; det bliver da vor sag, at hæve forbandelsen og reise vor slægt.

– Fader var, tvungen af fortvivlede omstændigheder og dreven af håb om at han endnu i sin alderdom kunde bryde en bane, reist bort; moder stod tilbage uden forsørger, og på os lå den tanke, at denne kamp, at denne lidelse og alle disse offer var vor skyld. Hvad vilde da været rimeligere end at vi sluttede os sammen i hengivenhed og i kjærlighed søgte at lindre ulykken! Men nei! det såg ud som den sidste tids begivenheder ikke havde gjort noget indtryk på nogen af os! Min søster reiste strax efter sit giftermål bort med sin mand, og min ældre broder, som dengang var student og lærer på en skole i Bergen, blev i følge sin stilling selvskreven den igjenblevne families forsørger;

Jeg holder af ham med en broders hele kjærlighed; jeg ærer ham og er ham taknemlig for så meget, men jeg kan ikke andet end misbillige hans forhold til moder i denne tid; vistnok var moder ikke uden skyld; og det værste var kanske, at hun aldrig vilde erkjende dette; men han var dog kjærlighedsløs og så ikke sin pligt;

nu gjentager jeg denne tid med gru i min erindring og det samme er jeg forvisset om, at også han gjør; det var ukjærlighed, kulde og uvenlighed næsten hver eneste dag.

Han var den gang så ung og blev utålmodig over at han skulde sørge for alle; han tænkte forlidet på, at stakkels moder ikke havde nogen at henvende sig til; men på den anden side, var han bleven mødt med fuld kjærlighed, da ved jeg for vist, at denne tid var bleven en glædens tid for ham selv, for hende og for os alle. –

Min confirmationsdag står levende for mig og ligeså min snart følgende første altergang. Jeg har aldrig været følelsesløs; jeg kan næsten (s. 10, bilde 15) sige, at jeg mange gange har haft for megen følelse; men dog! når jeg tænker tilbage på disse betydningsfulde begivenheder, må jeg forundre mig over, hvor materiel og hverdagslig jeg tog dem; det øieblikkelige indtryk, som festligheden, talerne og det hellige sted gjorde, henveiredes snart og mit liv forblev tomt.

Af naturen har jeg visselig megen evne til hengivenhed, kjærlighed og begeistring; men jeg manglede nogen, som kunde lede mig, som i besiddelse af min fulde fortrolighed kunde udvikle disse spirer i mit hjerte; nogen sand ven havde jeg til denne tid ikke haft, senere har jeg fået en; min ældre broder tog dengang for lidet hensyn til mig (så forekom det mig); min moder, som i mine tidligere barneår besad min fulde fortrolighhed, tabte den senere; hun var, om hun end elskede mig inderligt, ikke den ømme moder, som førte mig varsomt veiledende og skjærmende ind i livet; en kvindelig søster savned jeg fuldstændig; jeg blev saaledes alene; fortroligheden gav ikke min følelse styrke, min begeistring flugt og min kjærlighed inderlighed; jeg blev tilbageholdende, bange for at optræde på nogen måde og fåmælet; på den anden side syntes jeg, at jeg selv var for ubetydelig, vilde gjerne fremhæve mig selv blandt mine kammerater som deres lige; det måtte da ske på sandhedens bekostning, og således begyndte mine første udskeielser;

hvor godt erindrer jeg ikke en 17de Mai, da jeg sammen med et par kammerater blev beruset; min elendighed den følgende dag står endnu for mig; men havde jeg da haft en moder eller en søster, som havde behandlet mig varsomt, opfordret til og fremdraget de bedre følelser i mit hjerte, da kunde måske alt være bleven annerledes.

–
Sommeren 1867 reiste jeg derfra; jeg tog mange minder med; Dorotheas fulde venskab, det er jeg forvisset om og kanskje nogle af mine elevers kjærlighed (dog kanske ikke); og en ven tror jeg også, at jeg fik der, Endre Johannessen; en stø, pålidelig gut, kanske altfor stø for mig den gang; ialfald ved jeg, at jeg mange ganger ærgrede mig over ham; han er dog til at stole på; jeg reiste over Dalsfjorden og Sogn til Bergen; jeg glemmer ikke, da jeg lå på en bakke, ventende på provsten Christie, som havde indbudt mig til sig, tænkte på dem, jeg havde forladt og gred som et barn over, at jeg måske aldrig skulde få dem at se; det var dog det første hyggelige hjem, jeg havde opholdt mig i i længere tid siden jeg blev så stor, at jeg kunde gjøre forskjel på slige ting, og jeg følte dybt savnet af det. På veien til Bergen modtog jeg mange bevis på folks velvilje mod mig; således i Dalsfjorden hos (s.18, bilde 25) Nagel og frøkn. Müller; da jeg reiste derfra, havde jeg et lidet blækskrin fuldt af roser. Jeg loved dem et rimbrev med portrait; det er min dårlighed at jeg ikke har opfyldt mit løfte. I Alverstrømmen så jeg igjen min gamle flamme Marie Christensen; men gjensynet var ialfald for mig som et ganske almindeligt; hun var bleven voxen, forstandig og skarp, og en smule affecteret. I Bergen måtte jeg atter gå omkring med en petition til mine gamle velgjørere; jeg havde intet lagt mig op; nogen økonom har jeg aldrig været; med undtagelse af nogle penger jeg sendte til moder og nogle, jeg lånte Wilhelm, ved jeg ikke, hvor mine penger var bleven af. Da jeg havde samlet en 8 à 9 spd om måneden strøg jeg afsted for at fortsætte mine studeringer, men med den lønlige tanke, som jeg aldrig vilde tilstå for mig selv, nu rigtig at ryste ufreden af mig i et muntert, livsfriskt, kammeratsligt liv.

Det var en dårlig tanke; ufreden beholdt jeg, om den end en stund i begyndelsen og senere af og til syntes at være borte; jeg fik en dårlig kammerat, skeiede dygtigt ud; og pletter faldt på mit liv, pletter, som sidder der endnu, og kanske aldrig vil forsvinde. O! Herre Gud! giv du mig en enfoldig tro, fuld vilje til at gribe din nåde, at jeg kan få syndsforladelse; da vil pletterne ikke længer tære på mit liv. Det var mit livs mørke dage, som begynte i denne tid; Wulfsberg kan jeg ikke tænke på uden med anger og smerte; dog ikke således, at jeg vil beskylde ham som min forfører; min egen lidenskabelighed, utaknemlighed og letsindighed (s.19, bilde 26) var skylden; det var dog min uheldige skjebne at jeg flytted fra min broder; det afhængighedsforhold, som jeg, som ovenfor antydet, før havde stået i til ham, vedvarede endnu, om end ikke så stærkt fremtredende; jeg vilde sammen med ham have lagt bånd på min lidenskabelighed; Wulfsberg, som jeg endogså kom til at bo sammen med, følte jeg derimod stod under mig, og min dårlige letsindighed udvikledes just derved. Det var nærmest min dårlige økonomiske forfatning, som bevirkede min nærmere tilslutning til Wulfsberg. Jeg havde ikke råd til at bo alene og så tilbød han logi sammen med ham for en fabelagtig billig pris; det var fristende; og endskjøndt jeg slet ikke kunde fordrage ham, flyttede jeg dog til ham; det var en af mine dårligheder, en mangel på sandhed og ærlighed i mit liv. O! kunde jeg få kraft og styrke i min bestræbelse efter at give mit liv fuld sandhed! Jeg var også i denne tid overmåde meget sammen med Fritjof Holst og Dometius; især efter at min broder ved juletider 1867 reiste til Gran(?). Fritjof foreholdt mig ofte det dårlige i at omgåes Wulfsberg; jeg erkjendte det også bestandig; men dermed blev det. Ved Juletider blev forresten min omgang med ham afbrudt, og nu var Fridthjof og Dometius så godt som mine eneste omgangsvenner. Vi tilbragte mangen lystig time med hinanden; vi kunde more os så godt med hinanden vi tre, og vi vare hinanden så lige i pengeanliggender; bestandig fra hånden til munden, og altid (s.20, bilde 27) delte vi med hinanden. En af vore streger vil stå for mig så længe, jeg lever; den har fået betydning ved senere begivenheder: Efter en lystig sammenkomst hos mig, som den gang boede på Briskeby (almindelig kaldt «Bjerget») ranglede vi, berusede som vi vare, ned til byen. Det var en aften i Januar.- Jeg ved ikke, hvorledes det gik til, men vi gik og gik, indtil vi med et standsede foran en elv; det var Akerselven; Dometius og jeg gik da arm i arm; men med et river han sig løs og styrter med et lydeligt skrig lige på elven; der var is på elven og den bar lykkeligvis; men der var store huller, så det var forbunden med livsfare at færdes på den; i den tilstand, som jeg da var, opfatted jeg ikke denne fare og jeg stod på strandbredden og morede mig over Dometius’ indfald; idet jeg beredte mig til at følge efter ham, kom Fridthjof, som af en eller anden grund var bleven lidt tilbage, til; han var i slige tilfælder altid den mindst drukne og derfor den fornuftigste; han for forbi mig, fik mig forhindret fra mit forsæt og satte ud efter Dometius, som imidlertid morede sig med forsøg på at gjøre «pas» på isen; det lykkedes ikke at få ham (så erfarede jeg senere) overbevist om, at han var i livsfare; Fridthjof puffede ham da med magt henimod stranden; der var et åbent rum mellem isen og land, som de begge to, da de gik ud på isen, på grund af den bedre fart, de da fik, havde sat over; nu gik det derimod ikke så godt, de dumpede i til maven; men det lykkedes dem dog at holde sig fast ved land og komme på det tørre; (s. 21, bilde 28) først F. og så Dometius efter hårene.- Denne historie blev bekjendt blant vore fælleds kammerater og dernæst mellem alle studenterne; Den blev fortalt af mange, fortalt godt, og opvakte allevegne latter; Selv lo vi også af den; vi var letsindigheden selv; hvor let kunde vi ikke der alle tre have sat livet til; det gik os ikke det mindste nær, og jeg er sikker på, at vi den følgende dag uden den mindste tanke kunde kunde have været med på en lignende spas. – Senere har derimod denne begivenhed givet mig meget at tænke på. Han blev da blot frelst her for at han skulde omkomme på en lignende skrækkeligere måde alene i gru og fortvivlelse; -

I markedsugen 1868 ødelagde jeg mine financer totalt, og jeg måtte fra byen; det var rigtig en kummerlig tilværelse, jeg førte i denne tid; jeg lånte og lånte, i øst for at dække i vest, i nord for at stoppe skriget i syd; men dette slags liv har altid så mange komiske sider, jeg måtte le over min egen pinagtighed og kunde mange gange med humor, lystig under latter fortælle mine sørgelige, men dog løierlige bestræbelser for at skaffe mig mat i munden; ofte undværed jeg middag aldeles; ofte spiste jeg et smørrebrød eller 2; men når det da havde været sultekur et par dager, fik i almindelighed enten jeg eller F. H. (og det var det samme) fat i nogle penninger, og da tog jeg det igjen. Endelig blev jeg træt; skuffet og misfornøiet med mig selv længtes jeg bare efter at komme bort, rigtig langt, langt bort. Der var en huslærerpost ledig hos provsten Parelius på Nordmøre, jeg søgte den, fik den, og nu sidder jeg da her i provstens hus i Stangvik og nedskriver mine tidligere års tildragelser. – Indledningen til min dagbog blev længere, end jeg havde tænkt; jeg skal i korthed (s.22, bilde 29) nedskrive, hvad der synes mig værdig til erindring i mit liv heroppe. -

Jeg reiste altså fra Christiania; natten før min afreise tilbragte jeg hos F.H.; både han og Dometius fulgte mig ned til jernbanen om morgenen og sa’e mig det sidste farvel; for Dometius blev det det sidste! Det vidste ingen af os den gang! Hvor godt erindrer jeg ham ikke, da han bad om 2 skill. for at kjøbe adgangsbillet til platformen, da jeg steg ind i vognen, trykkede hans hånd, og han med en skjemtefuld yttring sorgløs og ligegyldig, som han altid tilsyneladende var, tilnikkede mig farvel. Det var sidste gang, jeg så ham! Skulde vi nogensinde møde hinanden, og hvorledes vil mødet da blive? Gud hjelpe ham og os alle! -

Det var en trist reise til Eidsvold; den hurtige fart; viaducterne, tunnellerne kunde ikke adsprede mig; jeg var trist og modløs. Jeg skulde atter ud blandt fremmede, måtte møde fordringsfuldhed, ukjærlighed og uhygge, dog min værste byrde var var min utilfredshed med mig selv. Hvilken anger følte jeg ikke i disse 3 timer, og dog var den ikke dyb, ikke alvorlig nok. Jeg følte næsten fortvivlelse, anså mit liv for forspilt og var på veie til at foragte mig selv.

Reisen havde dog senere en oplivende indflydelse på mig; jeg fattede gode forsætter, håbed, at det landlige liv vilde styrke min ånd som mit legeme, vilde øge min vilje og atter give mig livsmod.

Så stod jeg da der 11te Marts i fjor om eftermiddagen på den anden side af fjorden, som jeg i dette øieblik kaster blikket udover, for at sætte over den til mit bestemmelsessted, den gang så ukjendt; o! nu kjender jeg det så godt! Det var underligt hin vinterkvæld over fjorden! Jeg skulde komme ind i ganske nye, for mig næsten ukjendte forholde; kjendte ikke de mennesker, som jeg fra nu af skulde være sammen med hver dag, og gjorde mig de mest forskjellige gisninger; dette havde jeg også god tid til; vi havde voldsom modvind; jeg overrasked familien midt i deres tarvelige aftensmåltid, og fik således strax et lidet indblik i husvæsenet; meget fik jeg ikke se; thi mad og dug (jeg synes forresten det var grød og melk) forsvandt med en vis jernbanefart, og vin, kager og cigarer kom med en ubegribelig hurtighed frem; se! Dette gjorde et expedit indtryk! modtagelsen behaged mig høilig. Prostens to voxne døttre, som senere har givet mig grund til så meget hovedbrud, var da ikke hjemme; de besøgte just Paula Follestad, en veninde. En veninde! siger jeg. O! forunderlighed.

Under mit hele ophold her (jeg har været her snart i 1 1/2 år og jeg har streifet adskilligt omkring) har jeg ikke fundet 2 piger, som have været veninder. Senere på aftenen kom de hjem; det første indtryk af dem, jeg kan ikke nægte det, var behageligt, især af den yngre; og hvad hende angår, beholdt jeg dette indtryk længe; det vilde blive et vanskeligt stykke arbeide at skildre provsten; endnu vanskeligere at skildre hans 2 døttre; jeg har så mange tanker om dem, at det løber formeligt rundt for mig. I det jeg skildrer begivenhederne så overensstemmende med virkeligheden, som det er mig muligt, får jeg lade dem tale. -

Provsten var i begyndelsen meget høflig, ceremoniel med enkelte forgjæves forsøg på at være hjertelig; døtrene vare tause, umeddelsomme og stive; og Gud hjælpe mig! Således har det været næsten hele tiden siden også. Men alligevel! Det første indtryk var godt; meget godt, og hvis jeg den gang havde holdt dagbog, vilde jeg visselig have udtalt mig i lovtaler over dem.

Jeg var så glad over at være sluppen ud af det virvar af ubehageligheder og pinagtigheder, hvori jeg i hovedstaden havde befundet mig, og gjorde ikke store fordringer; og på den anden side var det ikke frit for, at jeg mærkede, at jeg blev noget feteret, og det gjør altid en forfængelig yngling, som jeg var og endnu er, glad og munter.

Jeg kan erindre, hvorledes jeg sammenligned mit ophold på Svanøen med mit nuværende her i Stangvik; og resultatet blev det mest smigrende for sidste sted. Provsten indtog jeg temmelig snart ved min dygtighed til at «drive» hans sønner og ved den kjærlighed, jeg viste dem, hvilken han den gang tillagde mig, men som jeg selv mange gange forgjæves har søgt efter i mit forhold til mine elever. Provsten er en meget stiv, påholden mand, holder på sin værdighed, som på sine følelser; men nu, da jeg kjender ham nogenlunde, tør jeg frit sige, at han knapt har vist nogen udenfor sin egen familie så megen kjærlighed, som han viste mig efter at bekjendtskabets første dage vare forbi og lige indtil for et halvt år siden. Hvor annerledes er ikke forholdet nu mod, hvad det var for et år siden? Dette år har medbragt mange forandringer i det små som i det store, mange krenkelser, mange skuffelser, megen anger og kun lidet af sand hygge og glæde.

– I begyndelsen af mit ophold her var jeg bygdens løve, den belevne mand fra hovedstaden, som alle vilde, skulde give tonen an. Jeg gjorde forresten strax den iagttagelse at døttrene vare uvidende, indsnevrede i sine anskuelser, med få interesser, men på den anden side slet ikke enfoldige. Vi levede sammen i ro og fred, de så op til mig; jeg var en authoritet; jeg fandt mig vel derved, og de fandt sig deri. Provsten var meget forekommmende, viste mig al mulig opmærksomhed og bevidnet mig mange gange sin taknemlighed for min nidkjærhed ligeoverfor hans 2 sønner; den første forvikling, som opstod mellem os, erindrer jeg godt; den havde forresten ingen onde følger og var af en gandske anden art end de senere opståede.

Det var en vinterkveld noget efter at jeg var kommen hid, at vi besøgte lensmand Follestad; han bor ¼ mil herfra, har en søn og en datter, om hvem jeg senere kommer til at fortælle. Vi vare i forlegenhed med, hvad vi skulde tage os for og begyndte at spille kort; frøken Parelius havde aldrig før spillet Whist og skulde lære; under dette optrådte jeg som den ældste, Ebbas, lærer; men da hun ikke var meget lærvillig og jeg ikke antog, at hun havde nogen interesse af at lære, slog jeg det hele hen i spas, gjorde løier og sa’e, at hun skulde gjøre tvertimod, hvad hun burde gjøre; jeg troede, vi kjendte hinanden tilstrækkeligt til at jeg kunde tillade mig denne frihed; men jeg kjendte hende dårligt; hvis jeg iagttog en mindre taktmæssig opførsel ved denne leilighed, gjorde hun det i endnu større grad; hun blev yderlig fornærmet; vilde senere på aftenen neppe svare mig, og da vi skulde gå hjem, tog hun broder, skyndte sig i forveien, gik en benvei og stod sur og tver i stuen, da vi andre trådte ind. Jeg talte forresten strax til hende, spurgte, om jeg havde fornærmet hende, og var i så fald villig til at gjøre min afbigt. Hun blev strax bøiet, syntes formodentlig, at jeg ydmyget mig mer end den hele sag var værd og forholdet blev øieblikkelig det gamle. Således drev vi tiden bort; jeg leste om formiddagen, om eftermiddag converserte jeg familien, hvilket af og til forresten var temmelig tungt, især, når fruen ikke var tilstede; vi gik toure; jeg læste høit for dem, og så længe  vinterføret vared, drev jeg meget på skirend, hvilken idræt jeg først heroppe har lært.

Så kom examen; provsten var lykkelig over, hvor flinke hans sønner vare blevne, bevidnet mig sin tak hver dag efter endt examen med håndtryk og et glas vin; så kom ferierne; disse ferier, hvor ilde anvendte jeg ikke dem; O! hvad skulde jeg ikke give, for at jeg atter blev flyttet tilbage til dem. Min anger havde ikke været dyb nok, hvor sønderknust jeg end havde forekommet mig selv, jeg havde ikke søgt til det eneste sted, hvor hjælp og lægedom var at finde, og jeg faldt atter tilbage i dårlighed og svaghed, som jeg har vedblevet i i hele dette år; jeg er endnu langt fra sikker på, at der er foregået nogen sand og varig forandring med mig; Gud hjælpe mig til at finde fred og hvile i kjærlighed til ham og mine medmennesker.