Amalie Müller har oppført seg upassende i selskapslivet i Bergen, og må be om unnskyldning

Amalie Müller skriver et unnskyldende brev til sin venninne Elisa Knudtzon i Bergen. Av brevet fremgår det tydelig at hun har oppført seg temmelig vilt i ubehøvlet i selskaper den siste tiden, men også at de har hatt det morsomt og hyggelig sammen.

De to venninnene har tydeligvis et nært forhold, og det er viktig for Amalie å få venninnens forståelse og tilgivelse for oppførselen sin.

Hun skriver:

«Kjære Elisa! Det har varet så længe denne gang, inden du fik høre mit hjærtelie tak for sidst, men det kommer af at jeg har syet en liden hætte tll prinsessen, og den kan du vide, jeg gjerne vilde have færdig og sendt med det samme.

Nu må du ikke tro, at jeg har brugt så forfærdelig lang tid for at få denne bagatel færdig, jeg fik den først i forrige uge torsdag tror jeg. Cathinka Heiberg besørgede den kjøbt og påtegnet for mig. Tænk hun var så snild, at overraske mig med sin nærværelse kl. 7 om morgenen på bryggen, den dag jeg reiste fra eder Det var hyggelige dage, jeg tilbragte hos eder, (så hyggelige, at jeg ikke kan tænke tilbake på dem, uden at komme i en fornøiet stemning), især vore natlige passiaringer på Knudtzons kontor, hvor vi i den størst mulige gemythghed morede os med at udtale vore meninger om sager og ting ret af hjertens lyst, fik uhret med spilledåsen sat på gang, røg vore xerutter (er det rigtig stavet?) og strakte benene fra os på en anden stol, med Knudtzons opredte seng paraderende som et taust vidne til vore natlige discourser og et vidnesbyrd om den hyggelige ugenerte tone der karakteriserede vor måde at være på.

Kan du huske da vi dækkede middagsbordet tll selskabet, og skjændtes i al skikkelighed, og vort improviserede plassermåltid i trappen, og vore iagttagelser af mdm. Bakke, kokkekonen, da hun viste sig at være så umedgjørlig med hensyn tll at lære kunsten fra sig, og de uvelkomne visitter, og scenen mellem dig og din mand før gjæstene kom (August havde ganske rigtig bemerket det), og næste dags travelhed med sølvtøiet e. c. t. og de uheldige følger vor overdrevne appetit bragte os, og over og mellem og under alt sammen, lile Dagnys strålende engleansigt, og søde smil, - ja alt alt var lutter hygge og solskin hos eder. Jeg er så glad i eder begge, alle skulde jeg sagt, thi Dagny må være med, - og jeg føler mig sikker på at vi endnu skal få megen hygge af hverandre, - jeg ved ikke mange, jeg finder sådan moro ved at tale med som eder, der er noget ved eder, der går mig lige til hjertet, - og jeg ved godt hvad det er. ()

En morgen, som jeg var beskjæftiget med at klæde mig på, siger August pludselig, mens han endnu lå i sengen: «Du, Knudtzon og frue, kan nok have små disputter de også!» Hvorledes det», sagde jeg, og lod som ingenting.» Jo vedblev August; den aften, der var selskab, kom jeg som du husker lidt tidligt, og med det samme jeg åbnede døren, så jeg fru Knudtzon gå om kring under den største ihærdighed, og slukke lys, medens udtrykket på begges ansigter var alvorligt.

Jeg brast i latter, og fortalte det hele, idet jeg ikke undlod at berette at Knudtzon havde ventet at jeg vilde tå høre en sådan udtalelse fra ham (...)

-Uf jeg er så harm på mig selv fordi jeg talte med sådan voldsomhed den sidste atten, - du husker nok, - søg at udslette det slette indtryk det nødvendigvis må have gjort på din søster (hvem jeg forresten beder hilset, samt din moder om det ellers går an). Skriv nu et par ord tll mig, tor at jeg kan se, at du endnu holder at mig, ellers tror jeg at du nu ikke er mere glad i mig, men kald mig blot ikke fru Müller i brevet, - det beder jeg dig om.»