Amalie Müller og sønnene flytter fra Fredrikshald (Halden) til Kristiania

Amalie Müller flytter med guttene sine fra sin yngre bror Ludvig i Fredrikshald til sin eldre bror Wilhelm i Kristiania.

Hun er 35 år gammel nå. Jakob er femten, Ludvig tretten.

Fredrikshald er blitt altfor konservativ for henne, men hun er heller ikke fremmed for å etablere seg innen for Kristianias borgerskap.

Hennes første biograf, Antonie Tiberg, skal om 30 år skrive dette om denne første tiden i Kristiania:

«Trangen til at være med blandt dem som skulde skape den nye tid, var vaaknet hos hende alt i Bergen. Nu tok den fart under de stimulerende forhold hun var kommet op i efter at ha slaat sig ned i Kristiania. Hun kom straks med i den radikale kreds, hvor Bjørnson var det selvskrevne midtpunkt, naar han var i byen, og hvor ellers navn som Sars, oppositionens rækker hun traadte ind.

Endnu var Kristiania i konservative hænder. De gamle embedsmandsslegter stod endnu paa alle mere fremskutte pladser. Den hop som præket republik, fritænkning, kvindesak og maalstræv, var endnu ikke større end at den med lethet kunde pipes ut, som tante Ulrikke blir det hos Gunnar Heiberg. Men den hadde ungdommen med sig og vokste med forbitret fart. Bjørnson utfoldet en vældig virksomhet paa det politiske og etiske omraade. Det var hans Kong Midas-tid. Ved sine ophold i Kristiania var han midtpunktet i den radikale leir av kunstnere, videnskapsmænd og vakre damer. Det var her han traf Amalie Müller. Der var dem som vilde vite at fru Müller hadde næret et ønske om at komme ind i en anden kreds, de gamle embedsmandsslegter, og endog gjort anstrengelser i den retning. Helt uten grund var disse rygter ikke.

Familien Alvers ambition var ogsaa nedarvet paa fru Muller, og den kunde undertiden lede hende til slemme motsigelser. Men om hun har famlet noget, før hun valgte sin omgang, kan det ogsaa - og det er vel her den rimeligste forklaring - bero paa de uklare partigrænser paa aandslivets omraade. Det var til aandslivets brændpunkt hun søkte, og det var de gamle konservative slegter som hadde været Intelligenspartiet før.

Nu hadde de sviktet sin gamle opgave at bringe ind de nye strømninger utenfra da disse blev farlige for deres position; de havde endog reist mur mot det nye og stængt ute kulturens bærere. Saa maatte andre fylde pladsene efter dem som hadde trukket sig væk eller var gaat over til at bli fiender av aandsfriheten. De nye førere stod rustet og kampmodige, og blandt dem var fru Muller.

Hendes liv i Kristiania blev en direkte fortsættelse av den sidste tid i Bergen. Hun fandt i sin nye omgangskreds de samme ideer som nogen aar før i Bergen hadde egget hendes tanker og kræfter. Som dengang gav hendes skjønhet hende den sikre position, hvor ellers nu hendes økonomiske og sociale stilling kunde stillet sig i veien.»