Amalie Müller og Erik Skram møtes hemmelig i Göteborg, og reiser videre sammen til Fallköping, hvor de tilbringer sin første kjærlighetsnatt sammen

Amalie møter Erik Skram i Göteborg. Møtet har vært planlagt lenge og har foregått i største hemmelighet; hun er livredd for å bli oppdaget, og hun har venner og beilere overalt som følger alt hun foretar seg med argusøyne. Hun setter igjen sønnene Ludvig og Jakob hos broren og moren i Fredrikshald, og reiser videre sørover mot Sverige med jernbanen.

Erik har kommet nordover fra København med damskip og jernbane. Begge er svært oppspilte og svært nervøse; Erik vet at Amalie i utgnagspunktet føler avsky ved alt seksuelt.

Erik står på togstasjonen i Göteborg og tar imot henne når toget ankommer. Men der i Göteborg har Amalie mange kjente, så der må de ikke sees sammen. Hun tar ham ikke i armen slik han har forventet, og det skuffer ham litt. Sammen reiser de videre til den lille jernbanebyen Falköping. Her har de endelig sin første elskovsnatt sammen, på Ranstens Järnvägshotell, som ligger rett ved togstasjonen.

Senere skal de omtale denne natten som sin bryllupsnatt. Erik kommer til å huske det nøyaktige klokkeslettet for deres første samleie: Halv tre om natten.

Om et par uker kommer han til å skrive dette til henne om øyeblikket da de var alene sammen på hotellet, og forklare forklare hvorfor han ikke umiddelbart kysset henne. Det var av engstelse:

«Min lilleste Pige, Du spørger mig, hvorfor jeg ikke kyssede Dig, da vi mødtes. Stump, jeg var jo bange for Dig. Bange i den Forstand, at jeg ikke skulde fylde, som Du havde ventet det, bange fordi Du så så betænkelig ud. Bange fordi den Lyksalighed, der fyldte mig, da jeg stod på Perronen, løb fra mig, da Du kom og ikke var hjemme ved min Arm som jeg havde ventet det. Og Amalie, i hele vort Forhold må Du vente at mærke det, at jeg synes Du bør gribe først til. Der er noget ved en Mand, som kunde få ligesom et brutalt Anstrøg, når han altid er på Færde først - forstå mig, Pigelil, nu er jeg ikke bange mere, men alligevel jeg synes, at det er smukkere, at Du giver end at jeg tager. Ak Forskellen skal ikke måles ud på en Vægtskål mellem os min egen Ven, men alligevel, prøv at føle, at jeg er din over al Måde, alt medens jeg i alt Fald endnu kan tænke med Forsigtighed på at fare over Dig med et Kærtegn. Men holder Du af at jeg kysser Dig - og det gør Du Amalie - hvor skal jeg da myrde Dig med mine Kys! Så lille Pige vær nu rolig og sød og lad os give hinanden et rigtig trofast Kys. () Hør nu min Ven, husk hvad der blandt andet gjorde, at jeg ikke kunde tage Dig ind til mig straks: Det var din egen Frygt og Bæven for det Grimme der overfaldt Dig. Havde Du været rede! Amalie tænk lidt på, hvor lidt færdig Du var, da «de rette mødtes». Jeg kom rejsende de mange Mile imod din Vilje." Og siden, i juni, skal han komme til å skrive: «Du må, om Du kan, fortælle mig hver en underlig Følelse der gik igennem dit Sind hin første Nat i Falkøping. Jeg var angst Amalie, så angst tror jeg, at jeg endnu undres over så rolig jeg var. Og så synes jeg slet ikke jeg var elskværdig. Jeg kan i Grunden slet ikke begribe, at Du blev glad i mig den Gang. Men Du blev også yndigere og sødere mere og mere for hver Dag.»

Og om nøyaktig ett år, klokken halv tre om natten den 26. desember 1883, kommer han til å skrive: «Min Hustru, hvad er der ikke sket for os begge i Kraft af vort Møde ifjor. Kan Du huske hver Enkelthed? Et og andet står utydeligt for mig. Jeg var halvvejs forskrækket. Men Du skal minde mig om alt og jeg Dig til Gengæld. Amalie i Nat for et År siden blev vi viede til hinanden, det var en Indvielse af en forunderlig højtidelig Art. Og dog Stump vort Bryllup ud ad til, i Verdens Øjne, vil blive mig nok så højtidelig. Nu véd jeg hvad jeg gør, den Gang var alt lige som et Vovespil. Amalie min elskede, usigelig dyrebare Skat, det er noget vidunderligt der er sket for os begge. Jeg har en så mærkelig religiøs Fornemmelse af at have haft den store Naturs Medviderskab og Gunst da Du bange og dog uden Tøven eller Modstand blev min, og så lykkelig en Følelse af hvor ligefremt det hele gik til. Men Amalie vi er to Mennesker, der har fundet hinanden for det Godes Skyld, tror Du ikke også det?»

Mens Amalie på sin side kommer til å minne Erik på at han snorket forferdelig denne første natten de lå i hverandres armer: «Du, men det er forgalt at du snorker som du gjør. Det vil være et kors, hvergang vi er hos hinanden. Du snorker som den allerværste. Indtil den nat i Gøteborg, da du pludselig faldt i søvn med mig i dine arme, hvad du ellers ikke pleiede, snorkede du rent oprørende. Du burde dog virkelig den gang havt en vis kontrol i blodet dit, der forbød dig selv i søvne, at skeie sådan ud. Men du snorkede af hjærtens lyst og så var du så sød, da du med ét vågnede op et sekund for at minde mig om, - ja det kan være det samme hvad du mindede mig om - men med en af søvn halvdød stemme, var det, og du sovnede også øieblikkelig til igjen.»