Amalie Müller forklarer sitt syn på kjærligheten til Erik Skram per brev: det må da være mulig å elske hverandre på rent åndelig vis, mener hun.

Amalie Müller skriver til Erik Skram:

"Det er forresten så ensidigt dette, med dine theorier om kjærligheden og blot - - ja, ja du ved hvad det er. Man kan jo elske hinanden og eie hinanden på en rent åndelig vis, udlevere hinanden sine tanker, skrive sjælen ud af livet på sig, skjøndt det vilde ta'e mange år før den sidste stump var ude - og være helt lykkelig derved. Tror du ikke? Ånei, kanske ikke. Man måtte være i hinandens arme for at føle lykken helt. Når jeg siger noget sligt, blier jeg altid genert bagefter, men det er igrunden dumt. Når jeg har været hos dig, som din, går det over, tror jeg.

Men du, det bli'er nok fælt i Jønkøping, kan du tro, sådan en lille flække, hvor man vil se på os, og undre sig over hvad vi er for nogle, men lidt morsomt bli'er det jo også. Men det vil pine mig at gå ned ad trapperne i hotellet, og vide at værten eller en står og tænker noget fordægtigt om mig; for noget mere umotiveret end at komme reisende midt i julen og ta'e ind på et hotel i Jønkøping, og holde til der, og ingen ha'e at besøge, kan der jo ikke tænkes. Og de svenske hotelværter, (for på sligt et fillehotel er det nok værten selv der viser sig og gjør honnørs), er så snedige og slue, og hans "einverstandne" smil bli'er ikke til at udholde. Ja, ikke sandt?

Og så er der naturligvis væggedyr i sengene, og hårde møbler med sort damaskes betræk eller kanske det er af hestehår. Og der vil være koldt og træk, og bittesmå gule vaskeservanter med et bitte lidet spilfad til vadskevandsbolle, som ikke rummer mere end omtrent en pægl vand, der ikke er til at bli'e ren af. Og så lys på soveværelset, og en ækkel liden parafinlampe inde i stuen som må tændes kl.3 om eftermiddagen, og som der naturligvis ikke er skjærm til. En skjærm kan jeg jo ta'e med mig forresten, for lampelyset er ellers så utåleligt.

To nætter i træk har jeg forresten drømt om væggedyr, og det er det allerværste jeg ved. Det kom af at den flinke lille pige kom ind en dag og fortalte at der var væggedyr i hendes seng. Jeg kunde ikke tro det, men sa'e at hun kanske havde havt dem med i sin kuffert eller komode, for jeg har aldrig nogensinde set væggedyr i vore ting eller i vort hus. Hun svarede blot med at bede mig komme og se. Jeg var rasende ræd, men jeg gik dog med, stod forsigtig et stykke fra, og strak mig fremover, fór så tilbage med et skrig, da jeg så den vrimmel nede i en sprække.

Tænk, hun havde sét det for flere dage siden, og alligevel var hun gået tilkøis med freidigt mod. Da jeg ytrede min forbauselse derover, svarede hun leende: "pyt, man dør dog ikke af dem." Det kunde jeg ikke ha'e gjort hende efter. Nu har oppassergutten fået sengen. Han skulde nemlig slæbe den ned i vedskjulet, hvor den skulde hugges itu for at brændes op, når der blev vadsket klæder, men så spurgte han, om jeg ikke vilde sælge den til ham, hvortil jeg svarede at han skulde få tak og ære, hvis han bare vilde ta'e den, hvad jeg dog rådede ham fra, idet jeg bad ham betænke, hvor rædsomt det vilde være at ligge med alle de dyr. Han mente imidlertid at han nok skulde få livet af dem, men jeg har hørt, at væggedyr aldrig dør, og det er vist sandt.

Gutten havde ingen seng, fortalte pigen, men lå på fladseng, derfor syntes han dette var et rent fund. Nu har Josephine fået gjæstesengen sålænge, til jeg får kjøbt en anden, og nu kan Paulsen altså ikke få sove på sin kvist."