Bjørn Bjørnson er ulykkelig forelsket i Amalie Müller

Amalie skriver et opprørt og fortvilet brev til Erik der hun sammenlikner ham med Kierkegaards forfører Johannes i Forførerens Dagbog, som er del av verket Enten-Eller.

Hun syns det er avskyelig å tenke på at hun har gått en slik manns arm i gatene i Kristiania. Og Camilla, Eriks elskerinne som han i et brev oppriktig og tillitsfullt har fortalt henne at han er glad i og setter høyt, føler hun forakt og avsky for, skriver hun. Hun syns det er fullstendig uforståelig at en kvinne kan oppføre seg slik som Camilla.

Det er i det hele tatt voldsomt for henne å skulle ta inn over seg det Erik skriver om sitt umoralske erotiske liv i København.

Bjørn Bjørnson, Bjørnstjerne og Karolines sønn som Amlaie traff på dikterjubileet på Aulestad for bare noen uker siden, har flyttet inn hos henne og broren Wilhelm. Han er svært forelsket i henne, det legger Amalie ikke skjul på overfor Erik. Men hun forsikrer at hun selv oppfører seg svært dydig.

Hun skriver:

"Kristiania 15de septbr. [1882]

«Jeg har dømt hurtigt, for hurtigt», siger du. Ak nei, min ven; jeg har slet ikke dømt, jeg. Bare den ytring beviser mig at du aldeles ikke forstår hvordan det hele er gåen til. Og hvorledes skulde du også kunne det. Jeg skrev jo det til dig, at der aldeles intet andet var foregået end dette, at jeg ikke mere kunde ville dig noget. Men deri ligger ingen dom, end ikke en nuance af bebreidelse mod dig, du kjære. Jeg er så modløs og så beklemt ligeoverfor den opgave jeg har, at skulle svare på dit brev. Jeg gjør det så modstræbende, for jeg vilde helst knibe af fra det hele, sænke det altsammen ned i den grav jeg har lavet istand i mit indre. Men det går jo ikke an, at du et sekund skulde tænke, at jeg behandlede vort mellemværende legert eller ukjærligt. Jeg har så stor respekt for dig og det, så megen godhed for det minde vi nu har fælles, at jeg ikke kan tåle, du skulde misforstå mig her. Men husk at jeg sendte dig mit sidste, mit virkelige farvel, og betænk at det var alvorligt ment. Når jeg nu taler til dig, så er det som var jeg stået op fra det døde.

Jeg ser anderledes på dit forhold til hint fruentimmer nu, og jeg ser også anderledes på hende. Det er sandt; det var af en anden art, end jeg tænkte. Jeg forstår mig forresten så utrolig lidt på den slags ting. Og det uagtet jeg ved og har hørt så meget, at intet burde være mig fremmed eller overraske mig. Men alligevel, – jeg oplever det atter og atter, – al min viden er ikke trængt indenfor huden. Det er et lag af olie jeg må være indsmurt med; thi alt det, der er min natur fjernt og modbydeligt, glider af igjen, om man så tog og dyppede mig i det fra isse til fod. Det mærker jeg bedst når noget sligt bryder ind hos mig. Den virkning det gjør, den skræk og smerte jeg føler, kunde passe for et barn, der intet, absolut intet vidste, og pludselig så alle sine illusioner flommet over af en smudsig, slimet strøm. Og hvis jeg enda havde illusioner! – men jeg eier ikke det som illusion er, skabt i min hjerne eller mit hjerte.

Hvad jeg har lidt ved at læse dit brev, – disse mange gange igjennem! Du aner det ikke. Tilsidst har jeg dog ikke kunnet udholde andet end at springe over det meste, og kun læse det du siger til mig om dig og mig.

Det har været som om en stod og pirkede i mit hjerte, med noget iskoldt, stålagtigt. Jeg er vis på at jeg har siddet og anket mig under læsningen. Jeg må ha’e gjort det. Det var ikke bare fordi det var dig. Det var også den gamle, fortærende smerte over alt det stygge og fæle, som verden er fuld af, alt dette her som menneskene siger ikke er synd, men som jeg aldrig, aldrig kan forlige mig med. Jeg skulde ikke tro det var «almindeligt griseri», siger du. Ja, jeg ved nu ikke, hvad man i almindelighed kalder for «almindeligt griseri», – men jeg vilde, hvis jeg turde for dig, sætte et u foran adjektivet og beholde substantivet uforandret, og så bruge den betegnelse der kom ud deraf, på det du i dit brev fortalte mig. Bliv nu ikke vred på mig. Det er bare fordi jeg er så uskjønsom, – nei, det er fordi jeg bliver så forfærdet, så i min inderste sjæl forstyrret, hvergang dette på ny træder mig nær. En kvinde som møder en fremmed herre på gaden, som tager ham med op, og går tilsengs for hans øine, og så det andet, – uf nei, – hvorledes kan du dog forlange, at jeg skal kunne forstå det. Men endnu værre er det at hun midt i sin kjærlighed til dig, går hen og gifter sig med en anden, med en af den art, at hun løber fra ham efter ½ års forløb. Og så at hun bliver hos sin elsker til to dage før bryllupet! Og så at hun vender tilbage til ham, og ikke føler trang til at rense sig ud fra al sin besmittelse ved at leve sit liv i ensomhed og selvfornægtelse, og brænde ud sin skam ved at tage sin smerte op som sit daglige brød. Og at hun ingen pligter og intet ansvar har fundet i sin nye stilling, ikke engang ligeover-for de små, som hun dog var trådt i forhold til, og kunde ha’e været noget godt for, – nei det er så over al beskrivelse udenfor min fatteevne, at andre end de mest lavartede fruentimmersorter kan gjøre alt det, at jeg slet ikke vil befatte mig med at tænke på hvorledes det går til, at du kalder hende en «god og kjærlighedsfuld kvinde» og at du holder «ømt og alvorligt af hende». Jeg kan nu forresten heller ikke begribe hvad forskjel der er på at «elske», og at holde ømt og alvorligt af en kvinde, eller omvendt af en mand. Hvis det var mig så vilde jeg ganske vist ikke kunne skille de to ting ad, eller skjelne mellem dem. Men om alt dette, skal vi aldrig mere tale. Lov mig det. Ja, forresten er det vel sidste gang jeg skriver til dig, for jeg antager ikke du kommer til at svare på dette. Men vist er det, at jeg ikke kan, ikke med min allerbedste villie kan forstå det, og at jeg føler et fysisk ildebefindende ved at lade tanken dvæle derved. Nu ved jeg så vist at enhver anden kvinde i min alder, og med min intelligents, vilde vide at finde sig tilrette ligeoverfor det, der har fjernet mig fra dig. Det vilde slet ikke gjøre dem noget. De vilde endog synes at du i dit forhold til dette fruentimmer stod så nobel og god og fin, at du derved blot kunde voxe og få forøget værdi. Når jeg ikke kan det, så er det fordi jeg er formeget af en abstraction. Det er også dette som er iveien for at du kunde få nogen glæde af mig. Jeg er bleven så vis på det efterat ha’e læst dit brev. Når jeg tænker på dig som på et blot og bart medmenneske, så gjør det mig slet ikke noget hvorledes du lever eller har levet; jeg vilde så gjerne, så uhyre gjerne ha’e dig til ven, og det er ikke alle mænd jeg vilde ha’e til ven, må du tro. Men når jeg tænker på, at du er den mand jeg skulde elske, og give mig hen til, så kan jeg ikke holde nogen ting ud, ikke engang at du har levet i verden sålænge som jeg selv. Det vilde derfor ikke nytte mig det ringeste om du skrev: jeg bryder med hende, og vender aldrig tilbage, – jeg forpligter mig til at leve som en munk for eftertiden. Langtifra! Jeg vilde gyse ræd og feig tilbage for at ta’e et sådant offer, og det vilde ikke bevirke den ringeste forskjel hos mig. Jeg ønsker intet i den retning. Ikke for nogen pris i verden vilde jeg ha’e det engang.

Men føler du nu ikke mere og mere, hvor dårligt jeg kunde passe for at være din? Du har taget feil af mig. Jeg vilde være så ræd så ræd. Du aner ikke hvor bange jeg er bleven for dig, efter at ha’e læst dit lange brev. Jeg har fået en angst over mig, så jeg kunde sætte mig nedfor og storhulke. Jeg er ikke skikket for at tilhøre nogen mand, selv ikke den jeg elskede. Dette at han skulde komme og forlange af mig, hvad han havde fået hele livet igjennem af en eller anden, – – – jeg må gjemme mig bort i rædsel. Og jeg kunde heller ikke ha’e ham halvt, for det vilde pine mig tildøde.

Og ved du hvorfor jeg også er bange for dig. Det er fordi du har noget, nei meget af det stof i dig, hvoraf Søren Kjirkegaard har lavet forføreren, Johannes. Og så når jeg tænker på at jeg har gået sådan og slængt på gaden næsten ved nattetide med en mand, akurat som hvilketsomhelst fruentimmer, og været på hans værelse i hotellet, så bli’er jeg pludselig ganske jevngod med hende den anden, som du forresten jo sætter så høit, hvad jeg ikke gjør. Og det kunde godt hænde sig at du engang, hvis situationen havde været slig, at vi to kunde have etableret magen til hint forhold, at du da en dag når du var bleven kjed af det, overtalte mig til at ægte en «halvt geistlig person», for at «bringe mig i havn». Ja, for du kan slet ikke vide det du, om det ikke vilde gå akurat sådan og ikke anderledes. Og du skal ikke blive vred fordi jeg siger det, – jeg bare sætter det jo. – – –

Jeg har jo slet ikke næret planer om giftermål, jeg. Det har i allefald bare været lavede tanker. Du behøver ikke at skjænde på mig for det, og dutte mig på at jeg af og til har hvilet ud i urene forestillinger. Nei, for jeg har virkelig ikke gjort det. Og hvor-ledes skulde jeg så ha’e følt trang til straks at sige dig det. Jeg måtte have rodet længe om, og gravet dybt ned for at finde dette frem, og du ved jo, at jeg slet intet kunde sige, bare fordi du var så deilig, du. Du ser altså at det er din egen skyld, når jeg ikke har kunnet tale. Forresten, jeg skal være ganske ærlig. Da jeg sidst skrev til dig, kom tanken pludselig for første gang som en virkelig tanke. Jeg ved ikke hvorfor den netop kom da, endnu mindre hvorfor jeg skrev den ned. Men den har ikke været der siden, ikke så meget som et spor af den, og tror du virkelig, jeg nogensinde kunde få mod til at gjøre det, jeg? Eller tror du, at jeg nogensinde kunde få lyst til det, kanske? Ja, da måtte jeg i allefald forandre mig meget. Rigtignok forstår livet sig udmærket på at vende op og ned på et menneske, – men så er der dog visse ting, som straks kommer på sin rigtige plads igjen. – – – Jeg kunde forresten godt mærke på dit brev, at du ikke havde taget dig alt dette synderlig nær, og det var mig en beroligelse.

Bjørn er her endnu. Han er bleven længere, end han fra først af mente. Hvis han nu reiser over Kjbhvn. som jeg tror han gjør, så vil han plage dig med sit snak om mig. Han driller mig uafladelig med dig, og det er desværre lykkedes ham at få mig gloende rød lige ud i ørespidsen. Den omstændighed har han vidst at drage fordel af. Når han er hjemme hænger han altid over mig. Derfor må jeg skynde mig at skrive mens han er ude. Du havde ret i det, du sa’e om ham, rasende ret, men jeg har været så fjern og så alvorlig som en gudinde. Og så har jeg været så bedrøvet. Nu har jeg det dog bedre. Jeg tror at jeg er rolig og fattet. Når alt kommer til alt, er det dog sandt, at jeg er et flygtigt menneske. Der er ingen ting ved mig i grunden, det er altid omkvædet på alle mine betragtninger over mig selv som jeg forresten anstiller skjældnere og skjældnere. Det er sandt at du ligger under for din ærlighed. Men det skal du ikke bryde dig om, for vilde du vel opnået så meget som så, – ved en løgn. Nei det vilde du ikke. Du er meget for god dertil. De fleste andre mænd vilde ha’e tiet. Men du er ikke som de andre du, ved du. Du er så meget, meget bedre.

Amalie Müller"