Amalie Müller får telegram fra Tyskland om at broren Wilhelm er død

Amalie Müller får telegram om at broren Vilhelm er død i Ems. Det blir hennes oppgave å reise ned og ordne med det praktiske og finne ut hva som har skjedd.

For et par dager siden begynte hun på et brev til venninnen Helene Sandberg hvor hun planlegger et besøk til Bergen, men har ambivalente følelser for byen og dens innbyggere. Brevet fortsetter hun når hun har fått beskjeden om Wilhelms død.

Her er brevet:

"Kr.ania 2.7.83

Min kjære Helene!

Ja, dit sidste  var ogsaa et altfor kort og afjasket brev. Men nu tænker du vel som saa, at det vi har at snakke med hinanden om, kan bero til vi sees, hvilken tid altsaa ikke er fjern , -- ja, for nu kommer jeg i midten af juli. Endnu kan jeg ikke bestemt sige dagen, men jeg har tænkt at telegrafere til dig, naar og med hvilket skib jeg gaar herfra.

Jeg baade gleder mig og gruer, kjære Helene, glæder mig til dig og dit hjem og din mand og børn, og al den hygge vi nok skal ha af samværet, men saa gruer jeg jo for at vise mig i Bergen igjen, efter denne lange adskillelse med sine store og radikale forandringer. Jeg jeg kommer tilsyne, ved jeg jo nok vil give anledning til en masse snak, som maaske ikke just vil opbygge mig om det kom for mine øren. Men jeg har nu mine grunde for at gjøre denne tur; en af dem, den viktigste skal jeg no jmfortælle dig, -- ja de andre ogsaa forresten. Og hvis bare ikke det giftige folk maaske vil finde paa at sige, naar frem til mig, bryder jeg mig ikke et bøs om det.

Derfor Helene, fortæl mig ikke noget, ikke guds skabende gran af det som ondt eller harmelig er; jeg er saa feig, at jeg ikke paa nogen maade vil høre det, nu det er ikke bare feighed – det er ogsaa dette at jeg vil – så vidt mulig – være glad i Bergen, og let om hjertet under dit tag, og det kan jeg ikke, skal jeg faa dryppet galde i mit sind.

Jeg kommer nemlig saa let i harnisk, og bliver saa oprørt over al den dumhed og ondskab, og andet djævelskab der vælter du over et menneske, der ikke i alle retninger er efter toskillingsmenneskenes kogebog. Og saa syne sjeg ogsaa jeg har lidt nok fordi jeg har havt den frækhed ikke at holde paa det konventionelle, men har gjort oprør, og hævdet mig selv som et selvstendig individ. Det forekommer mig saa urretfærdigt hvis man nu igjen, bare fordi jeg er saa uheldig ved min nærværelse at minde folk om min eksistence – skal høvles over, og raabes ak og ve for. Derfor, som sagt foræl mig ikke noget om at det skidt. Bare du nu ikke i grunden ved nærmere eftertanke finder at det kommer dig på tvært, dette besøg. Søde Helene, sig i saa fald endelig fra! Du kan være tryg for, at jeg ikke skal tage det ilde op. Jeg har nu skrevet til Eliza K. og fortalt at jeg skal til dig. Jeg haaber hun ikke har taget det ilde op, men hvis hun har det, skal jeg vel nok fa hende god igjen, naar vi sees. –

4de juli.

Længer kom jeg ikke forleden; fru professor Schjøtt kom og afbrød mig, og siden har der ikke været tid til at fortsætte. Men nu kan jeg det ikke, for i morges Helene, fik jeg telegram fra badedirektionen i Ems af dette stenkolde, jernhaarde innhold: hr Alver gestorben. Du ved, min broder som var reist til Ems for sin hals. Du kan tænkt dig det skrig af smærte, af sorg og forfærdelse, som skar gjennem mit hjerte. Jeg var ikke forberedt. Sidst han skrev, var han bedre. Siden paa dagen talte jeg med en dame, der kom fras Ems, og som fortalte at han allerede var død den 21de juni, og var bleven begravet dagen efter.

Hendes forfærdelse over at vi ike havde faaet underretning: Jeg telegraferte igaar, med svar betalt, da jeg fandt den lange taushed betænkelig, og saa endelig fik jeg de to hjerteløse ord, uden datum, uden dødsmaade eller noget.

Han sad i sofaen, forsatte hin dame, det var midt paa dagen, --man troede han sov, hovedet bøiet tilbage, armen hang ned. Ingen spor af døskamp paa hans ansig.

Jeg kan ikke skrive mer, for jeg er ør i hovedet af at have grædt saameget. Forresten var det godt han døde paa det vis; lægen havde sagt, at han aldrig vilde faa sin helbred igjen, og at leve paa de vilkaar, gaar ikke an. Men det er saa saart, at han har været saa ensom, saa tung, og saa alene paa det sidste. Ikke en blomst paa sin kiste, ikke en taare fra et kjærligt hjærte, puttet ned i den sorte jord i hu og hast, -- det er det som er saa smertelig.

Altsaa Helene, du faar telegram naar jeg kommer.

Din Amalie "