Erik Skram strever med å redigere en artikkel dere hans elskede Amalie kritiserer kristendommen på en måte som har frykter vil vekke anstøt

Erik Skram strever med å redigere Amalies artikkel om Bjørnsons Over Ævne, som han har sørget for skal komme på trykk i det danske tidsskriftet Tilskueren. Han er engstelig for at hun skal bli irritert på alle rettelsene hans, samtidig som han ikke syns den kan stå på trykk slik den er. Det er spesielt viktig at hun forstå hvor radikale hennes angrep på kristendommen vil være for et dansk publikum. Hun kan komme til å få trøbbel.

Erik er en erfaren redaktør etter årene som redaksjonssekretær i danske Morgenbladet, og forslagene hans er en studie i diplomati og redigeringskunst -- men han kjenner foreløpig ikke sin elskede godt nok til å vite hvordan hun kommer til å ta alle rettelsene hans.

I årene som kommer skal han bli Amalie viktigste litterære konsulent, og hans redaktørerfaring skal komme til å bli sentral i arbeidet med forfatterskapet hennes.

Han skriver:

«Min elskede jeg har nu i Timer siddet med din Afhandling for mig. Jeg har taget de Småstykker ud, der uden strængt at angå Emnet, indeholdt direkte Angreb på Kristendommen som Lære. Man er blevet meget afvænt med at se disse vrede Angreb her nede - der vilde rejse sig et Råb imod Dig, som der ingen Nødvendighed er for at hidkalde, så meget mere som Du selv roser Bjørnson for Tolerance.

De hårde Ord om Teologerne står for største Del tilbage, dog har jeg taget ud et sådant spottende Udtryk som, at de «lagde sine Hjærner i Blød». Hvorfor spotte dem fordi de svarede Bjørnson? Det var jo meget korrekt gjort af dem. Nogle «longueurer» har jeg fjærnet. Elskede Stump, Du må jo huske, at det er en ofte betrådt Mark Du er inde på, den overses i et Øjeblik, mange Ord standser kun, viser intet. Et Sted har jeg rettet «Nuancer» til «Forskelle», og Du må ikke blive vred derfor, det er en Egenhed hos mig at blive syg, når jeg ser fremmede Ord, som haves lige så gode eller bedre på norsk eller dansk. De Tilføjelser Du har til «nuancer» gør denne Betegnelses særlige (indbildte) Nøjagtighed aldeles overflødig.

Et Sted har jeg efter megen indre Kamp strøget. Jeg véd, at det bør gå ud, men jeg véd også, at Du vilde hvis Du var her, holde stærkt på det. Sagen er, der er ingen virkelig Mening deri. Der står: ""Over Ævne" er også noget andet og mere. Det er en verdens allegori, klædt ind i et kjæmpebillede, hvor hver en skikkelse er et storværk. Og hvorfor et storværk? Fordi det er dens indre sandhed, det vil sige dens sammenhængsbundne af bestemte faktorer prægede udviklingshistorie, som har givet de store linjer sin geniale renhed, detaljerne sin harmoniske sikkerhed og fysionomierne sin slående korrekthed."

Fra Og hvorfor" og Stykket ud har jeg strøget. Jeg forstår ikke et Muk af dette. Jeg lader gå, at Du kalder en Allegori for noget mere end «Dramaernes Drama». Jeg er absolut uenig med Dig i en sådan Opfattelse, men enfin det er en Opfattelse. Men hvad betyder disse Ord: «Fordi det er dens indre Sandhed?» Hvilken «det»? Er det «Storværket» eller Billedet, «Kjæmpebilledet»? Hvor kan noget af det være nogen Tings «indre Sandhed»? Hvorpå går «dens». Er det «Verdensallegorien»? Kan den have nogen Udviklingshistorie. En Allegori? Eller er det «hver en Skikkelse»? Så måtte der jo have stået «deres». Hvad mener Du med «Faktorer»? Hvor kan nogen Tings «indre Sandhed» «være» dens Udviklingshistorie? Og hvad vil det sige at en Tings «Udviklingshistorie» giver en anden Ting genial Renhed, harmonisk Sikkerhed eller slående Korrekthed?

Min søde Pige jeg forstår ikke et Ord af alt dette - - -

Halløj nu forstår jeg hvad Du har ment. «Det» er det ubestemte Stedord, ikke det tilbagevisende, og det er den relative Sætning, der er Omsagnet, og «det vil sige» er en Indskudssætning. Men min kæreste Ven, selv om det lykkes andre hurtigere end jeg eller straks at læse Stykket, som det skal læses, så bliver der Indskudssætningen tilbage at forstå. Hvad vil en Verdensallegoris af bestemte Faktorer (hvilke Faktorer?) prægede Udviklingshistorie sige? Og det Du sætter Dig til at besvare er ikke hvad Du selv spørger om. Du spørger, hvorfor er hver en Skikkelse et Storværk? Og din Forklaring sigter til Allegorien. Men sætter vi nu «deres" i Stedet for «dens», er Stykkets hele Indhold det, at det med en særegen Dvælen og en særegen Højtidelighed og Pyntelighed bliver sagt, at det og det er stort, fordi det ved sin Sandhed er genialt, harmonisk og korrekt. Men dette «fordi» gør da en sørgelig Virkning. Det er de samme almindelige Betegnelser der stå på begge Sider af dette Ord: man kan i Flæng vælge, om man vil sige, at en Ting er stor, fordi den er genial, eller genial fordi den er stor eller korrekt fordi den er harmonisk og sand osv. Det er sideordnede Begreber, som ikke kan bruges til at forklare hinanden. Havde Du sagt, at Skikkelserne vare store, fordi de var nye eller noget lignende, var vi inde på en Vej, der mulig kunde føre til en virkelig Begrundelse, men at ville forklare den valgte Betegnelse «Storværk» ved en Omskrivning af Ordet fører til intet. Vi er ikke kommet et Hårsbred frem. I selve Ordet Storværk ligger jo alt det Du nævner bag efter. Du har villet sammenfatte dit Indtryk af Digterværkets Enkeltheder ved at sige, at Skikkelsernes Sandhed er genialt truffet i hvert Ord de sige, at hver Ytring fører én nærmere til Forståelsen af den Udvikling, de har gennemgået, og at Digteren med sikker Hånd bruger alle disse slående Enkeltbilleder i sin Sags Tjeneste. Ved den Sammenstilling han bringer dem i, opføres en Verdensallegori for vore Øjne, som ved sin Storslåethed, sin kunstneriske Gennemførthed og sin Ægthed i det Enkelte gør et overmægtigt Indtryk. Men når Du har villet sige dette eller noget af denne Art, hvorfor så pludselig anbringe denne Tankebarrikade «et Storværk", som Du så glemmende hvad det egenlig er Du vil sige giver Dig til at rydde af Vejen. Og Du får den tilmed ikke ryddet bort. «Storværket» står der udefineret, og jeg gad også se den, der kan give en udtømmende Besvarelse af hvad et Storværk i Literaturen er. Det er et tomt Ord voilà tout. Et Ord som først kan anbringes, når man har tvunget et ganske bestemt Indhold ind i det, men et Ord som ikke kan fyldes med andre «almindelige» Ord.

- Ja dette ser naturligvis ud som et Miskmask; men det er i Sandhed ikke let i Korthed at foredrage ABC'en i den Kunst at skrive. Du har givet en Ordforklaring min søde Pige i Stedet for en Sagforklaring, og det er alle begyndende Skribenters Skødesynd, og det ligger simpelt hen deri, at Ordene virkelig bliver til en Sag for den uøvede ved den Modstand de gør for Tanken. Man standser ved en ydre teknisk Vanskelighed, synes man kommer igennem, medens Forholdet blot er, at man for ét Ord har fået anbragt to, tre eller fire. Tænk Dig et Øjeblik om: Kan det ikke være Dig aldeles rasende ligegyldigt, om Folk kalder «Over Ævne» for et «Storværk" eller ej, når de blot erkender, at det har den bestemte nøjagtig angivne Betydning, som Du hævder? Det er den enkelte indholdsfyldte Bestemmelse af en Ting det kommer an på. At Du t.E. påviser at Digterværket kan forstås som en Allegori er fortræffeligt, det er en Betegnelse men ikke, at det er «stort» osv. - Interesserer Du Dig virkelig for Allegorier min søde Pige, eller er det blot denne, der ved sin særlige Storhed har imponeret Dig? I sidste Tilfælde er dine Ord uforsigtige. Nu læser man din Artikel med Indtryk af, at Du i Allegorien ser den egenlige Storhed ved «Over Ævne». - Jeg antager nu rigtignok, at Bjørnson er for moderne en Ånd til for Alvor at have givet sig i Lag med Allegorien. Den er kommen med helt lejlighedsvist, efter min Opfattelse, den trængte sig på, kunde ikke lukkes ude. Har Du ikke også forholdsvis sent fået Øje på den?»