Georg Brandes, som nettopp har vært på besøk i Norge, er fornærmet på Arne Garborg, kan Amalie Skram fortelle

Amalie Skram skriver til sin venn Arne Garborg om hvordan Georg Brandes er fornærmet på ham: «Jeg talte med Brandes straks efter hans tilbagekomst fra Norge. Kan Du tåle at høre en højst simpel ytring af ham om Dig, så skal Du få den, men sint må Du ikke bli hverken på mig eller ham. Den er altfor karakteristisk, til at Du ikke skulde kjende den.

Altså, jeg spurgte ham om han havde sét kjendinger deroppe. «Ja, jeg så Deres ven, Garborg, men han var så fornem og forbeholden mod mig at han ikke havde et ord at sige til mig. Ikke holdt han nogen tale til mig, heller.»

Jeg kom med en indvending om at der dog jo kunde tænkes andre grunde end den at G vilde agere fornem overfor B. «Ak nej», sa han ivrigt - «jeg kjender det godt, sådan var han også hernede. De ved jeg traf ham hos Dem til frokost, intet at spørge om, intet at meddele, intet at ville vide eller lære af mig, - han var også hjemme hos mig, samme fornemhed og fjernhed. På alt hvad jeg spurgte om, fik jeg højst forbeholdne svar.

Men naturligvis, - nu har jeg rost ham of fentligt, jeg har gjort min pligt, mener Garborg, - nu trænger han mig ikke mere, nu kan jeg gå, - sådan er det altid.» Hvad siger Du dertil, er han ikke, alle hans gode og glimrende egenskaber ufortalte - rigtig en ekstra «fin» kondittor. Uf!

Han er for resten bleven til den grad modbydelig i sin mund på det sidste. Jeg kan mindre og mindre fordrage ham, ja, oprigtig talt, jeg kan næsten ikke tåle hans selskab mere. Men jeg skjuler det for alle og især for ham (..).»