Amalie Skrams fortelling Knut Tandberg står på trykk i Tilskueren

Amalie Skram får sin lange fortelling «Knut Tandberg» på trykk i det danske tidsskriftet Tilskueren. Den handler om et ekteskap hvor kjærligheten er forsvunnet, og Amalies venn Frits Thaulow tar det temmelig ille opp at han kjenner seg igjen som modell for ektemannen, som har en affære med en langt yngre kvinne.

Mannen i fortellingen forelsker seg i en yngre kvinne, men mangler mot til å fortelle det til sin kone Birgit -- som minner svært mye om Amalies venninne Ingeborg. Birgit opdager foroldet ved en tilfeldighet.

Det skal bli Birgit som har mot og sjenerøsitet nok til å søke skillsmisse; det eneste hun bebreider sin mann, er hans uærlighet. Det blir en skillsmisse der ingen vil såre den andre.

Det er et viktig poeng i fortellingen at ekteparet mangler et arbeidsfellesskap; han er musiker, mens hun aldri har kunnet dele hans lidenskap, han har et større fellesskap med den unge kvinnen han er forelsket i, for hun er så musikalsk.

Siden skal Amalie komme til å vende tilbake til dette temaet i noen av fortellingene i boken Sommer.

Frits Thaulow er opprørt over at Amalie har brukt ham og hans kone Ingeborg, hennes nære venninne, som modeller i fortellingen. Men fortellingen får mye ros blant anmelderne. Selv Alexander Kielleand, som har uttalt seg så nedsettende til Edvard Brandes om Amalies første roman Constance Ring, må innrømme at fortellingen viser at Amalie har talent.

Om halvannet år kommer forfatteren Herman Bang til å skrive dette om fortellingen: «Knut Tandberg betegnede det kunstneriske Gennembrud. Det var Tilskueren, der havde den Ære at offentliggøre denne Novelle, saa rig paa Iagttagelse om Kærligheden, hvis Grys Jubel stod lysende mod det dystre Tusmørke om den glemte Hustru. Der var paa disse snart talte Sider et dybt Kendskab baade til Kærlighedens soiskinnende Egoisme og til Forladthedens Græmmelse, som de to lykkelige gaar gladeligen forbi. Herpaa beroede Novellens mærkelige Virkning, og med fin Kunst var disse to Farveeffekter, Elskovens Glans om de to og Glemsels Tusmørket om Hustruen malt. Man skulde efter denne Fortællings Fremkomst have troet, at ogsaa Fru Skram vilde have viet sig til slige fintfølende Fremstillinger af Kærligheden som de, der havde gjort Erik Skrams Gertrude Colbjømsen til et saa centralt Værk i vor Literatur. Hos dem begge var der samme Førstehaands Klang i Følelsen, hos dem begge samme Vederhæftighed i Redegørelsen. Og i Formen fandt man utvetydige Erik Skramske Spor. Men Knut Tandberg blev for Fru Skram kun et Gennemgangsstadium. Det blev dens Betydning i hendes Udvikling, at hun følte Kunstens faste Jord under sine Fødder. Men det blev andre pludselig vaagnende Indtryk, der skulde bemægtige sig den erhvervede Kunst, og som i et mægtigt Tag slyngede Fru Skram langt bort fra Middelstandsliv og moderne Kærlighedsdisseklioner. Bergens Folkeliv greb og tog hende, Havnens, Fiskernes, Skippernes - deres, som gaar paa de lange Rejser.»