Amalie Skram skriver til sin venn Sophus Schandorph om sønnen Jakob, som arver klær etter ham

Amalie skriver til sin venn Schandorph igjen om sin eldste sønn Jakob, som nå er 22 år gammel, og som har hatt store problemer, og bor hos henne og Erik. Han arver gamle klær etter Schadorph, som er i ferd med å bli temmelig fet. Jakob har fått jobb på et setteri gjennom en av Amalies kontakter, og hun har bedre håp for ham nå:

«Jakob træller i sætteriet fra morgen til aften, og er i godt, og velsignet oplagt humør når han kommer hjem. Den gut står for mig som et følgeværdigt eksempel. Da det gik løs på at rangle og drive og være asen, ranglet og drev og var han asen. Nu, da det går ud på at være arbejdsmand er han det så godt som nogen, og med sligt et humør! Og sånne fremskridt han gjør! Og så likt han er af arbejderne, derinde på sætteriet. Knudtzon har fortalt det, og jeg fik beviser på det forleden, da jeg besøgte ham, for at se ham i «funktion». Alle stod på pinde for mig og kappedes om at være opmærksom, og det var bare fordi besøget gjaldt ham. Da jeg var gåt havde de spurgt ham om jeg var hans forlovede, fortalte han siden. Ha, ha! Du kan tro jeg likte det. «Nej, det var nok nærmest min mor,» havde Jakob svart.

Bare jeg havde vært hans afkom istedetfor han mit, så kanske jeg havde arvet noget af hans utrolige livsbrugbarhed. Nu går han og ser aldeles nydelig ud i Din vårfrakke og Dine lyse bukser, Du elskelige! Derfor tænker jeg daglig på Dig. Men han ved det ikke, og jeg vil heller ikke sige det, før han blir ældre. Men vide det engang skal han.»