Henrik Pontoppidan, Knud Pontoppidans bror, som nå er vel tredve år gammel, skriver en artikkel i Københavns Børstidende, som utgis av Edvard og Georg Brandes bror Ernst Brandes. Her har han fast spalte. Han skriver om Elvira Madigan og Sixten Sparres dobbeltselvmord. Han benytter anledning til (anonymt) å heve pekefingeren og påpeke det han alltid påpeker, nemlig Darwins lære om at ikke noe sivilisert samfunn har klart å utrydde menns og kvinners trang til å bedrive sex med hverandre. Mennesket er et driftsvesen. Han skriver: «Der tales og skrives saa meget om Kærligheden og Kærlighedens Væsen. Spørgsmaalet er blevet brændende i disse Dage, da det romantiske Dobbeltselvmord paa Taasinge har sat Sindene i Bevægelse. Overalt tales der om det Vanvid, der faar en ung Mand af Landets bedste Familie til at forlade Hustru og Børn, bryde ud af en lovende Karriere og give sit Navn og sin Anseelse til Pris for at følge en Æventyrerske, en Cirkusberiderske, ud til Armod, Vanære og sluttelig til en ynkelig Død i et fremmed Land. Sagen selv bedømmes forskelligt, - ligesom for nylig det tilsvarende Drama i Mayerlingen. Fra nogle høres Raabet om "store Følelsers Tid", der er vendt tilbage, medens andre ganske frakender de to Menneskers Forhold Navn af Kærlighed og kalder det slet og ret Bestialitet. Men mellem alle sniger der sig en vis hemmelig Rædsel, hver Gang vor Tids tæmmede og vel afrettede Kærlighed saaledes pludselig bryder sin Lænke og viser sig for os i sin sande vilde Skikkelse som den umættelige Ørn, der sønderplukker Menneskenes Hjærte. Der synes fra Mængden at høres et Beklemmelsens Raab, som det, der med ét kan afbryde den sorgløse Lystighed paa en Markedsplads, naar det fra et af Teltene pludselig lyder: Dyret er brudt ud! Vi søger til vor egen Beroligelse bestandig at indbilde os, at Kærligheden rettest billedlig fremstilles som et hvidt Duepar, der næbbes. Deraf den Forfærdelse, hver Gang Ørnen slaar med sin Vinge.». Henrik skal om noen år komme til å vinne nobelprisen i litteratur. Hans bror Knud kommer til å bli Amalies forhatte psykiater, og portrettert av henne som professor Hieronimus i det som skal komme til å bli kalt hennes sinnssykeromaner