Amalie Skram strever med å finne ut om hun kan stole på sin mann Erik. Hun legger ikke skjul på at hun selv også har beundrere.

Amalie Skram strever med å finne ut om hun kan stole på sin mann Erik. Hun skriver et langt brev til ham der hun forklarer hvor vanskelig det er. Hun vet jo at han vært henne utro tidligere. Samtidig legger hun ikke skjul på at hun selv også har gode muligheter til å være utro. Hun skriver:

«Mig tog det mange år, før jeg kunde fatte tillid til Dig. Nu har jeg gjort det, og nu er der idetheletat begyndt noget nyt i mig ligeoverfor Dig; det er begyndt langsomt, langsomt og svagt, men det er begyndt, og dette at det nu på en måde er forsent, tror jeg, mærkelig nok, ikke egentlig stagger det.

Men hvordan skulde jeg vide, at Du var den, Du er? Før jeg var gift med Dig sa Du mange ting, som stødte mig, og som bragte mig den tro at Du var som de andre mænd, jeg havde kjendt. Det er således Dig jeg skylder den replik i «Forrådt», "det første tjenerne nu gjør er at undersøge om vi har ligget i sengen." Du sa det, da vi gik ned ad trappen i Viktoria hotel efter mit første og dengang eneste besøg hos Dig, da seng og hvad dertil hører var 1000 mile borte fra mine forestillinger. Det var mig idetsamme som jeg fik et dunk i hjærtekulen, for endskjøndt jeg havde oplevet så meget væmmeligt i den retning, var jeg dog liksom nyfødt og uskyldig straks jeg begyndte at bli glad i Dig. Jeg lod mig ikke mærke med noget for Dig, for det syntes jeg var altfor flout men det brev jeg skrev straks efter, var stærkt påvirket af det modtagne indtryk. Så husker Du, Du skrev til mig at Du levde med et fruentimmer som elsked Dig og som Du holdt meget af o.s.v. Det faldt Dig ikke et øjeblik ind at denne meddelelse vilde falde mig for brystet, end sige virke som et svimlende slag.

Senere, da jeg i Sverrig var bleven din, sa Du fremdeles ting, som bragte sjælen til at vende sig i mig. De står som ildskrift for mig, og engang får Du vel se dem igjen. Fremdeles senere, da vi var gift, erfared jeg at Du havde tat din elskerinde tilbage og havde levet med hende også efterat vi hørte hinanden til og tiltrods for at Du havde forsikret mig at det var forbi mellem Dig og hende. Endvidere, da Du første gang efter 3 måneders ægteskab skulde være 10 dage borte fra mig, rusted Du Dig til uden resiko, at kunne gå til fruentimmer. Jeg véd nok at Du gav en [mærkelig - krysset ut] slags forklaring over denne din handling, men den var mig aldeles uforståelig. Da jeg spurgte hvad Du havde i det lille futeral, svarte Du rask: hæfteplaster; det var først da jeg åbned det, at Du kom med din forklaring. Tænk Dig nu mig, med [det - krysset ut] mit ægteskab, og [de - krysset ut] mine erfaringer bag mig opleve dette!

Kan Du ikke forstå at det måtte virke som det virked? Og kan Du ikke derfor også en gang glemme den sorg jeg har voldt Dig, og ikke kaste det frem for mig som den omtalte aften. Nu er det jo forbi og hvorfor så rippe op i det, og bringe det gamle sår til at bløde igjen. Ja, for nu har det blødet igjen, dette sår som jeg trode lægt. Hvorledes kunde Du vente at jeg i Dig skulde se stik det modsatte af hvad dine handlinger viste mig. Jeg kjendte Dig jo ikke, skulde først begynde på at lære [Dig - krysset ut] kjende Dig, dengang alt dette kom. Ja, af alt det fæle jeg har oplevet i mit lange bevægede liv, er det med Dig det værste. Gud bevares hvad jeg led dengang. Aldrig søvn om natten, aldrig fred for det nag som grov i mig.

Dette at være begyndt om igjen på et ægteskab af det førstes art, å gud å gud, hvor var det onde tider. For husk, husk dog at jeg kjendte Dig ikke! Jeg måtte jo tro det værste om Dig. Og Du er også først efterhånden blet den Du nu er. Men dette at Du altså havde evnen i Dig til at bli en god ægtemand, det var dette, jeg ikke vidste og ikke kunde vide. Og ubodelig, uoprettelig skade har det voldt både for Dig og for mig. [I lang tid - krysset ut] Det fornedred min opfatning af mit forhold til Dig og lod mig i lange tider se på mit ægteskab som på noget løsagtigt, der ikke var stort værd.

Bliv nu ikke harm over at jeg resumerer alt dette. Der findes hverken vrede eller ondskab i mit sind, men jeg vilde så gjerne Du engang i ro skulde tænke denne sag igjennem og prøve på helt at se den med mine øjne. Det har Du vist aldrig gjort. Du har følt Dig så altfor meget i din ret og glemt at for mig havde Du ikke mindste spor af ret. Og hvad nu dette angår, at det kommer an på «måden hvorpå de smertelige forestillinger virker», så vil jeg sige hvad jeg tit har sagt: jeg kunde ikke skabe mig om, ikke bringe de mærker fortiden havde sat på mig til med en gang at forsvinde. Jeg var heller ikke kreti eller pleti, men én som vel alting virker særegent på. Og derfor siger jeg og vil jeg sige til min sidste stund: jeg har intet at angre på.

Her er flyttet en nokså ung mand herop i nærheden. Han er min beundrer og tilbeder og jeg er vis på, han ligger her for hver dag at se mig på Birkelund hvor han også spiser. Mange ganger om dagen går han forbi stedet hvor jeg bor, og i eftermiddag dukked han pludselig op på fjeldvidden, helt oppe bag baunen hvor jeg ofte går, og hvor der er aldeles trolddomsagtig dejligt og ensomt. Men nu idag var han der. Det er første gang jeg har mødt et menneske der. Det værste er at jeg liker ham og især liker at snakke med ham. Han er en mærkelig fyr, vakker, klok og mærkelig fin og udviklet. -"