Regine Schlegel, som en gang, den gangen hun het Regine Olsen og var Søren Kierkegaards forlovede, mister sin mann Frits Schlegel. De to har aldri fått barn sammen, men Frits har vært en god ektemann for Regine.
Etter hans død bestemmer hun seg for å selge den store boksamlingen hans på auksjon. Den unge bibliotekaren og forfatteren Julius Clausen får i oppgave å lage en katalog over samlingen. Siden skal han komme til å skrive dette i sine erindringer om denne sommeren da han vanket i Regines hus:
«Det blev en hel Række lyse og straalende Sommeraftener anno 1896, som optoges af dette Arbejde. Henimod Kl. 9 kom Fru Schlegel gerne ind til mig. Nu maa De vist være træt. De kan nok trænge til en kølig Drink'. Fra de vestindiske Dage havde hun endnu en Beholdning af Guava-Rom, som hun blandede med Isvand. Og saa sad vi der i de store sommerhede Stuer, mens Aftenkølingen faldt paa, og Samtalen kom i Gang. (...)
Fru Schlegel hævdede bestemt, at alle de mange Rygter, som siden opstod efter at Kierkegaard havde hævet Forlovelsen, om at han havde experimenteret med hende, intet havde paa sig.
Jeg spurgte da om, hvorledes det forholdt sig med den ret bekendte Historie, at Kierkegaard en Aften havde inviteret sin Forlovede med til Don Juan', men efter Ouverturen havde rejst sig med de Ord: Nu gaar vi, nu har Du havt det bedste, Forventningens Glæde!' Fru Schlegel besindede sig lidt, saa sagde hun: Jo, jeg husker godt den Aften; men det var efter første Akt vi gik, fordi han havde stærk Hovedpine.»
København
