Dato
11 mars 1908

Amalia Hansen, som var en litt eldre skolevenninne med Amalie i Bergen, skriver et langt brev til biografen Antonie Tiberg der hun beskriver hvor forferdet folk i Bergen har vært og fortsatt er over det mørke og avskyelige i det Amalie har skrevet. Hun forteller at Cathinka Heiberg var den venninnen som tok vare på henne under sinnssykdommen i Bergen på 1870-tallet, og at også Gerhard Gran vil kunne fortelle om henne fra denne tiden. For brevskriveren er det uforståelig at Amalie kunne utvikle seg til et menneske med et så rått syn på livet som kun så det stygge og ekle i tilværelsen. Hun gjør spesielt oppmerkom på at måten Amalie har skrevet om samtlige medlemmer av familien Müller i romanen Mennesker på er simpel og uærlig og rått, selv om omstendighetene rundt prestens "tutleskap" nok stemmer. Hun spekulererer i om de erfaringene Amalie gjorde i de årene da hun seilte med sin mann har vært "slemme i sædelig forstand", men de som kjente August Müller på den tiden, hadde vanskelig for å forstå at alt hun fortalte om ham kunne være sant. "De ved selv at i en by af Bergens Størrelse på den tid, - 40 år tilbage, er forholde og personer, liv og vandel temmelig gjennemsigtige, de samtidiges mening var, at om hun end var solgt ind i ægteskabet, det var alle enige om, saa beklagede man hende, men samlivet med Müller kunde ikke i den grad forraae hende, som hun viste sig saavel i sine bøger senere, som ogsaa i hendes frie liv i de sidste aar af sit ægteskab og senere hen. Hendes eget hjem var tarveligt men hæderligt, aldrig har jeg hørt andet om forældre og brødre, hendes skolegang var god, hendes veninder ogsaa, saa utdviklingen fra skole og hjem skulde betinge et andet syn paa livet." Hun forteller videre at Cathinka Heiberg var en god venninne av Kristofer Jansons søster og selskapsdame for hans mor i hennes siste leveår. "I det hele taget havde hun liden sympatie her i sin fødeby og dette tror jeg gjorde hende saa forbitret, at hun gjorde sig til dansk borger og afsagde sin norske nationalitet. "Efter hendes første sindsygdom, saavidt jeg erindrer, blev hun skilt fra Müler kort tid efter -- var folk ikke naadige i sin dom om hende, paa grund af det bohemliv, hun da førte ude på Ask, og det var almindelig sagt i byen at sygdommen var simulerert og at hun havde narret både præst og læge, som tilsaa hende." Brevskriveren var betatt av Amalies skjønnhet og gode evner den gangen de gikk på samme skole, men sørget over at måten hun utviklet seg på. Hun tror det vil være best om an ikke skriver noe om henne før det har gått lenger tid. Alt i dette brevet tyder på at folk i Bergen fortsatt tenker på Amalie med stor bestyrtelse.

Tema
Korrekturlest?
Nei
Kilde

Hansen, A. (29.januar 1908). Brev til Antonie Tiberg, Nasjonalbiblioteket. Brevsamling 692.