Dato
1 desember 1910

Jacob Worm-Müller skriver en rasende og indignert protest i Ørebladet i Kristiania mot Antonie Tibergs biografi om Amalie, hans mor. Han forsvarer varmt begge sine foreldre mot det han hevder er Tibergs sladder og usannheter.

Her er hva han skriver:

"Det er inge ringe Opgave at skildre Amalie Skram som Kunstner og Menneske. Det e ren Opgave, som kræver sin Mand. Frk. Antonie Tiberg har ikke løst den.

              I og for sig var det for tidlig at tage fat paa den. Nfru Skram døde først i 1905. baade hendes Person og hendes Verker ligger for nør ind pa os i Tid til at vi kan fælde den endegyldige ove rnogen af Delene. Vi faar enten nøie os et med Omrids i sin Almindelighed. Efter som Frk. Tiberg ubekymret kjøre ivei med Sitater og Sladderhistorier. Paa den Maade kan man ogsaa faa lavet en ”Bog”, his man ved en Bog forstaar saa og saa mange hundrede Tryksider.

              Som fru Amalie Skrams og min afdøde Fader, Kaptein Bernt Ulrik August Müllers ældste Søn vil jeg protestere mod denne samvittighedsløse Benyttelse af Sladder og Folkesnak. ”Der siges…” ”Der fortælles…””Det skal have været…” ”Rygtet vil vide…” mest ”sigres” det om min afdøde Mormoder, fru Lovise Alver. Men ogsaa det Smuds, der i sin Tid hvirvledes op om min Fards Navn, men som forlængst var faldet død og magtesløst til jorden, skal nu blæses iveiret igjen. Hva dder berettes, har ingen betydning for Frk. Tibergs forsøg paa at skildre fru Skram som Menneske. Men det kan virke ganske pikant. Dessuden er dem det gaar du over, alle døde. Den omstændighed, at der lever Børn, Børnebørn og BØrnebørnsbørn efter dem, Personer som paa det groveste er krænket i det foreliggende Arbeide, den omstændighed har frk. Tiberg aabenbart ikke ofret en Tanke. Fr. Tiberg vilde staaet sig paa at vente med Udgivelsen til om hundrede Aar, da alt jo skal være glemt.

              Det byder mig overoprdnelyig meget imod at optræde offentlige i den foreliggende Sag. Men Frk Tibergs Bog henvender sig til Offentligheden. Den vil blkive læst, anmeldt; kommenteret. Ogsaa jeg nødsages da til offentlig at tage til Gjenmæle.

              La mig først korrigre nogle faktiske Urigtigheder ang min fru Moders Livsførsel og Forfatterskab. De spille ri og for sig ikke nogen større Rolle. Jeg vil heller ikke paastaa, at de tyder paa Unøiagtighed i Undersøgelsen af det faktisk foreliggende Materale. Feitagelser vil der vel alltid snige sig ind i den slags Arbeider. Men mener bare; naar man ikke er sikker for at snuble, selv naar man beveger sig paa dokumenterne slagne Landevei, hvilke skjæbnesvangre Feiltagelser udsetter man sig ikke for naar man begir sig ind paa Sladderens og Folkesnakkes gyngende Grund!

              Fru Amalie Skrams første dramatiske arebide, ”At lege med Ilden”, blev omarbeidet ihvertfadl en Gang. Det endte sluttelig ikke med Skildsmisse, men tvertimod med Forlovning. Harald i stykket svarer ikke til Mejer i ”Constance Ring”. Harald var Ægtemanden.

              Yderst mærkelig er Påstanden om, at Fru Amalie Müller ikke ”anede” hva hun skulde leve af, da hun fra Fredrikshald flyttede ind til Christiania. Hun levede af de Penge, hun og børnene hver Maanedsdag modtog fra Kaptein B.A: Müller paa Ask ved Bergen.

              Da Amalie Müller drig til Kjøbenhavn for at gifte sig med Erik Skram, reiste ikke hendes yngste Søn med; han vendte hjem til sin Fader paa Ask.

              I Rosenborggaden boede Amalie Müller ikke ”i hus” med fru Mathilde Schjøtt. (Fru Schjøtt boede vistnok etsteds i Hægdehlugs- eller Bogstadveien). Og hun havde ikke med sig til Kjøbenhavn Manuskriptet til ”Constance Ring”. Hun havde med sig en liden Novellette eller Skidse: ”Naar alt kommer til alt, er et Giftermal bedre”. (Nemlig end Selvmord.) Det var omrking dette novellistiske Forsøg, at hun i sit første Aar af sit andet Ægteskab skrev sin første Roman. Moder læste Skidsen op for min Border og mig; idet hun foregav at den var af Alexander Kielland. Kielland sendt hende nemlig et par ange sine Novelletter i Manuskript for at æfte (*?*) hendes Dom. Det var saaledes ikke bare hendes Skjønhed – saaledes som Frk Tibergs paastaar, der fængselde ham. Nsamme Skidse var det ogsaa hun læste op for Bjørnson. Han fandt den ubrygelig. Moderen tog da det Løfte af ham, at han ikke skulde omtale Sagen for nogen, for at ikke hans Autoritet skulde hindre hendes første Skrift paa Forfatterbanen. Men da hva var midt i Trappen, vendte han sig og raabte op: ”Jeg maa faa lov til at sige det til Karoline!”

              Hvad Sladderhistorierne angaar, begynder de allerede oaa Bogens første Side med den ”spanske Sjømand”. Amalie Alver var mørk og af en eiendommelig, fremmedartet Skjønhed. Altsaa kunde det ikke forholde sig rigtigt med hendes Afsamning. Ganske vist betegner Frk. Tiberg hele Historien som ”usikre Formodninger”. Men hvorfor kommer hun saa trøkkende med den! Som om der ikke findes nok af mørkladne Folk i Norge. Mørk efter (*?*) Maalestok var Moderen dog ikke. Hun har selv fortalt mig følgende: I Konstantinopel var hun inde hos en Frisør for at kjøbe en Chignon (*?*). Den, han præsenterede hende, fandt hun for lys. Frisøren udbrød da: ”Mais, Madame, vous etes tout Blonde!”

              Om Amalie Alvers første ægteskab bruges det smagfulde Udtryk, at hun sandseløs løb lige ind i Fælden”. Liegesom det ogsaa insiueres, at hendes Moder solgte Datteren.

              Hvorledes saa da denne ”Fælde” du? Fræken Tiberg fortæller om hendes Forlovede, at han hørte til de bedste familier. ”Han var en vakker Mand, livlig og morsom. Hans Væsen var preget af Kultur og Intelligens. For Kunst havde han baade Interesse og Forstaaelse; han havde ogsaa en kort tid været Skuespilder. Han var en avholdt Selskabsmand og en prøgtig Kamerat, flot, elskværdig og snil, men ingen fast karakter.”  alligevel kaldes han senere en ”almidnelig” Skibsfører. Det var hans Hustrus Skjønhed, der paa de lange Reiser skulde have ført ham ind i de Kredse, hvor han eller sikke vilde være kommet. Jeg gaar du fam at Frk. Tiberg ikke har tænkt sig, hvilken Betydning der kan lægges i disse udtalelser. Jeg vil bare faa slaa fast at i de Kredse, hvor kaptein Müller kom edm sin Hustru, der var han kjendt og hjemme ogsaa før sit Giftermaal. Gjennem min Fader og kun gjennem ham kom min Moder ud i den vide Verden og ind i den ydre (*?*) Verden. At hendes Skjønhed og Livlighed ikke lagde Hindringer i Veien for den Selskabelige Omgang, siger sig selv. Ogsaa senere søger Frk. Tiberg at fremstille min Fader som en Slags Jordmormand, der *?*) varmed pa ”KJøb og Stejl*” i den litterære Elite i Bergen. I ”Kritik og Kjærlighed”, der gaves til Indtægt for Den Nationale Scene, spillede Faderen Theaterdirektør Falbe. Han var med, han som de andre.

              (*Her følger en uleselig setning*).

Og da Frk. Tiberg følger med Fru Müller til Fredrikshald, staar Kaptein Müller igjen i Mørket som en yderst reduceret Person. Jeg tror, Frk. Tiberg hrtil burde lat være at udtale noeg Dom om Styrkegraden af min Faders Karakter. Jeg kan bevidne, at han var en udmerket, karakterfast Opdrager for sine Børn, lige langt fra utidig Kjærlighed og utidig Strenghed. Livets Kamp, som for hamblev tyngre end for mangen anden, kjempede han med ufortrødent Mod til tidset Aandedræt. Som gammel Mand drog han atter til sjøs og døde paa sin Post. ”The Times Democrat” i New.Orealns for 21.November 1898 skriver om den afdøde følgende:

”Capt. Müller was a navogator of mared ability and one of the best known captains engaged in the fruit trade of this port… Capt. Müller was a native of Bergen, Norway, a highly educated man and was much esteemed by all who were aquainted with his many god qualities”.

              Haardt faar ogsaa min Bedstemoder, Fru Lovise ALver, gaa gjennem. Nesten lige saa haardt som hun selv maate slide for at holde Huset i Orden og bringe Børnene frem, da hendes Mand reiste til Amerika. At han ikke blev modtaget af Hustruen, de gange, han var på Beslg i det gamle Land, forholder sig ingenlunde saa. Det er løs Folkesnak. Men Mons Alver interesserede sig nu engang mer for Forholdene over i Amerika end for sit norske Hjem. Fru Alver beskyldes for Uordentlighed, for Kulde, for Hjerteløshed. Det lægges hende formetlig tillast, at hun forbød Børnene at sidde oppe om Natten og læse borbudte Bøger, en Læsning, der efter egen Tilsataaelse ikke altid bekom dem vel. Ikke den svageste Lystone skimtes der i det Bilede, Frk. Tiberg udsatser (*?*) af fru Alver. Det er graat i graat med sorte Skygger altsammen. Ikke engang hendes Religiøsitet slipper for at overstimes (*?*) Det var ”Paradegudsdyrkelse”. Lad mig med engang erklære: Hvis jeg nogensinde har kjendt en helt du troende Christen, var det min afdøde Bedstemoder. Og balndt det mange Ting, jeg skylder hende Tak for, er ikke det Exempel, hun gav paa urokkelig Tro, den mindste. Men der fandtes i hendes religiøsitet intet Føleri, ingen syg, unyttig Grublen. Alt Geltvæsen (*?*) laa fjernt fra hendes sunde Natur, hendes klare Forstand. Hun var sin Kirkes lydige Datter. Sjælesund, er netop Ordet for hende. Derfor havde hun altid en munter Latter paa rede Haand. Meget af hendes Humor, hendes originale Vid er gaaet i Arv til henes berømte Datter, Amalie Skram. Jeg har heller aldrig hørt Mennesker le saa hjertelig sammen, som disse to.

              Men hvilken Modearv æsler rk Tiberg Fru Skram? … Et vist – Snobberi. Det er alt hva hun faar du at Forholdet mellem Moder og Datter. ”Det var dem, der vilde vide, at fru Müller (da hun flyttede til Christiania) havde næret Ønske om at komme ind i en anden Kreds, de gamle Embedsmandsslægter, og endda gjort Anstrengelser i den Retning. Helt uden Grund var disse Rygter ikke. Familien Alvers Ambition var ogsaa nedarvet paa  Fru Müller, og den kunde undertiden lede hende til slemme Modsigelser”…

              Dette er – kun Rygter. I Modsæetning til, hva Frk. Tiberg mener, var Moderen netop i disse Aar lidenskabeligt politisk intereseret og tog uden Betænkning med en gang sit Parti; Venstres. For at bruge Frk.Tibergs eget klassiske Udtryk: Det er paa en meget ”siggefuld” (*?*) Baggrund, hun tegner Billedet af fru Skram som Foraftter og Menneske.

              Mod Slutningen af Bogen har Fr. Tiberg følgende Tirade:

”Lydias idé i ”Afkom” om, at Fluen har Millas Sjæl, er værd at lægge mærke til, ligesom der i næsten alle hendes mindre Fortællinger gaar en Understrøm af Tro paa Mystik i Verdensorndingen. Det kunde jo bero paa hendes Mangel paa Kundskaber paa det naturvidenskabelige Område”.

              Jeg kjender intet til Omfanget af Frk. Tibergs Kundskaber paa det ”naturvidenskabelige Område”. Men jeg kunde ønsket hende lidt mer ”Tro paa Mystik i Verdensordningen”; kanske vilode hun da været forsigtigere med at skjænde de Døde og krænke de  Levende.

              Fr. Antonie Tiberg er cand mag. Og Adjunkt. Det virker ikke smigerede, for den Opdragelse, vort Samfund giver den akademiske Ungdom, at en slig Bog kan skrives av en cand, mag, ovenikjøbet en Kvinde. Dog – Tendensen nu for Tiden gaar jo i Retning af at udviske Forskjællen mellem de to Kjøn. Eller kanske rettere at fremelske et tredje Kjøn, der har bidt Hovedet af al Skam.

              Frk. Tibergs Bog om fru Skram synder paa det groveste an mot det ottende Bud. Om den ogsaa i Tilfælde vild ekunde rammes af Strafeloven, dersom hersker ingen Tvil.

 

J. Worm-Müller"

Korrekturlest?
Nei
Kilde

Worm-Müller, J. (1910). "Jakob Worm-Müller om Antonie Tibergs biografi om Amalie Skram." Ørebladet.