Amalie Müller forklarer sin avsky for jøder, og særlig for brødreparet Edvard og Georg Brandes, for Erik Skram

Kr.ania 21de dcbr. 83.

Tak min elskede Erik for dit lange, morsomme, deilige brev. Jeg havde ventet så bitterligt denne gang – du har forvænt mig –, gik og regnede ud at du havde fået mit brev lørdag aften, at hvis du skrev straks, kunde jeg havt det tirsdag morgen; brevene uddeles nu i vintertiden først om morgenen henad 11 tiden; de ankommer så sent om aftenen at de ikke blir ekspederet; det kommer af at de går senere fra Kjøbenhavn,- såvidt jeg har kunnet forstå ved 10 tiden, medens de går herfra mellem 7 og 8 om morgenen den ene dag, og er omdelt i Kjbhvn den næste dags aften. Altså jeg ventede forgjæves både tirsdag og onsdag; først torsdag kom det, og vel var det; jeg var omtrent fortvilet, fuldt besluttet på at telegrafere, hvis der ikke kom brev om torsdagen, hvad der dog gudskelov gjorde. Og et sådant brev! Da jeg sendte dig Dgbldt. forleden aften, kl. var ½ 1 da jeg tumlede ned i postkassen med det, havde jeg ikke endnu læst dit ypperligt skrevne, men du gode gud hvor voldsomme brev. Jeg var kommen sent hjem, snusede efter dgbldt; fandt det ene nummer inde hos gutterne – de sov som to stene – og tænkte ikke på at der var flere nummer, – der var den aften: a – b – og c. Først næste dags morgen da Jakob før han gik på skole spurgte om jeg havde læst Skrams ”rasende kjække” skrivelse, faldt jeg over det. Som jeg sidder heroppe så udenfor har jeg jo ikke nogen slags stærk fornemmelse af Dr.manns tølperagtighed – Du måtte først hae forklaret mig den, sat mig ind i alle detaljene. Men jeg har den ubetingede tillid til dig, som er vis på at når du har skrevet det, så er det ret gjort. Artikelen gjør et modigt og mandigt indtryk, og her går man og beundrer den, og er så glad over din udredning. Helland var komisk. Jeg spurgte om han havde læst korrespondancen. ”Nei” – sa'e han tvært. ”Det skulde de gjøre, den er skjælden interesant [sic]” – sa'e jeg. Senere kom Thomsen til og udtalte i store ordelag sin glæde over artikelen. Og da mærkede jeg at Helland havde læst den fra perm til perm. Han kan ikke bekvemme sig til at udtale dit navn. Et par gange hvor det har været nødvendigt at angive hvem det var han mente, har han sagt: ”han dernede” med en brummende stemme. Men mod mig har han været bare fin og elskværdig, siden han fik nyheden at vide. Hvorfor jeg ikke kan være så helt ud indigneret over Dr.manns angreb på brødrene Brandes, kommer også af at jeg ikke kan fordrage dette jødepar, og at jeg har en stærk fornemmelse af at de på mange måder har kuet og ensidiggjort åndslivet dernede. Dette om de ”underjordiske rødder” frydede mig. Der er noget op af afgrunden kommet ved disse funklende slangglatte, magtbegjærlige revanchetørstende jødebegavelser. Uf; min sjæl vender sig i degoût bort fra dem, nei mere, i næsten had. E.B. har jeg nu aldrig ventet noget af, men G.B. om hvis elskværdighed, der heroppe går som et slags sagn, gjorde et indtryk af lavhed, husk hans snak om misundelse, af et frækhedens hovmod som vilde reducere alt han ikke kunde prale af at have stået i et direkte skabende eller idetmindste befrugtende eller skolerende forhold til ned til bare ingenting, som var mig i høi grad usmageligt, fordi fyren tilraner sig en betydning han slet ikke har, og samtidig glimtvis røber, hvorledes hans sjæls attrå står til at træde med en jernbeslagen hæl den eller det ned i i [sic] jorden, i afgrunden, som ikke i tale og gjerning er hans dicipel. På den basis, men kun på den, kan han være god og elskværdig,- tro du mig. Han er jøde,- jøde, jøde. Jeg hører at han har behandlet gjennembruddet hos os med vanlig arrogance i sin nye bog,- talt om vort nye åndsliv som en aflegger af det danske. Det forfængelighedens, æresygens, herskertrangens offer! Han er runden af jødeæt, – deraf kommer det. Men jeg antager ikke, han får dø i den synd. Artikelen af Harstad var blot et ganske lidet varsko. Jeg tænker far sjøl (Sars) langer fra borde i ”Nyt Tidsskrift”, om ikke denne gang, så næste. Han har længe havt ham i kikkerten for hans udtalelser om, at han har affødt Bjørnson, Ibsen, Kielland, Garborg, kort alt hvad der duer heroppe hos os. Det er derfor han håner og spotter når B.B. skriver noget han ikke forstår, noget hvori han ikke kan påvise sig selv og sin ophavs ære. – Bliv nu ikke sint igjen, og sig at jeg har dømt for rask. Det er ingen dom,- bare et af hjærtens lyst luftgivet udbrud af min fornemmelse. Vær ikke vred for det elskede. – Men heller end at have E.B. til absolut fører, – vilde jeg skyde mig tværs gjennem hjernen. – – Du elskede, du min egen søde Erik, – også mig er det gået således; fra den strid af, eller fra det øieblik at jeg havde dit brev i hånden, som du havde skrevet umiddelbart efter din bortgang, randt der op i mig en usigelig vished, en dyb, stille glæde og fredbringende fortrøstning til at din kjærlighed for mig var livet, var min godheds, min udviklings kilde. Jeg havde jo – du ved det elskede – længe før vidst at jeg måtte leve med og hos dig, at jeg intet var uden dig, og intet så mig syn til at gjøre når ikke du var mit daglige brød, men hin dag var det som sprang der op en ny stor og rig og livbringende kilde indeni mig,- forståelsen af hvad det betød at du vilde så at sige arbeide på mig, ofre tid, tålmodighed, møie, stædighed, ja, for du kan være stædig, heftighed, for at vi begge bedre kunne blive hinandens fuldstændige eiendom. Jeg sa'e til mig selv; ja, således er kjærlighed. Og det vakte i mig et brændende ønske om at være en sådan kjærlighed værdig, om ikke at stå dig iveien, eller gjøre dig arbeidet vanskeligt, en lyst til at åbne mig selv fra øverst til nederst, lægge mig hen for dig og sige, se her er jeg, gjør nu ud af mig du, som kan fordi du elsker, og er elsket, det bedst og mest mulige. Du skal få igjen med renter, hvad du ofrer mig min Erik; – jeg tror det forvist. – Jeg længes efter dig mere og mere for hver dag som går, stundom så voldsomt, at jeg føler det som en legemlig smerte for brystet, og på juleaften, – hvor er det trist at sidde adskildt fra den allermest elskede på jorden,- den rareste, den bedste den eneste i verden. Jeg skal gjøre som du vil med gaven du sender mig, men det er et offer,- jeg mener det vil ske med bankende hjærte og lidt skjælven vil der være i stemmen. Kan du huske ifjor,- da på denne dag, var der ikke lang tid tilbage til vort vovelige møde. Ak det var deilige, underfulde dage, men alligevel, hvor langt skjønnere er ikke alt i år, med denne solbelyste, smilende, hjærtekvægende udsigt til et liv som din hustru. Men husk på vor bryllupsdag, det var den 26 eller rettere natten mellem den 26 og syv og tyvende, hvilken af de datoer skal vi høitideligholde – sig mig det,- jeg holder ubetinget på den 6 og tyvende. Gjør du også det! Jeg formår ikke at forklare dig danskehadet. Jeg forstår det ikke selv, åjo for en del, men det må være til vi kan tales ved, så kan vi forsøge om vi finder ud af det. Forleden i et selskab faldt talen på dansk og Danmark. Eva Sars – hende den smukke, yngste datter, et kraftigt, deiligt lidet menneske sa'e: uf ja; de danske er et rædselsfuldt folkefærd; jeg liker ikke svensker heller, men du min! hvor langt bedre end de danske. ”Men om du nu faldt i kjærlighed til en dansk mand.” Hun svarede rolig, iskoldt, overlegent, affeiende: jeg kunde a-l-d-r-i-g elske en dansk mand. Sådan tale er ikke skjælden at høre. Men som sagt, at forklare hvori det stikker, er ikke så let en sag. – Dette er dit juleaftens brev min elskede. Idag får du min present hos din moder. Bare du nu blier glad i den; jeg synes nu at der kunde været mange rimeligere ting at give dig, men det er til aviser, Uder og Hjemmer f.eks. på begge pladerne,- det kan dog være godt at ha'e et lidt stort sted til aviser og sligt. Sådanne små mapper, som hænger på væggene blier straks fulde, – der er intet forslag i dem. Hele julaften vil jeg tænke på dig, og længes efter dig og din kjærligheds solskin, efter et kys fra din elskede mund, du min stolte, kjække skat, min bedste og kjærligste og dyreste ven på jorden, min kjærlighed, mit liv. Jeg har skrevet et brev til din søde moder, og fortalt hende at – – – – at julegaven først kommer til nytårsaften.

[Skrevet på langs til sist]:
Tænk dig,- jeg har været så lumpen sangvinsk at tro, at jeg nok skulde klare det arbeide i en ruf, men så så jeg det var senere end jeg havde tænkt. Jeg er så skamfuld og så bedrøvet.

Din Amalie.-

[Tilføyelse på side 1,4,5]:

Dine breve er et rigdoms dyb af skatte, du er det deiligste, det bedste, det sødeste, det fineste på jorden. Nei at det er et mandfolk!! Men du må ved Gud være en undtagelse – du – må, og du er.

Du deilige morsomme menneske, som glemmer at gå i Rigsdagen, og som glæder dig til at jeg skal sidde i stuen ved siden af. Hvert øieblik kommer jeg at springe ind for at tage dig om halsen og kysse dig eller for at påføre dig ørebetændelse.

Gud give du måtte ha’e det godt på julaften, være glad og ikke føle dig fattig, skjøndt det skal du, for det gjør jeg.