Amalie Müller har bestemt se for å ta med seg sønnene og flytte til USA for å bli bibliotekar i Milwaukee

Onsdag eftm.

[16/5/1883]

Min elskede søde, tak for dit sidste, trofaste brev; hvor du er snil og god og prægtig! ja, det var så, jeg havde en følelse af at trænge dig sidst jeg skrev, og det gjør jeg i en usigelige grad bestandig, men alligevel står det fast hvad jeg dengang skrev, at jeg vilde se dig éngang til, og så aldrig mere. Det er for at tage afsked med dig for bestandig, at jeg venter dig hid isommer. Jeg har gjort noget rasende radikalt; jeg vilde ikke tale om det til dig, før det var afgjort, du må ikke blive forskrækket og du er ikke den jeg tror, hvis du bli’er vred for det, ja det vil sige for at jeg ikke har spurgt dig iforveien. Du kan vide jeg har tænkt det nøiagtigt og grundigt igjennem, og at jeg ved hvad jeg har foretaget mig. Jeg reiser til Amerika; jeg er gjennem en veninde som jeg ikke har sét på mange år, og som er gift med en tydsk professor i Milwaki [sic] bleven tilbudt en god post ved universitetet der, ja, det høres jo latterligt, men i Amerika får damer sådanne poster – det er som bibliothekar, og jeg skal være optaget fra 8 om morgenen til 12 ½ hver form. og så ikke mere; for dette skal jeg ha’e 850 daler i årlig løn, og når jeg på grund af ælde ikke mere kan være der, halvdelen i pension. Jeg skal bare kunne skrive engelsk, tysk og fransk, og det er jo billige betingelser. Det er en dame som har posten nu, men hun skal giftes og drage til Chicago ellers var hun vedbleven at være der. Det er længesiden hun skrev og bad mig komme; hendes mand er formand i det collegium der har med postens besættelse at gjøre. Hun har så længe tænkt at få mig over eller ønsket det, rettere sagt. Vi har i mange år korresponderet af og til, og aldrig ganske tabt hinanden af syne. Det er bare amerikanere og tyskere jeg kommer op i, og det er bedst, for de norske i Amerika er i regelen simple og ukultiverede mennesker. Nu skrev jeg i forrige uge og sa’e at jeg vilde ha’e posten, men på den betingelse, at der kunde skaffes en vikar indtil jeg kunde arrivere, hvad ikke kan finde sted før til næste år høst, når Jakob er bleven student, for begge gutterne ta’er jeg naturligvis med. Så slipper jeg at leve af hans penge, hvad jeg jo for en del har gjort og hvad der altid har pint mig. Så får alt det udelukkende komme gutterne tilgode. Jeg antager ikke at han kan have noget imod at gutterne bli’er med mig, for han har altid været i ekstase over Amerika, og beklaget at hans sønner ikke var født der, på grund af den ulige bedre fremtid for flinke unge mennesker. Jeg kan også godt li’e Amerika; jeg har været overalt der omtrent, ja det vil sige i Nord og Syd og Øst og Vest Amerika, så jeg ved hvad det ligner i altfald. Gutterne har jeg spurgt om de vil være med, og de har sagt ja efter nogen forskrækkelse. Men selv om enden bli’er, at de ikke følger, drager jeg min vei. Jeg vil naturligvis dø af længsel de første to år eller så, for jeg har jo så mange venner her, og er dertil på så mange måder rodfæstet i Norge, som jeg elsker, og aldrig vil glemme, men der er dog grunde gode nok for mig at reise bort. Måske var jeg aldrig kommen til at giøre det, hvis jeg ikke havde mødt og elsket dig. Men ser du, som det er med os, kan jeg ikke holde det ud. Jeg længes efter dig bestandig, – jeg lider ved at være skildt fra dig, – alt hvad i mig er, drager mig bort fra mig selv, over til dig, – jeg rent sygner hen af det – og så indimellem græmmer det mig den frygt jeg bærer på, at du dog ikke elsker, ikke kan elske mig som jeg elsker dig, du som har elsket før, og vidste hvad det altsammen var for noget. Og derfor vil jeg fra det. Tro ikke at jeg bilder mig ind at kunne glemme dig nogensinde i dette liv, eller at jeg kan tænke mig, én dag at være bleven så hærdet at mit hjærte ikke skulde vånde sig og bløde ved at huske på tabet og savnet af dig; men jeg ved, at det vil være mig tåleligere på den måde som jeg nu har udsét mig. Jeg ved det nu: jeg mødte dig kun for at jeg skulde lære alle sorter lidelser at kjende. Jeg havde jo prøvet så mange, ja, alle undtagen den det kan volde at elske et menneske, – nu ved jeg også hvad det vil sige, og nu er jeg først helt et menneske. Og nu vil jeg ikke, at det jeg har følt for og ved dig skal jaskes ud og slides af i livets mangehånde, usselige slitage; det skal stå som et rent og helligt stykke minde, alle mine dage, som de elskede døden berøver os, inden vi har lært deres svagheder at kjende. Og jeg skal desuden sige dig, at alt dette fordækte og dulgte væsen er mig så inderlig forhadt. Og alt det snak som tiden og forholdene, hvis vi fortsætter på denne måde, vil vælte ud over os, vil jeg hade og samtidig krympe mig under mere end jeg kan tåle. Ingeborg og Pylle ved alt. Det bryder jeg mig forøvrigt utroligt lidt om, så langt, langt mindre end jeg skulde tænkt. Jeg fik vide det forleden, og dagen efter skrev jeg til professor Hirt og sa’e at jeg tog posten. Det gik således til: jeg fik forleden et brev fra Ingeb. hvori det blandt andet hedder: «Du ved selv hvor stor tillid jeg havde til dig, hvor sikkert jeg stolede på at du holdt af mig, det viste jeg vel mere end tydeligt i den overstrømmende fortrolighed jeg havde til dig; men ser du Amalie, den slags fortrolighed eller venskab fordrer gengæld. Jeg kan ikke lukke mit hjærte, og alle mine tanker op for en, der sålidt stoler på mig, sålidt føler trang til at være sand overfor mig, at hun ikke taler til mig anderledes end til gud og hvermand. – Du kan forstå jeg bebreider dig slet ikke noget, men jeg vil bare sige dig hvad jeg ved, – eller at jeg ved mange ting, som gjør at jeg vilde være en påtrængende tosse, om jeg bildte mig ind at du bryder dig mere om mig end om alle andre. Se derfor behøver vi vel ikke at ha’e scener og opgjør og bebreidelser o.s. v.» Så traf jeg Pylle, der spurgte om jeg havde hørt fra Ingeborg, og om hvad hun skrev. Jeg svarede at det var ikke noget sådan at fortælle, og så busede Pylle (der forresten er ualmindelig sød) ud: åh jeg ved godt hvad det er, Ingeb. har havt en stor sorg med dem, hun syntes hun stod dem altfor nær til at de skulde kunne gå hen og lyve for hende – det sa’e hun til mig i Paris, og vi ved godt at det om Skram som vi troede i sommer, og som Ingeb. spurgte dem om, er sandt altsammen; de har jo mødt ham i Gøteborg i vinter o.s. v. Så naturligvis nægtede jeg ikke nogenting. Det var så underlig at jeg tog det så roligt. Ja, jeg sa’e heller ikke egentlig ja, – jeg tænkte bare på dig, på hvor sød og deilig du var og på hvorledes jeg elskede dig, og hvad kom så alt andet egentlig mig ved. Men du kan jo vel forstå at jeg i grunden er beklemt over det. Synes du nu ikke jeg skulde fortælle Ingeborg alt, når hun kommer om en 14 dgs tid. Det vilde jeg helst selv, for hun har ret til at vide det, og det er jo ikke noget jeg behøver at skamme mig over – ialtfald synes jeg ikke det, – men det kommer jo an på hvad du giver mig lov til. At jeg nu er bleven i høi grad bekymret og betænkelig overfor vore sommerplaner med møde hos mig og tilhold her om natten, kan du sagtens forstå. Du kan vide man vil tale meget om mig, når man får vide at du er kommen, og holder til hos mig, og at kunne skjule det, er der naturligvis ikke tale om. Det er jo ikke bare for min egen skyld jeg krymper mig, det er jo også for gutternes, de har jo bare mig at holde sig til, og det går ikke an at der tales tvetydigt eller uden respekt om mig. På den anden side må jeg jo træffe dig elskede, så du får vel komme som bestemmelsen var. Jeg skulde forresten ønske at det var nu til høsten jeg skulde afsted, så tog jeg afsked med dig, og reiste straks efter, – det vilde være bedre således.

17de maj. Jeg har været ud og sét mig glad på gutternes fanetog. Det er uhyre deiligt og sindsbevægende at se det uendelige guttetog 4 i bredden, alle med flag, og så de store silkefaner for hver skoleafdeling, og de mange musikkorps. De kom nedover Carl Johan op fra slottet, og stansede så hos Wergeland, der var bekranset og besløifet til overflødighed. Der holdtes taler, og tilsidst blev den deilige «Ja, vi elsker dette landet» afsungen af de tusinde friske, unge stemmer. I eftermiddag skal den store proscession [sic] foregå, og så skal jeg være sammen med en del venner til et lag i aften i Grand hotel, tror jeg det bli’er. Så er der stor folkefest og tivolifest, og optøier i theatrene, og musik rundt om i byen på alle optænkelige steder. Veiret er strålende, og Kristiania ser godt ud idag i sit festskrud. Men her er ikke som i Bergen. Den som har været med til 17de majer i Bergen vil kunne føle forskjellen. Der gribes alle af stemningen og giver den luft. Man slipper sig ganske anderledes løs end herinde, og man er tækkelig med det. Det er umuligt at gå ude og ikke blive rent ør af den jubel og festlighed som ligger i atmosphæren. Her er man stiv og taus, og ser ud til at kjede sig igrunden. Det gjør man ikke i Bergen, for der er det alvor med festen. Du spørger om den politiske situation. Jeg ved ikke stort at sige om den. Det står stille for tiden. Folk er ligesom trætnet af; man taler ikke længer med ivrighed om det; man går ikke i spænding, og er fuld af forventninger om hvad den nærmeste fremtid kan bringe. Høire er aldeles rasende, utrolig fanatisk ved alle, både private og offentlige leiligheder. Venstre er i godt, jevnt humør og fuld af fortrøstning til sin egen magt og ret. Imorgen begynder rigsretsaktionen mod Selmer og på lørdag kommer turen til Kjerulf, og så er det Vogt o.s. v. Venstre har som du ved villet indgå på forlig; Lindstøl har været hos kongen – ja tidligt i vinter – og meddelt ham ganske privat hvor langt Venstre vilde gå i sine indrømmelser, og det var sandelig meget langt – niendejunibeslutningen skulde stå derhen (spørsmålet om det) det absolute veto skulde forblive ubesværet, man skulde votere over Livius Smits forslag man vilde ingen rigsret foranstalte; til gjengjæld skulde kongen danne et nyt ministerium der skulde tælle idetmindste et par liberale medlemmer. Det var det hele. Men Gud forhærdede Pharos hjærte, så at han ikke lod Selmer fare. Kongen må være dum. Heftye, en af hans private venner her, var oppe hos ham, og forestillede ham at han burde gå ind på disse betingelser. Han var hos ham hele natten, men uden nytte. Så reiste han til Sverrig med det samme rigsretdebatten skulde begynde; det hed sig at han skulde rådføre sig med Sverrige, og hvis resultatet blev at han vilde vise sig imødekommende øieblikkelig indfinde sig i Norge igjen. Men kort efter læste man i bladene at han var taget på bjørnejagt i en afsides egn af Sverrige. Så gik sagen sin gang. Venstre tror ikke på krig eller på forstyrrelser af nogen art. Alt vil gå sin jevne gang. Ministeriet vil ikke tænke på at sidde rigsretsdommen overhørig, og så vil vi få et nyt råd med et par liberale elementer i. Hvis det mod forventning skulde gå anderledes, så vil vistnok Oscar med det samme ha’e ophørt at være konge i Norge. Men der er ingen som et øieblik tror, at sligt vil ske. Kongen er igrunden en svag mand, uden noget initiativ, han vakler og er rådvild; men så er han på den anden side så latterlig bange for at give slip på noget af sin værdighed, at han aldrig har mandsmod til [at] gi’e sig på noget. Han er halsstarrig, fordi han er en liden person, der ved kunstige, gagnløse midler vil bringe sig i respekt. Dette om «ophøiet over tvil» som kongen utrykkelig trumfede ind i det juridiske fakultets vetobetænkning, er bleven ham en dyr sak, og endnu værre er det at han i den letfærdigt uforsvarligt dumme trontale har sat sin «urokkelige overbevisning» ind. Han er siden den dag bleven en halvt latterligt halvt medynksværdig person; – det er igrunden en theaterfigur. Naturligvis bli’er Norge republik; det er vel ikke så godt at sige når, men at det kun er et tidsspørsmål, er der vist ingen tvil om. Hvad skal vi igrunden med det kongedømme, vi med vor demokratiske forfatning. Det er på forfatningens bygning et unyttigt zirat af en kjedelig gammeldags façon.

Fra min bro’er har vi havt dårlige efterretninger, ja det vil sige, ikke værre end vi kunde vente. Det er Ludvig som har skrevet begge gange; de kom kun frem i små dagsreiser. Først mandag var de i Kjøbenhavn hvorfra de skulde gå med dampskib til Stettin, dine drømmes by. Ja, han er både dygtig og nobel Vilh; især nobel tror jeg. Det er en sjælden fornem natur, lidt lukket og indestængt, mere end folk ofte syntes var elskværdigt. Han var forresten godt likt, fordi han i alle dele var en komplet gentleman; mod mig var han nu altid så elskværdig, så snild og god, men han sa’e jo også bestandig, at han likte mig bedre end de fleste andre mennesker. Ludvig er adjunkt, stakkel; men han er meget dygtig og flink. Han havde som student gjort en stor gjæld; den har han nu betalt for et par år siden, bare ved sit eget arbeide. Siden den tid er han blevet i et ypperligt humør. Glæden rent lyser af ham, og altid er han den samme. Jeg ved ikke noget mere oplivende end at treffe ham, og slå masser af sladre af. Han siger altid at hans eneste bekymring er den at han nu siden han blev gjældfri, mindre og mindre ved hvad han skal gjøre af sine penge. Og endnu fører han hus og har mor hos sig; men han fortjener en hel del ekstra foruden sin gage. Men det om pengene er naturligvis spøg. Han er forresten i et og alt et af de mennesker jeg må bruge udtrykket perle om. – Mor læser i Gertrude, og ser uhyre interesseret ud. Endnu har hun intet sagt, og jeg ikke spurgt. Gud ved hvad hun vil synes forresten. Hun er uhyre konservativ, theoretisk, men så i praksis løber hendes sunde omdømme undertiden af med hende. Forleden, da hun talte om et menneske, som havde fremsat de og de forkjerte meninger, og jeg så sa’e at jeg var ganske enig med vedkommende, – svarte hun med en komisk affeiende stemme: ja du, – det tror jeg gjerne sådan en fritænkermadam! Det vil hun vist sige, hvis hun angriber Gertrude og jeg ta’er den i forsvar. – Jeg er uhyre bedrøvet ved udsigten til ikke at skulle få brev fra dig til rette tid. Hvad skal jeg så tage mig for på tirsdag aften! Skriv endelig så snart du på nogen mulig måde kan, og vær ikke misfornøiet med hvad jeg har gjort. Jeg måtte fra det; jeg kan ikke være tilfreds med det lille jeg skulde få se til og af dig gjennem årenes løb i de skjulte, stjålne sammenkomster. Og sligt rod er så utåleligt. Jeg måtte, jeg måtte afsted, for bestandig stænge porten bag mig. Jeg vil leve som i en ørken for resten af mit liv, men det får heller være. Jeg har mod til at tage alt det på mig. Jeg har en fornemmelse af at ha’e skrevet yderlig slet for mig. Du får undskylde; hjærtet ligger som en hård klump i den venstre side, og det bæres mig for at der går en ledning op derfra til hjærnen som forhindrer tankernes omløb. Jeg er så tung og dum og dorsk, men jeg angrer ikke min beslutning. Adieu elskede! jeg venter med længsel dit næste brev.

Din Amalie.