Amalie Müller har vært i teatret og sett Ibsens En Folkefiende. Og hun tar ikke lett på at Erik Skram har hatt mange kvinner før henne.

62. Amalie til Erik

Onsdag formiddag. 17de. januar 83.

Min egen kjæreste ven, jeg har imorges fået dit lange brev, som kostede 24 øre, så tungt var det. Jeg vil begynde idag, så får jeg det vel færdig imorgen engang, og så får du det til den aftalte dag. Alt det skidt om Helland og Poulsen vil jeg gjøre mig færdig i en fart med. Når du taler som du gjør, og formelig retter en anklage mod mig, hvis art jeg forøvrigt ikke spor af misforstår, så sker det kun fordi du som fraværende ikke ser tingene rigtig an, og heller slet ikke ved at Helland er en barbar, en vild, og ved alle givne leiligheder fuldt ud opfører sig som en sådan. Hvis det skéte med en hvilkensomhelst anden fyr, vilde det kaste skygge på mig, men hele klikken, og alle der kjender H. vil ikke et sekund tænke andet om mig, end at det er et stort kors jeg må bære efter bedste evne, at H. har kastet sin godhed eller sin forelskelse på mig. Den Herren elsker, den tugter han, tænker Helland formodentlig, og så farer han frem derefter. Men siden du ikke forstår dette væsen som det bør og må forståes (og det undrer mig ikke) vil jeg for eftertiden ikke fortælle dig noget derom. Der kunde ellers være plenty af anledning. Det kan jeg også trygt la’e være, uden samvittighedsuro, for det er som sagt det største og meningsløseste tusseri af verden. Ingen kan klare sig for Helland, når han først vil et menneske noget. Om det så var selve guds moder, så vilde han springe efter hende, og gribe hende om håndledet, og begå et overfald for at skille hende fra en Poulsen, når han selv havde sat sig i hovedet at ville gå med hende. Og du må aldrig tænke at H. vilde ha’e andet end gået ved siden af mig med 1 ½ alens mellemrum, og næsten ingenting sagt o.s. v. Derfor går ikke hvad du siger «ind i mit hjærte», og derfor «lægger der sig ingen anelse af skamfuldhed over mig, ved at sligt kan foregå». Hvis det var tilfældet, måtte jeg trækkes med en usund, affekteret og opstyltet betragten af det virkelige forhold, som én som jeg, aldrig vilde kunne præstere. Jeg sér dertil for sundt og rigtigt ud af mine øine. – Men en fremtoning som Helland, har vistnok en dansk såre vanskelig for at begribe, hvad vi heroppe til dagligt dog også har forresten. Hvad dernæst «springfyren» angår, så har han ingen del eller lod i det røveragtige optrin. Han havde spurgt om han måtte følge mig hjem; jeg havde sagt ja, fordi jeg ønskede at tale med ham; hans opførsel var under det hele ganske korrekt. Med ham resikerer [sic] man heller aldrig at blive udsat for uopdragenheder. Du spørger om jeg har holdt ret på min person o.s. v. Der er ingen tvil om at jeg har gjort det. Men kjøtere som H. kan man jo ingen forståelse vente af. Hvad Poulsen betræffer, så er det min formening, at han først nu, er bleven rigtig sikker på, at jeg virkelig har givet mit hjærte bort. Der var ikke tale om at jeg «løi, eller dækkede vort møde til med ord hentede underlige steder fra». Det var ham som talte og mig som tiede. Jeg bare spurgte hvor han havde det fra, som han havde meddelt min bro’er. Dette vilde jeg vide; for så sikker jeg endog syntes mig at være i min formodning om sagens rette sammenhæng, – vished havde jeg dog ikke. Jeg måtte komme på det rene med, om en eller anden reisende fra Sverrig måske havde sét os sammen eller a.d. Jeg sagde ingenting om enten det var sandt eller ei; det blev så overflødigt, fordi P. var så ivrig i at forsikre mig, at han bare havde tænkt og sagt det for spøg, og da han bad om lov til at følge op med, og tale med Vilh. fandt jeg ingen grund til at afslå det. Hvorfor kunde han ikke gjerne gjøre rede for hvordan han havde ment det, og hvorledes han vilde ha’e sit snak forstået, ligeoverfor ham til hvem han havde udtalt sig, når han virkelig følte sådan trang til det? Nei du, – der er ingen som kan ha’e mindre klus af den art, eller mindre med mandfolkegreier at gjøre, end jeg. Ikke én mand i hele byen, kan rose sig af den mindste smule gunst eller opmuntring til nogen verdens ting fra min side. Hvis de så alligevel er karakterløse nok til at gå og bilde sig ind at de er forelskede eller at o.s. v. så lad dem det. Det vedkommer slet ikke mig; jeg har at passe på mig, og ikke på dem. Og der er forresten heller ingen som forulemper mig andre end Helland, og det må og skal du forstå én gang for alle, at han kan ikke komme ind i nogensomhelst rubrik. – – Jeg kan ikke blive en anden end jeg er om også dette med dig er foregået. Det kan gjøre mig mere alvorlig og retiré, fordi jeg er bleven så meget klogere både på andre og på mig selv, og bedre forstår at vurdere hvad jeg ser og bliver berørt af, men nogen egentlig væsensforandring kan der ikke blive tale om, det jeg kan tro. Jeg kan f.e.x. ikke fra at have været indtagende og behagelig (hvis jeg har været det), gjøre mig om til det modsatte. Jeg ved ikke hvordan jeg skulde bære mig ad med det. Min natur er at være snil og omgjængelig og efter bedste skjøn elskværdig mod alle mennesker. Hvis jeg nu pludselig blev anderledes, vilde man sige at jeg var affekterert for at opvække en forhøiet interesse og sligt – – – – –

Det er ganske og aldeles sikkert og vist, at jeg aldrig i livet giver dig nogen ring. Hvis du nogensinde kommer til at bære ring no 4, så er det ikke fra mig du skal have fået den. Du må ikke blive sint på mig; ordene høres kanske bitre, men det er slet ikke meningen at ville såre eller støde dig. Der er bare noget som oprører sig hos mig mod at du ved nok en ring skulde kunne registrere forholdet til mig ind blandt de andre. Kan du ikke begribe det, at når du går med en ring til minde om hver en af de kvinder, som har spillet nogen længere eller vigtigere rolle i dit liv, så kan jeg ikke ville sætte nogen ring på din finger. Jeg må jo, forsåvidt jeg ønsker eller tror at foreningen mellem os skal blive af en bedre og varigere art end før har været tilfældet, netop have en brændende ulyst til, ja afsky for at give dig netop det samme ydre symbol, som du har fået fra de andre. Hvor jeg vilde ønske, nei det er for svagt, hele mit liv på to år nær, som jeg skulde leve i dagligt samliv med dig for alle menneskers øine, ikke i skjul og mørke, vilde jeg give hen for at du ikke havde elsket alle disse kvinder. Du vil sige der er forskjel på at elske og stå i forhold til. Jeg sér den ikke denne forskjel, – jeg kan ikke gribe og fatte den, – nu siden jeg har været din, siden jeg har følt og ved hvad det vil sige, at tilhøre en mand, at give mig hen til et menneske som jeg elskede, – nu mindre end nogensinde. Det brænder sig ind i mig med smerte, at du så ofte, og i så mange kvinders arme har følt det samme (og følt det heftigere) som i mine. Det kan ikke nytte at jeg ræsonnerer med mig selv. Det som er, det er. Før jeg havde været din, kunde jeg ræflektere mig gjennem og bort ifra dette. Jeg vidste jo slet ikke hvad alt det væsen var for noget. Jeg kaldte det i mine tanker noget usselt filleri, som jeg syntes du gjorde formeget væsen af, betragtede det som en ren bisag. Nu er det anderledes. Jeg synes, at hvis jeg ikke kunde truffet en mand som aldrig før havde elsket, eller givet sig hen til nogen kvinde, før han så mig, så vilde jeg tusinde gange hellere ha’e gået livet igjennem som den jeg var, før jeg mødte dig. Jeg ved at jeg smerter dig med dette, men det er sandhed, og sandheden må frem. Jeg ved nu så udmærket tydeligt at dette kan drive mig ifra dig, ikke så at jeg langsomt glider fra dig, men så at jeg pludselig flygter. Det hulker indeni mig, mens jeg skriver dette; men jeg har ingen tårer. Kom mo’er nu ind ad døren, vilde jeg kaste mig til hendes bryst; så fik jeg græde, og så blev det bedre. Alt hvad du kan svare mig, ved jeg til punkt og prikke: Ingen mand kunde svare til mine fordringer eller tanker. Nei, det er vist sandt, men derfor vilde jeg heller været dette foruden. Og det er sandt, jeg vil ingen ring ha’e af dig; ikke jeg heller vil ha’e nogen ring. De andre kan bære dine ringe, jeg ikke!

Også fra hende som drog til Tyskland, har du altså fået en ring. Så inderligt og helt har forholdet været mellem eder. Og så kunde du alligevel vise hende fra dig, bare fordi at en fremmed kvinde, der var for uerfaren og hjelpeløs til at kunne bære sig ad som et normalt menneske, havde siddet på et dampskib, og givet sit indre til pris. På hende har jeg tenkt så meget i den sidste tid. Jeg føler som om jeg mod min villie har gjort hende en stor smerte, en stor uret. Men hun var jo gift, – uf nei, – det er formeget roderi. En vakker dag, kommer hun forøvrigt vistnok tilbage til dig, skal du se. Hun har jo været borte før, og er kommen igjen.

Jeg vil ikke skrive mere nu. Det er ud på eftermiddagen, og jeg skal om en times tid gå i theatret med min bro’er og se en «Folkefiende». Jeg er så forfærdelig bedrøvet, rent ulykkelig. Jeg lider under alle disse pinsler, sjælen græder hele dagen indeni mig, og jeg længes efter et menneskebryst ved hvilket jeg kunde øse det ud altsammen. Men ingen, ingen i verden vilde kunne forstå mig helt, – det ved jeg, og det er det som er det græsselige. For eks. det at jeg lider, fordi du har elsket før, hvem vilde vel forstå det, ja nok på en måde, men ikke helt; ikke være med i begribelsen af alle de smådetaljer som jeg går med i bevidstheden, som daglig myldrer op derinde, og ligesom kvæler min kjærlighed. Og så er der billedet af hende der reiste. Jeg kan aldrig glemme det udtryk hvormed du svarte på mit spørsmål om hun havde været bedrøvet i sit afskedsbrev til dig. Hvad ret har det ene menneske til at volde det andet så grusom en lidelse, til helt af [sic] bryde livets blomst af for det, og sende det ud i en ørken. Og jeg kunde godt ha’e ladet være. Jeg vilde kunne levet fort, når jeg atter var kommen i ligevægt, omtrent som tidligere. Havde du ingen notits taget af min tilstand, og det er min bestemte formening jo mere jeg tænker på det, at du ingen ret havde dertil, bunden som du var til en anden kvinde, der aldrig havde gjort dig andet end godt, at hun ikke på alle punkter var din ligemand forandrer ikke sagen, et menneskes værd afhænger dog ikke af en større eller mindre grad af dannelse; hun var en «god og kjærlighedsfuld kvinde», det er dine egne ord, og hun var et finartet menneske, det har du sagt, og hun vist ved sin opførsel; – altså havde du ingen notits taget af min tilstand, så var det jeg følte vågne, snart visnet bort igjen; jeg havde glemt det hele, og måske én gang imellem tænkt på hvor underlig forkjert dog livet var indrettet, siden det éneste menneske jeg kunde ha’e elsket, ikke kunde elske mig, mens de andre – – – At der kunde være andre praktiske grunde, der afholdt dig fra at nærme dig til mig, vilde jeg aldrig været opfindsom nok til at kunne tænkt mig. Nu går jeg. – – –

Torsdag aften. Jeg læser mit brev igjennem, og er så misfornøiet med det. Gud give du kunde forstå det, og gud give du ikke blev vred på mig for det. Jeg «skulde være modig», siger du, jeg «som har grund dertil». Men det er jo det jeg ikke længer har siden denne tvil har listet sig ind i mit hjærte. Jeg er ikke modig, og jeg vil ikke være det; jeg er et vanskeligt menneske og passer vistnok bedst til at gå min vei alene. Når denne forestilling var bleven så indgroet hos mig, når jeg så rent havde slået mig ifra verden, ikke tænkte på at søge noget eller nogen, så har det sikkert bundet i noget naturgivet hos mig. Jeg vilde nok ellers gået omkring, og ventet på at livet skulde betale mig hvad det var bleven mig skyldig, vilde holdt udkig, og stået på post færdig til at gribe til. Men det gjorde jeg ikke. Og der ligger forskjellen mellem os hvad vor finden hinanden betræffer. Du gik omkring og ventede på at møde et menneske, som du kunde, ikke give dig til, men tage til din eiendom. Hvis det ikke havde været tilfældet, var du ikke kommen til at blive forlovet med en, som du, da det kom til stykket, ikke engang fandt behag i.

Jeg var ment på, og det så alvorligt og helt, at seile på min egen sø, den jeg selv havde udvalgt mig, og seile der alene. Jeg vilde ikke være mellem de andre, fordi de allesammen havde det på en vis, jeg for ingen pris vilde ha’e del i. Det samliv der levedes fyldte mig med modvillie, ja en tid endog med rædsel og modbydelighed. Alting var så vulgært og forpjusket, så usselt og fattigt. Og så bli’er jeg pludselig rammet af noget midt i hjærtet, noget der trods al modstand og al doktoreren viser sig at være kjærlighed til en mand. Men denne kjærlighed vil bringe mig lidelse af forskjellig art, har allerede gjort det. Jeg tænkte ikke på om du havde elsket eller elskede andre; der var ikke rum eller evne til nogenslags reflektioner dengang. Så, da vi var sammen her de par få timer, antydede du vistnok, det var nede ved banken i haven, at du havde havt kjærlighedseventyr; men det gik på rent overfladisk vis ind gjennem mine øren, og nåede så at sige, ikke min bevidsthed. Og jeg vidste slet ikke dengang, at det vilde volde mig nogen kvide; jeg var for dum og tankeløs på samme tid. Jeg er idethele en barok sammenblanding af viden og dumhed. Så kom jo det du skrev, der voldte bruddet mellem os. Nu ved jeg, at havde jeg dengang været din ganske, og du så bagefter havde fortalt mig om dit forhold til hende, at du ikke kunde vise det fra dig fordi det var såmeget for dig, fordi du trængte hende, når du ikke havde mig, – at så vilde hint brud aldrig i evighed være bleven helet. Men jeg vidste jo dengang ikke hvad det vilde sige, hvad det var for en fryd at give mig hen til dig. Nu, siden jeg ved det, er først alt det du har oplevet med de andre, bleven mig en rigtig pine. Jeg er begyndt at blive bange for at jeg ikke har mod til at tage denne lidelse på mig, og forsøge at klare den fra mig. Når jeg tænker på det, krymper jeg mig sammen, og vender mig bort. Du skal ikke svare mig på dette. Hører du min ven. Ingenting skal du sige. Hvis du har forstået nogenlunde hvorledes det er at jeg har det, så vil du også vide at ord vil være spildt på mig. Lad det ligge. Vi vil i vore breve for eftertiden glide det forbi, og skrive om ganske andre ting, og jeg begynder. Når så tiden går, kan vi se, om vi vil mødes mere, om vi kan det. – –

«En Folkefiende» gik udmærket over scenen. Der var et samspil og en energi som man altid pånyt glemmer at Kristiania skuespillere kan præstere, indtil man atter ser et norsk stykke blive spillet. Reimers’s spil var aldeles storartet godt; der er ikke tale om at Stokmann [sic] kan blive således spillet på nogen anden scene. Men naturligvis vil stykket snart blive kjedeligt. Nu er der jo en jubel uden ende, men allerede næste vinter vil det ikke kunne gives mere. Der er fire af os, Garborg, Lammers, fru Nicolaysen og jeg som har væddet om sherry og champagne, der skal gives ud i en frokost hos en af os, to mod 2 om stykket vilde gjøre lykke eller ei. Nu ved vi ikke hvem der har vundet, men søndag formiddag skal frokosten være. – Her er en lettelse og glæde uden ende over at Grevstad endelig er bleven bortdrevet fra «Dgbldt». Med Bætzmann er alle fornøiet. Han har været ved bladet før; idag var han oppe hos mig, og bad mig endelig skrive. Jeg hverken gider, eller har tid; men jeg svarte hen i veir og vind, og lovede ingenting. Her har også været en anden redaktør af «Figaro» og bedet om han måtte sætte mig op som fast medarbeider. Jeg behøvede ikke at skrive mere end et par gange om året. Jeg er forskrækket over de tusser, at de kommer til mig. Jeg er så kjed og led af dem, og af al den dumme skrivning med. Lørdag havde jeg middag kl. 6 for en del af mine venner. Vi var 16 tilbords, og det var udmærket vellykket. De siger bestandig at der er så hyggeligt hos os, og at jeg er en mageløs flink værtinde. Skal jeg dømme efter den livlighed og det spektakel vore gjæster altid holder, så må det være sandt. Jeg kan se og føle at de morer sig, og så vil de aldrig gå. Nu skal jeg snart ha’e et konservativt selskab, og der må jeg bede Thaulows, som der slet ikke var plads for sidst. Hvor det er skrækkeligt at du ikke lever her i byen. Gjorde du det så vilde jeg tilsidst ikke kunne leve uden dig, og så måtte jeg vel komme over alt det, der nu smerter og tynger mig. Du må ikke misforstå hvad jeg før har skrevet. Du må kunne se, at det er fordi jeg elsker dig så høit, fordi det er så nyt for mig, fordi jeg ikke kan hjælpe for, at jeg ikke kan tåle du har været de andres, nu da jeg ved hvad det vil sige at være din. Kys mig nu, og hav ondt af mig.

Din Amalie.

Det er sandt, du må strax sende mig det lange kabinetsbillede tilbage. Jeg kom tilfældig da jeg fulgte en anden til fotografen, at sige til ham, hvor misfornøiet jeg var med billedet. Han var så elskværdig ganske uopfordret at tilbyde sig at gjøre det om: Jeg vilde ikke spørge ham om det, for det er noget de aldrig gjør, uden at man betaler pånyt. Men så vilde han ha’e det gamle tilbage. Nu skal du se, at du endnu skal få et pent billede af mig. Dennegang skal jeg nok passe på at klæde mig manérligt. – Godnat Erik!

Din Amalie.