Amalie Müller skriver til Erik Skram om at hun har fått nyss om hva Bjørnstjerne Bjørnsons En Hanske handler om.

Brev 105.

Kr.ania 30-5-83.

Min elskede, jeg sad og græd over dit brev; det gik mig ind i hjærtet med en underlig vemodig smertesfornemmelse. Hvor du er sød, når du er bedrøvet og hvor sødt de kommer de ord: ”jeg vil være hos dig.” Som om du lagde dig trygt tilhvile ved mit bryst, og ikke vilde høre snak om noget andet i verden. Just som jeg vilde gjøre med dig. Nei, nei, nei jeg burde ikke have været min og din kjærlighed foruden. Jeg var jo aldrig blevet noget rigtig menneske uden det, kan du ikke forstå såpas, din dumme gut! Hvad godt du har gjort mig kan ikke siges ud i ord, eller males op i billeder. Det er en verden af godt du har gjort mig, en verden, hører du, – med alt sit tilbehør og al sin uendelighed af indhold. Jeg vilde ikke undværet at ha'e kjendt dig, om jeg end skal have at lide for tabet af dig for resten af mit liv. Du må aldrig tale således; det gjør mig så ondt så ondt. Du har været det eneste i mit liv, for hvis skyld jeg vilde påtage mig at leve det om; du har jo været min eneste fryd, mit eget deilige vidunder, har du været. Du skal ikke gjøre mig mere forsagt og forpint end jeg er i forveien ved at lade som om alt det gjerne kunde været det samme. Og du har ret til mig. Du har ret til at komme og ta'e mig i din favn, fordi jeg vil det, fordi jeg er din eiendom, og elsker dig, og venter på dig, og længes efter at trykke dig til mit hjærte. Nu ved du det, og nu værs'god forstår du at du, og du alene på jorden har retten til mig. Jeg kan forstå at du helst taug ganske stille, til du var hos mig. Hvad vil disse fattige blækkede ord sige mellem os! Men du må ikke gjøre det. Du ved jo at det er dit elskede brev jeg stunder efter ugen igjennem og så atter lever på ugen tilende.

Det bli'er ikke meget jeg kan skrive nu. Her kommer et par fremmede, og de er her vist snart. Men så får du lidt imorgen, det er kun onsdag idag. Du taler om hvad det vel er, som nu har givet det sidste stød til at jeg vilde væk. Jeg tror det er lidt af hvert af det du nævner. Samtalen med Pylle havde vistnok ingen direkte indflydelse, men den bragte mig til at se en gang til med mine egne skånselsløse øine på hvordan sagerne stod, og jeg fandt intet smuthul hvorigjennem jeg kunde krybe for at slippe for at gjøre min pligt. Ja, for sådan står det for mig. Det er min pligt jeg gjør, og derfor har jeg mod. Grundene er så mangeartede og kombinerede at det er vanskeligt at lægge dem tilrette. En af dem, måske den stærkeste er hvad jeg så ofte har berørt, at jeg ikke har selvfornægtelse eller seighed nok til at nøie mig med det lidet af samliv forholdene kunde give mig med den jeg elskede. Jeg kunde ikke tage de smuler, og så være forholdsvis tilfreds. Så er det også det med hans penge som jeg nævnte sidst.[i] Du kan begribe det ikke er behagelige penge at leve på. Det vil jo bringe en ganske anderledes styrkende følelse at gå om dagene og spise helt sit eget arbeides brød. Og så er der en ting til som ikke har spillet en liden rolle. Det er dette at jeg ikke får være i fred for efterstræbelser nei – det ord er for krast, men tilnærmelser kurmagerier og sligt griseri. Man finder det formodentlig usandsynligt at jeg ikke skulde ønske at gifte mig, eller at knytte en eller anden forbindelse – mandfolk er jo således, – og så kommer den ene efter den anden og vil ha'e fat i mig. Jeg bekjæmper og afviser og lider og pines – hvor lidt mandfolk ved eller fatter at sligt er en pine og en forsmædelse, men undertiden kommer det dog over mig, jeg kan ikke holde det borte. Og når jeg så undertiden følger min natur, og glemmer at stå på vagt eller at være væbnet til tænderne, og er tillidsfuld og venlig – går det rent ilde. Du kan tro sligt trætter et menneske ud. I Amerika vil det blive anderledes. Der indta'er en kvinde en medborgerlig stilling, og sés ikke på som én der må være gift for at være noget. Jeg ved det vil blive bedre der, og så bli'er jeg jo også gammel og styg snart, og det vil være en lise. Dette med disse mandfolk har aldrig været mig så afskyeligt, modbydeligt forhadt som siden jeg kom til at elske dig. Jeg tog det før som en forholdsvis ligegyldig sag, som noget der kun i meget ringe grad kom mig ved. Men nu! – det synes mig en skjændsel. Farvel for idag min deilige! Hvor jeg vilde lægge mit hoved op til dit bryst og høre dig tale med din søde stemme, mens du klappede min kind og smilte til mig. Engang skal det dog jo ske. Men så, – der er en afgrund bag det, og ned i den må jeg.

Torsdag. – Du er sød, som tænker dig muligheden af at komme til mig i Amerika. Hvor kjæk og tapper du i grunden er. Men hvis det nogensinde skete, så måtte det være for aldrig at skilles mere, ikke sandt? Ellers var det bedre vi var som døde for hinanden. Forresten kunde det jo godt hænde at du kom der, – ingen kan vide hvordan det går i verden. Kanske vil det engang vise sig, at det at jeg drog til Amerika var det heldigste jeg nogensinde kunde foretage mig. At det er det rigtigste synes jeg at være så vis på. Der er en ting til som har puffet mig til at fatte min beslutning, men det vil jeg ikke skrive om, for det er så flout; det angår dig og ikke mig. Når du kommer kunde jeg måske sige det, hvis det var mørkt, så du ikke kunde se mit ansigt. Det var Wullums og et par til som var her igåraftes. De første har ikke været her siden længe før jul, og fru W. er rent hørt op med at komme her. Jeg traf hende på gaden igårform. og så sa'e hun noget om at hun havde følelsen af at jeg holdt på at trække mig tilbage fra hende – der har i vinterens løb ofte været fremmede hos os, hvor de ikke har været budne, det er så ondt med det, at ingen liker at treffe dem, men det er mest for hans skyld, for han bli'er jo mere og mere umulig for hver gang man ser det menneske, hende kan man virkelig nu bedre li'e, og hun er et bravt og igrunden et fint og nobelt menneske, og så bad jeg dem komme om aftenen. Så kom Helland et ærind op som han forresten havde lavet for at få en anledning, i den senere tid har han gået og hittet på alle slags påskud for at nærme sig igjen – og da han blev vist lige ind, (pigen troede han var buden), kunde jeg ikke undgå at bede ham bli'e. Så begyndte H. og fru W. at tale om Aulestadturen forrige år, og så tog H. på at fortælle om alt det som jeg er så kjed af at høre ham gi'e tilbedste, om dig og Drachmann, og mig og frk. Sten o.s.v.

Så spurgte nogen om hvad Skram var for et slags menneske, og så kom H. med det som han altid siger: ”S. er en kjæk kar, – tænk han er ikke som en dansk men akurat som en af os, – men,” og når han siger det som nu kommer ser han altid udfordrende på mig, – han bli'er ikke til noget for han er ødelagt. Når man vil vide – som også igåraftes – hvorfor han ikke bli'er til noget og hvorfor han er ødelagt, har han kun det svar: nei, for han bli'er ikke til noget, og han er ødelagt, fordi han er ødelagt. ”Det var en underlig argumentation” sagde fru W. ”Skram bli'er netop til noget, – han er jo allerede så meget, og han er en af de bedste og ”kækkeste” mænd Danmark har.” ”Det er bare Brandes, som har forrost ham” brølede så H. ”Nei tværtom” svarte fru W. [”]Skram er netop Brandes altfor selvstændig og dygtig sådan på egen hånd, mener jeg, – til at jeg tror, at han (B), kan li'e ham”. Så faldt der da nogle ord om at jeg havde været bedåret af S. på hin mindeværdige tur, og han af mig, – ”men” – sa'e H. henvendt til mig – S. er en letsindig fyr, ikke sandt fru Müller, – de vilde ikke være så dum at ville ha'e noget med ham at gjøre? For ham gjælder det: ude af øie, ude af sind – tror de ikke? o.s.v. Jeg sad ganske stille, og sa'e næsten ingenting.

H. har tidligere oftere doceret for mig, når han har opfrisket minderne fra Aulestaddagene at S. havde havt så mange kjærlighedshistorier, og at jeg ikke måtte synes om ham. ”Han er udbrændt!” er et af hans yndlingsudtryk. Den latterlige tussefyr med sin banditagtige opfatning af alt muligt. Jeg sad der og følte mig så rig og glad igåraftes ved at kjende og eie dig, og jeg var så lykkelig ved at vide fuldt ud, jeg, hvordan du var, min deilige, inderlig elskede Erik. Hvor det er græsseligt at jeg ikke kan sige til dem alle: Det er ham jeg elsker, og han elsker også mig. Hvor stolt jeg vilde være over at det var mig, som havde vundet dit hjærte, og hvor morsomt jeg vilde synes det var at vise dem at jeg havde et hjærte at give bort, at jeg kunde elske, jeg. Nu tror de jeg er kold eller ”udbrændt” måske, som H. siger. Det fæ, han har naturligvis ikke nys af en forestilling om hvad det vil sige at være udbrændt.

Jeg har fået vide hvad indholdet i Bjørnsons ”Hansken” er,[ii] men under strengt taushedsløfte. Han er som han er gal med det denne gang at ingen skal vide et nys om det. Themaet er i slægt med E.B.s. ”Et Besøg”[iii] – nei det vil sige, det er rent det modsatte. Hos B.B. er det hende som bryder da hun får at vide hvilket liv hendes forlovede har levet. En ung uskyldig pige som ikke aner hvorledes mændene er, – sådan som det er med os alle – ser pludselig at hendes elskede i sit foregående liv har smudset sig til og levet med mange kvinder. Så bryder hun med ham, og i anden akt kaster hun ham i vrede sin hanske lige i ansigtet. B.B. opstiller den modsatte fordring af E.B.s [.] Han kræver renhed af mændene, og ikke at kvinderne skal tillades at gjøre det samme. Se hvor langt mere ophøiet hans moral og sædelighedsideal er! Og det er hans vei som fører opad til frelse for samfundet, den anden fører nedad i simpelthen afgrunden, i opløsning og fordærvelse. Der vrimler af skjønne ting, – Bjørnson er et deiligt menneske, men 3die akt er svag. Den burde slet ikke været der. Første akt er glimrende, men anden allerede ringere. Det vil gjøre en meget betinget lykke. De unge mandfolk vil se det og smile og sige at B.B. er bleven værre end den værste romantiker med sit sædelighedsideal, og de gamle vil sige at han nok har ret naturligvis, men at det nu engang ikke går an at forlange umulige ting. Farvel elskede.

Din Amalie.

*

[i]) det med hans penge: August Müller betalte en del støtte for Amalie og guttene. Se brev 101.

[ii] Bjørnsons ”Hansken”: Bjørnsons skuespill En Handske ble utgitt i sin første utforming i 1883; en mindre forsonende utgave kom etter debatten i 1886.

[iii] i slægt med E.B.s ”Et Besøg”: se brev 50, note 291.