Amalie Müller seiler ut Christianiafjorden på vei til Australia sammen med sin kapteinmann August. Hun strever med seg selv for tiden.

Amalie Müller seiler ut Christianiafjorden på vei til Australia sammen med sin kapteinmann August. Hun strever med seg selv for tiden. Det er vanskelig å være en god kristen og underdanig kone, og hun har mange redselsfylte tanker om døden og om å komme til helvete. Hun skriver et svært langt og inderlig brev til sin elskede lærer fra skoletiden, Ole Elias Holck. Det er av avgjørende betydning for henne at han tenker på henne, ber for henne, aldri glemmer henne. Brevet er skrevet i et opphøyet og dypt kristelig språk. Hun er 23 år gammel nå, og har sine to små gutter, Jakob og Ludvig, med om bord.

Hun skriver:

«Min inderlig kjære Holck! Jeg kunde umulig forlade Europa, for saa lang Tid, uden at sende Dem nogle Linier, som Svar og Tak for Deres over al Maade kjære velsignede Brev, thi omendskjøndt jeg aldrig kan udtrykke min Tak saaledes som jeg føler den, maatte jeg dog lade Dem vide, at jeg rigtig havde modtaget, hvad De saa kjærligt sendte mig. De kan ikke tro, hvor De glædede mig ved dette Brev, hvilken Velsignelse det var for mig, og hvorledes det kom i rette Tid! At læse og høre fra Deres egen Haand og Mund, hvor kjær De havde mig, hvorledes De vilde tænke paa mig, og bede for mig, det var en Glæde og Fryd for mig, større end De kan forestille Dem. Da jeg læste Deres Brev, blev jeg saa overvældet af Glæde og Vemod, at jeg brast i Graad; saaledes gaar det mig saa ofte naar jeg bare tænker paa Dem; mit Hjærte er saa fuldt af Kjærhghed, Beundring og, jeg kan næsten sige at jeg ofte maa skaffe mig Luft ved at græde. Gruuden dertil er den, at jeg føler mig saa aldeles uværdig tll selv den mindste Smule af en venlig Tanke fra Dem; naar jeg dog som Tilfældet har været i den sidste Tid, saa ofte ser mig erindret af Dem med Venlighed og Kjærlighed, saa kan jeg ikke andet end føle mig inderlig skamfuld, saa skamfuld, at det formelig ikke er til at udholde; og dog kunde jeg ikke taale at tabe det mindste Gran af Deres Godhed nu; det gjør mig saa uendelig meget godt; det virker paa mig, mere end De tror.

Tanken paa Dem kan mangen gang vække Andagt hos mig, den kan opvække en inderlig Længsel efter at blive værdig til Deres Godhed og Agtelse, efter at komme videre og videre frem tll Gud, saa langt som Dem, om det var muligt, ja endogsaa efter at mødes med Dem hos Gud, naar Jordens Strid er over, hvor jeg da ret af Hjærtet kunde takke Dem for hvad De var for mig hernede, kunde velsigne Dem atter og atter fordi De hjalp mig frem til Gud. Hvor ofte skal jeg ikke tænke paa Dem, naar jeg sidder ombord paa Skibet, og befinder mig ude paa Havet; hvor mangen stille, velsignet Aften skal jeg ikke dvæle ved Mindet om Dem, hvad De har sagt og lært, paa Deres hele ædle velsignelsesrige Liv, paa den rørende Maade. hvorpaa De har gjort mig, og saa mange saa meget Godt.

- Og jeg, som nu reiser til Australien, - en lang Vei, det er sandt, men dog ikke saa lang, som den synes. Under heldige Omstændigheder, kan man være der om 3 Maaneder, dog maa man gjøre Regning paa 4. Vi ere nu saa udmærket godt udrustede, at vi intet egentligt Savn ville komme til at lide, hvad Mad og Drikke angaar. Nu for Tiden, kan man jo faa alle mulige Ting, hermetisk nedlagt, ja indtil Melk Fløde. () Forleden Nat drømte jeg, at vi netop havde passeret Linien, da vi bleve var en liden Baad, hvori det, foruden de som roede, kun befandt sig eet eeneste Menneske, og dette Menneske var ingen Anden end Dem. De kom da ombord til os, til min grændseløse Glæde, og lovede strax at følge med tll Australien. Vi beværtede Dem med lutter preserverede Sager; tilslut fik De Mulkter med Fløde. De var aldeles uudtømmelig, i at rose Maden, og sagde atter og atter, at det var merkeligt, at man dog kunde faa friske Sager midt ude paa Havet. Deres Løfte holdt De dog ikke, thi da jeg vaagnede, o ve, - var Fuglen fløiet og Buret tomt; jeg maatte atter sande Ordsproget: Loven er ærlig, men Holden besværlig". - Forresten kan De tro, vi have det udmærket hyggeligt ombord; Muller har nu ikke vidst alt det, han vilde anskaffe, for at vi skulde faa det pent og bekvemt . . .

Paa Bøger have vi Overflod, og det udmærket gode Bøger, norske, tydske, engelske og franske. Jeg kjøbte en fransk Bog, som hedder: Hundrede Timer i Fransk, med en tilhørende Nøgle. Den skal være et probat Middel til at lære Fransk. - Har De læst Breve fra Helvede? Den studerer jeg for Øieblikket; det er igrunden en uhyggelig Lecture, men den er dog vækkende, skjønt jeg ikke synes saa ubetinget godt om den. - I Kahytten hænger et stort Billede, et Kobberstik, som forestiller Jesus i Gethsemane. I Forgrunden knæler Jesus med foldede Hænder, dødstræt og sjæleangst, paa samme Tid som der er udbredt en usigelig Fred over ham. Engelen kommer netop tilsyne for at trøste ham. I Baggrunden sove Diciplene.

- Det er forunderligt hvilken Virkning dette deilige Billede gjør paa mig, naar jeg i disse Dage ser derhen, efter at have læst om Helvede. Det siger saa tydeligt, at jeg kun skal se derhen for at slippe at komme i Helvede; saaledes forholder det sig jo ogsaa; naar jeg kun med Troens Øie, ser hen til den lidende Jesus, saa er jeg jo frelst.

- De blev vel meget forundret over at høre, at jeg skulde blive med til Australien; sandt at sige er jeg det ogsaa selv. Jeg var nu saa aldeles bestemt paa at blive hjemme, og det tog ogsaa Tid inden jeg kunde fremkjæmpe min Beslutning, men nu er den tagen; jeg haaber og tror, at det for mig var det Rette denne gang at blive med, i alle Fald er jeg nu ganske rolig og fattet. Gud styrke mig nu i Kampen mod mig selv. Ak, jeg er haard som Sten og saare vanskelig at brydes med, endnu værre at overvinde; men vor Herre er dog stærkere, og vinder vel for Jesu Skyld Bugt ogsaa med mig arme Menneske, lad kun ham om det. Jeg er jo ikke den første han beseirer. Ofte er jeg dog nærved at fortvivle over mig selv Det var ikke glædelige Tidender jeg lik om Deres Helbredstilstand. Det gjorde mig saa inderlig ondt at høre, dog, det er jeg jo saa vant tll. - Gud give, De maatte blive lrisk. Det er dog tungt, at bære paa et sygt Legeme, alle sine Dage, det maa dog vel saa være. Denne Tids Lidelser vide vi jo, ere for Intet at regne mod Herligheden hisset, som forvist skal aabenbares paa Dem, saa sandt som Guds Son har forløst dem. Der ville lade sig frelse.

- Hvor det skulde glæde mig, at gjenfinde Dem frisk og lykkelig, jeg mener lykkelig i jordisk Henseende; hvor inderligt jeg vilde ønske, at De da ikke mere maatte være alene, men at De havde fundet En der var værdig at leve sammen med Dem alle Deres Dage. Hvor De kunde trænge tll En, som kunde gjøre Hjemmet lyst og venligt for Dem, hvis Smil kunde varme op Deres ædle Hjærte og gjøre Deres Dage bilde og velsignede. De kunde dog saa let, om De vilde, dog hvad ved jeg derom; Guds Villie ske. Tilgiv mig, at jeg i min kjærlige Iver maaske gik videre end det sømmer sig mig; De maa dog ikke misforstaa mig, eller blive vred.

- Fra Cathinka skal jeg bringe Dem saa mange Hilsener, som Brevet kan rumme, og kjærlige og inderlige ere de hver især. Nu har jeg paany taget Afsked med hende og det for langt længere Tid end sidst. Vi holde meget af hinanden og jeg tror, at den største Sympathi mellem os, er vor fælles Kjærlighed tll Dem. Vi formelig strides om, hvem der har den største. -

Hun er fremdeles frisk og fornøiet. Hun har faaet langt mere Fred og Ro, nu end tidligere. Hun har som hun siger, faaet mere Greb paa hvad Barnetroen vil sige. Hun var ifærd med at kjæmpe sig til døde, for at naa frem til Fuldkommenhed, men jeg tror, at hun nu har seet, at det er forgjæves, og at hun maa soge sin Fred ene og alene i Jesu Vunder; jeg ved hvorved hun vilde blive fuldkommen lykkelig, og jeg tror, faa fuldkommen Fred - maaske sker det aldrig, dog hvo kan vide! . . .

Fra min Mand har jeg ogsaa en hjærtehg Hilsen at sende Dem. Han læste Deres Brev, og det bragte Taarer i hans Oine. Kan De tænke Dem min Glæde over dette tydelige Tegn paa Sympathi imellem os. Jeg har lært ham, at holde af Dem, at se op til Dem, og jeg vidste, at han gjorde det, men dette var dog mere end jeg havde ventet; det beviste, hvor godt han forstod Dem, og at De ogsaa var istand tll at tale tll hans Hjærte, som De kan det til Mit. - Begge børnene ere friske og kjække; det er dog en stor Glæde. - Irgens, min kjære forrige Lærer maa De hilse, saa inderligt og venligt fra mig, og takke ham fordi han brød sig om at have mit Billede. Sig ham, at det vilde have været mig en stor Glæde, at kunde have sendt ham det, men jeg har desværre intet. Jeg skrev strax tll Kjøbenhavn efter flere Billeder, men de ere endnu ikke ankomne, og jeg er bange for at de fremdeles ville udeblive. I Tilfælde af, at de virkelig skulde komme, efter min Afreise, Vil Cathinka sende det til Bergen, og sørge for, dets videre Besørgelse . . .

Til Slutning vil jeg bede Dem undskylde, at mit Brev er bleven saa langt. Jeg haaber, at De ikke har tabt Taalmodigheden med mig, ved at læse det; det er saa stygt skrevet, jeg har skyndt mig saa meget. Saa lev da saa inderlig vel min høit agtede og elskede Lærer; Gud rigelig velsigne Dem, og lønne Dem, for al Deres Godhed mod mig, Uværdige. Jeg haaber, at jeg engang skal gjense Dem, maaske om et Aar, - et Aar gaar dog snart, trods sine mange Dage, og trods alt det Uforudseete, som det kan indeslutte i sig. - Hvor ofte skal jeg ikke tænke paa Dem, ude paa Havet og ønske godt over Dem og velsigne Dem, og om jeg tør sige det, bede for Dem. - Hvor gjerne vilde jeg ikke, om jeg turde, sende Dem nogle Linier fra Australien, ved min Ankomst. Far da vel og glem ikke Deres hen givne og taknemmelige Amalie, som De af og til vil bede for?»

Sjøfolkene om bord skal i ettertid komme til å snakke om Amalie med varme; hun er snill og omgjengelig med mannskapet, hun ror i land med dem, og gir dem alltid litt for å vente på henne. En av dem, som er fra Bergen, får sigarer og vin av henne, skal han komme til å fortelle Amalies første biograf Antonie Tiberg, for han var jo bysbarn. Skipet kommer til å være fire og en halv måned til sjøs før de ankommer Melbourne i Australia. Her blir de liggende i fem uker. Deretter er de innom New Zealand, før de etter 62 nye dager til sjøs ankommer Lima, Peru. Her oppstår et dramatisk sjalusidrama mellom Amalie og August. Skipet drar så videre til Chinca-øyene for å laste gjødsel. August er ifølge det mannskapet siden forteller Tiberg, sinnssyk på dette tidspunktet. Han drikker tungt, og det utvikler seg til mytteri blant mannskapet. Men han gjenvinner autoriteten, og skipet kan dra videre.

Livet til sjøs skal Amalie beskrive i detalj i romanene To venner, og Forrådt. I sistnevnte foregår et intenst kammerspill mellom en ung, hysterisk kristelig kapteinkone og hennes mann, der konen bedriver et destruktivt og ustoppelig korstog mot mannen for å få vite alt om hans seksuelle fortid. Den romanen ender med at ektemannen blir psykotisk og begår selvmord ved å hoppe på havet.