Dato
1 desember 1882

John Paulsen, som er en av Amalies mange beilere, nettopp har utgitt en roman med familien Ibsen som lett gjenkjennelige modeller, og som fra tid til annen bor hos henne, er på besøk igjen. Nå skal han få møte hennes venn Arne Garborg, som er både er glad i og stolt av.

Amalie skriver til Erik: «P. har siddet her et par timers tid. Han kom netop som jeg var kommen ind fra middagsbordet for at ta’e min halve times siesta i skumringen med lyset fra sprinklerne i den runde lille kakkelovn. Han fik kaffe og en cigarette, og jeg til gjengæld en ustanselig masse snak. Den smule lovsang i brevet til dig, var da ikke noget at bli’e bestukket af. Da har han gjort det ganske anderledes grundig ved mange forskjellige leiligheder. Han kommer her imorgenaften, og da skal han treffe Garborg som er en af mine specielle yndlinge, endskjøndt han er så styg som det næsten er muligt at bli’e.

Garborg, som i paranthes [sic] sagt har skrevet velvilligt og godt om «Pehrsons» i «Verdens Gang» er så utrolig menneskesky; jeg vil nu ikke tale om hans rædsel for kvinder og damer, thi den overgår enhver beskrivelse. Man er forlængst holdt op med at bede ham nogetsteds, for han viste sig aldrig. Men tænk dig til at han kommer til mig, - ja ikke ofte, 3, høiden 4 gange om året, men han kommer dog; og det er jeg så stolt af. Jeg har på en eller anden måde vundet hans tillid. Han sidder så tryg og ligefrem og taler med mig, og det glæder mig mere end alverdens «verdslige» erobringer vilde kunne. Der er ingen, som forstår hvad jeg har gjort med ham - selv Ernst Sars skvat formelig i veiret da jeg tilfældig kom til at nævne, at G. havde været en aften hos mig -; det er nemlig så bekjendt hvordan han har det. Jeg har ikke gjort nogenting mod ham, jeg - det er bare at jeg har været venlig og ligefrem, og stilfærdig og beskeden den gang jeg, meget mod hans villie, kom til at treffe ham, - det var forresten på landet i en ferie. Han «stammer direkte fra bønder» som fogden siger i «Folkefienden» og har havt en streng, og forfærdelig fattig og elendig ja vel næsten hæslig barndom og ungdom. Og så lider han så grænseløst ved at være så styg, - ja for det er nu så svært - ser du, mig generer det forresten ikke spor. Men det er en fin og blyg natur, og han er naturligvis ikke en gnist af mandfolkeagtig. Og så som han er at tale med! ja det vil sige, når han vil, og han vil altid med mig. Der tør absolut ingen damer være tilstede, når han skal komme, og det er en, (forresten ganske stiltiende) overenskomst os imellem, at han skal være alene, eller næsten alene. () Ja, ja jeg gjemmer mit ansigt ved dit bryst, og vil slet ikke se op, såmeget du endog beder mig, for jeg må gjemme mig hos dig, bare gjemme mig væk, for at du ikke skal se hvad jeg tænker, du min elskede.»

Tema
Korrekturlest?
Nei
Kilde

Amalie til Erik Skram 1. desember 1882. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-1883. Oslo, Gyldendal.

http://www.bokselskap.no/boker/elskedeamalie/tittelside