Amalie Müller har lest Ibsens En Folkefiende. Hun syns stykket er kjedelig.

Amalie Müller, som for tiden har bergenseren John Paulsen på besøk, og også Arne Garborg, som er hennes gode venn og ikke det spor mannfolkaktig (som hun lettet skriver), har lest Ibsens En folkefiende. Hun skriver til Erik i København at hun syns det er kjedelig, og at det ikke bringer noe nytt. Men hun må innrømme at hovedpersonen Doktor Stockmann er skildret med kjærlighet, i motsetning til hva hun syns Ibsen vanligvis gjør. Hun mener bestemt at modellen må være Bjørnstjerne Bjørnson.

Hun skriver:

"Jeg synes at «Folkefienden» er kjedelig må du vide. Men folk går naturligvis i ekstase, og jeg har besluttet mig til ikke at lade mig formærke med min dumhed, siden jeg igår blev så høilydt «beforundret», da jeg sa’e at jeg syntes det. Alt det han siger os der, ved vi jo så godt iforveien; og al den avispolemik tilfredsstiller dog ikke de krav man har til et digterværk. Og dette at den virkelig store eller rettere sande mand står i ensom kamp med plebeierne er jo intet nyt syn; og han har ikke formået at give os et nyt syn på dette syn. Han har skildret sin hovedfigur med kjærlighed, hvad han jo skjælden pleier, og han har gjort ham god, bare god og sympathetisk, uden pletter eller «gamle» skavanker men han er dog bleven en halv latterlig fyr. Det er jo B.B. op ad dage, ja det vil sige en incarnation af alle B.B.s gode egenskaber. Ja, latterlig er forresten for stærkt, men vi kan ikke lade være at synes synd i ham for hans blinde naivitet; han er så barnagtig dum, og på samme tid så gigantisk stærk og sandru. Det er akurat som B.B. Han ved aldrig det som alle andre ved af sig selv, før han må erfare det i et sammentørn, der koster ham noget. Ja, læs nu du den, og se hvad du synes. Skal et folk vinde fremover, så må der jo kjæmpes partivis; og det må vel være de bedstes opgave at drage majoriteterne opefter bag sig; men det er jo på den anden side ikke muligt for en ædel ånd at se al partivæsenets uhumskhed, uden at redde sig ved flugt, eller at fortvile. Det er jo derfor Stockmann (B.B) ikke får nogen indflydelse. Men alt det er jo så gammelt, derfor griber ikke bogen, hverken griber eller slår. Den bare gjør håbløs, – nei den gjør ikke det heller, for vi glemmer den strax igjen. At den også må bli’e kjedelig på scenen, synes jeg bestemt; men det tror ikke de andre. De minder om hvor morsom «De Unges Forbund» er, men den er nu også morsommere, den. Jeg er glad at jeg ikke har kjøbt bogen, – jeg har nemlig fået den anonymt. Samme dag den netop var hidkommen, gik jeg og talte med sekretæren i «Tidsskriftet» om den, – ja det vil sige, han kjendte den ikke, men havde hørt et og andet om den, som han fortalte mig. Da jeg så kom hjem lå den på bordet i et omslag med en fordreiet håndskrift på. Jeg ved ikke hvem det er, som har sendt den. Et bybud havde bragt den. – – –"