Erik Skram skriver til Amalie Müller og minner henne på hvor søt hun er. Men har liker dårlig at Holger Drachmann har beilet til henne.

Erik Skram skriver til Amalie Müller:

«Hvor det er dejligt med Dig Amalie, at Du elsker denne stærke bløde Stuevarme. Det gør jeg med. I en kold Stue er jeg ulykkelig. Sig mig Unge læser jeg rigtig, gik Du på «Strømpelæsten», da der var så brændende varmt i din Stue og er det Ordet for det, vi blot kalder Strømpefødder. Og husk så på vort første Møde, da Drachm. knælede og tog Støvlerne af Dig - skam Dig!»

Og han har også noe å si henne om hennes skrekk for å innlede et seksuelt forhold til ham. Han skriver:

«Der står i dit Brev, Elskede, jeg kan ikke gøre det du ved, aldrig, aldrig!" men neden under har Du skrevet: "Det sønderslider mit Hjærte at gøre Dig imod, at sige nej til det, Du vil." Nu har jeg Stump jo aldrig forlangt af Dig, at Du skulde løbe fra Gutterne dine, jeg har vistnok ikke en men flere Gange sagt, at dine Pligter dér også for mig er hellige. Jeg ved jo Amalie, at det ikke nytter det mindste at ville synde" sig sin Kærlighed til - det vi to forstå ved at synde - det er en Tommes Fryd for hundrede Favnes Elendighed. Altså Stump min uhyre Skræk har jeg ikke letsindig pådraget mig. Jeg havde i Brevet forud til Dig talt Dig helt ind på dit søde yndige blottede Legeme. Det så ud som måtte Ordene være Svar derpå. Nu tror jeg ikke Ven, jeg ret mere, skal kunne misforstå en Ytring fra Dig - men Sødeste indrøm mig, at mine Teorier er rigtige: Kærlighed er Blottelse, først ved den når man til at eje hinanden, først ved den er der Sikkerhed og den guddommelige Ro, der ubevidst er et af Kærlighedens store Mål, ti først ved den bliver Tilliden prøvet og vundet. At jeg dog ikke kan kysse Dig nu!"