Amalie Müller forstår at vennene hennes snakker om henne og Erik Skram

Det begynner å bli klart for Amalie at omgivelsene har fått med seg mer av det som har foregått mellom henne og Erik i sommer enn hun har skjønt. Det er et problem at alle sladrer om henne nå, for det er viktig for henne å passe på ryktet sitt. Ingeborg og Frits Thaulow er nå på vei til København, og det er grunn til å tro at de kommer til å bringe ryktet med seg dit.

Amalie føler at hun må advare Erik. Hun skriver til ham:

"Kri.ania 7-9-82

Netop som jeg har sendt mit modbydeligt lange brev afsted, bli’er jeg nødt til at skrive et til. Først igår traf jeg nemlig Ingeborg og en del andre Thaulower, da jeg har været syg siden lørdag, og nægtet mig hjemme for alle, uden undtagelse, og nu har jeg fået hele lextien om, i hvilken grad de havde forstået at stave og lægge sammen. Nini og Theodor havde ikke alene sét dem i vognen, men også sét dem kjøre op ad Rosenborggade, og ventet til den tomme vogn kom nedover igjen. De var gået ganske rolig til løkken og fortalt at de nu vidste hvem fru Müllers reisende var e.c.t. De havde ikke villet nævne det til dem dagen efter, fordi de gjerne vilde være delikate, og fordi de troede, det var en så «alvorlig affaire.»

Ingeborg påstod at de havde været så besynderlig dagen efter, og besvaret alle spørgsmål på en så åndsfraværende og rastløs måde. Det, de havde sagt om forretninger, havde forekommet dem alle så mystisk. Nogen havde sét mig fare nedover byen i en drosche. Herman havde taget fat på Jakob, og spurgt ham ud, om hvor jeg skulde hen, hvad Jakob ikke kunde give besked om. Ingeborg påstod med en sådan bestemthed, at jeg havde været sammen med dem begge aftener, at jeg virkelig troede, hun positivt vidste det. Hun var meget fornærmet på mig, fordi jeg ingen fortrolighed havde havt til hende, og trængte hårdt ind på mig for at jeg skulde tilstå alt! Nini havde skrevet til Theodor om det og sagt at der var ingen tvil om at fru Müller og Skram o.s. v.

Der kan de se, hvor godt det var, vi ikke kom på løkken hin aften, da vi næsten stod for døren.

Jeg udholdt attentatet med en beundringsværdig ro og koldblodighed. Jeg havde ikke tiltroet mig selv så megen frækhed og energi som den, hvormed jeg tilbageviste alle beskyldninger. Det gik op for mig, at man først ved, hvad man duer til, når man står foran ilden. Jeg er ikke så gal, jeg, må de tro. For en fordærvet og snedig person, jeg kunde være bleven, hvis forholdene havde taget mig ordentligt i brug. Nu gider jeg hverken det ene eller andet. Men jeg løi, – det er utroligt hvor godt jeg gjorde det, tiltrods for at jeg ikke er håndgangen, og jeg påstod, at jeg kun havde set dem den ene gang i visiten. Din tomme vogn kunde været en anden, sa’e jeg: alle vogne ser éns ud, og det gjør alle kudsker også. Den første aften havde de faret omkring for at treffe Grevstad, med hvem jeg havde forstået, at de havde kjedelige forretninger, – pengesager – men uden resultat, – så havde de i ethvert fald sagt det til mig. De havde endvidere sagt at de også fredag eftermiddag sandsynligvis vilde være optaget af kjedelige forretninger, hvorfor jeg ikke mere fik dem at se. Det holdt hårdt, især med Ingeborg, men tilsidst troede hun mig aldeles ubetinget. Jeg tog det så utroligt roligt. Som om det ikke interesserte mig synderlig enten man troede mig eller ei. Nini og de andre, bad mig næsten om forladelse, fordi de havde kunne tænke det til mig. Hun vilde strax skrive til Theodor. Fritz sa’e, at han altså havde havt ret, når han hele tiden havde sagt, at det hele var noget sludder; han var så vis på at Skram og jeg ikke havde havt det fjerneste maskepi sammen at o.s. v. Det vidste han bedre. O.s. v.

Jeg underretter dem om dette, for at de skal vide, hvordan sagerne står, når Fritz og Ingeborg nu kommer til Kjbhvn og måske gjør hentydninger. Kjære, – sig nu bare akurat det samme som jeg, så er de så sød. De sa’e engang at det ikke kunde være så farligt om folk til syvende og sidst, fik det at vide, men det er, det er farligt. Ingen af dem vilde tro mig mere! Bare det! Man vilde mistænke mig for at være så meget værre og for at ha’e gjort så meget galere ting end det jeg virkelig har gjort. De vilde tro det værste om mig. Og det vilde ikke være hyggeligt at stå som en løgner foran dem alle. Og så er det ikke bare for min skyld, men for mine gutters som fortjener at ha’e en mor med et pletfrit rygte og for min broders og hans guts skyld. Husk på alt det!

Forresten føler jeg mig tryg i deres hænder.

Deres A. M."

Men senere samme dag blir hn nødt til å skrive et nytt brev til Erik:

"Først igår traf jeg nemlig Ingeborg og en del andre Thaulower, da jeg har været syg siden lørdag, og nægtet mig hjemme for alle, uden undtagelse, og nu har jeg fået hele lextien om, i hvilken grad de havde forstået at stave og lægge sammen. Nini og Theodor havde ikke alene sét dem i vognen, men også sét dem kjøre op ad Rosenborggade, og ventet til den tomme vogn kom nedover igjen. De var gået ganske rolig til løkken og fortalt at de nu vidste hvem fru Müllers reisende var e.c.t. De havde ikke villet nævne det til dem dagen efter, fordi de gjerne vilde være delikate, og fordi de troede, det var en så "alvorlig affaire." Ingeborg påstod at de havde været så besynderlig dagen efter, og besvaret alle spørgsmål på en så åndsfraværende og rastløs måde. Det, de havde sagt om forretninger, havde forekommet dem alle så mystisk. Nogen havde sét mig fare nedover byen i en drosche. Herman havde taget fat på Jakob, og spurgt ham ud, om hvor jeg skulde hen, hvad Jakob ikke kunde give besked om. Ingeborg påstod med en sådan bestemthed, at jeg havde været sammen med dem begge aftener, at jeg virkelig troede, hun positivt vidste det. Hun var meget fornærmet på mig, fordi jeg ingen fortrolighed havde havt til hende, og trængte hårdt ind på mig for at jeg skulde tilstå alt! Nini havde skrevet til Theodor om det og sagt at der var ingen tvil om at fru Müller og Skram o.s.v.