Dato
6 desember 1883

Amalie Müller er tilbake i Kristiania etter besøket hos Erik Skram og hans krets i København. Sin tidligere beiler John Paulsen har hun nå lagt for inderlig hat, -- saken har dessuten skapt stor splid i det litterære venstre i Kristiania, det er dette alle snakker om for tiden.

Og hun har fortalt sin mor og sin bror Ludvig om sine store kjærlighet til Erik, og sine planer om å gifte seg med ham. Hun skriver til Erik:

«Den John Paulsen er dog et ligefremt ondt menneske, en ren sump af en fyr. At fru Sars viste mig kulde er løgn; netop den aften bad hun mig om noget som vidnede om særskildt forkjærlighed, at jeg sammen med fru Schjøtt skulde komme om formiddagen på hendes eget værelse, for at læse høit fru Edgrens noveller. Og at de andre damer skulde have vendt mig ryggen! Han er dog for gal den fyr, rent forgiftet af galde. -

Jeg skal forresten nok opføre mig med klogskab, hvad angår sagen med dig, skal du se, - det er godt at du kom til at tale så udførligt om det; udentvil har du ret min elskede. Når jeg nu treffer fru Sars, vilde jeg ønske at hun spurgte, så skulde jeg sige hende rent ud, at jeg elskede dig, og vilde ægte dig. - - Jakob, som ikke selv har sét eller læst «Moderne Damer», fortæller at man er rasende forbitret på J.P. og at man siger: Bare han var her, så - - - - -.

Jeg er vis på at han blev pryglet op på åben gade, hvis han indfandt sig; han har ganske vist ret i det, at han ikke turde være i Kr.ania når den bog kom ud. Den ene af opsatserne er fra «Verdens Gang», det er sikkert Amund Helland som har skrevet den. Lad Bertha Knudtzon få dem efter dig; hun vilde så gjerne se norske anmeldere om bogen. Jeg er bleven afbrudt flere gange, og får som det lader, slet ingen ro til at skrive uforstyrret. Det er dog vanvittigt af den Poulsen at han ikke kan lade mig fare, men sidder og raser om mig på offentlige steder til fremmede mandfolk som With (efter hvad han ved i altfald), er for mig. Så du er et «skjændigt menneske» som «har undergravet mit rygte». End han da med sin bog! Men skidt i den fillefyren; det er dog forgalt at jeg skal sidde og spilde mine ord og min ærgrelse på sådan en lus. -

Ja, det var igrunden kjedeligt at jeg ikke fik sagt With farvel. Jeg vilde så gjerne, men det var jo ikke godt gjørligt. Hils ham når du ser ham, men jeg synes næsten at hvis han skal være «vor gode ven», så kan han ikke samtidigt være Poulsens. Når jeg nu kommer til at huske det, så har denne P. igrunden sagt mange graverende ting om dig til mig i den tid han gik og frygtede for at det var dig, jeg elskede, sådanne ækle, besmittende småting, som er så vederstyggelige fordi der kan være et slags skin af mening i dem, oh nei, ikke det, - ikke mening, ikke skygge af mening, - men, ja han er et skiddent menneske.

Du, da jeg gik her i gaderne idag, længtede jeg tilbage til dine gader; jeg følte som var Kr.ania en næsten fremmed by, hvor jeg ikke mere havde hjemme. Det var så underligt, jeg greb mig flere gange med forundring i den underlige fjerne følelse jeg gik med. Og så bildte jeg mig ind at jeg var i Kjøbenhavn, at du var inde for at kjøbe en cigar eller telegrafere afbud til en professor, eller for at gjøre noget stygt, og at jeg hvert sekund kunde have din hånd stukket ind i min og lyden af din elskede stemme i mit øre.

Men hvorfor kunde du ikke tale om dit savn til din mor? Det kan jeg igrunden ikke begribe. Du skulde hørt mig igåraftes mens jeg klædte mig af tale op om dig og min kjærlighed og min fuldstændige gåen under uden et fremtidigt liv med dig, og om min længsel, og elendige hjælpeløshed borte fra dig, til moderen, - det var til moderen forstår du. Hun sagde ikke stort, engang imellem: [«]men at dette er dig! hvor er de nu henne alle dine fordums dages teorier, din faste, sikre livsens mening om at kjærlighed var nonsens og intet andet?" «Ah tie stille», sa'e jeg så leende, du ved jo jeg har strøget flag, og brudt mit værge, og nu skal du være ædelmodig. Men med Ludvig havde jeg en dyst at bestå. Da mor var gået ind og vi sad alene, spurgte han mig pludselig: «er det sandt at du er forlovet og skal gifte dig?» «Ja», sa'e jeg hårdt og raskt. Mor havde afvist hans spørsmål, hun havde ikke lov at sige noget, men af andre havde han hørt det. Han var indigneret over at jeg vilde forlade gutterne, og talte mig næsten hårdt til. Jeg svarte rolig, at jeg så godt kunde forstå, det måtte synes ham urigtigt, og at det slet ikke var mig en let sag at gjøre det, men at det ikke destomindre var min urokkelige beslutning, og at jeg trode sikkert og vist at handle rigtigt. Det var ligesom han havde vanskelig for at fatte dette med denne store kjærlighed hos mig, og mindede mig om at hele mit liv havde været anlagt på at leve for gutterne. Men tilsidst blev han mildere og sa'e, at det jo slet ikke var sikkert at jeg handlede urigtigt fordi om det så slig ud, at det i ethvert fald var et spørsmål som ikke var så ligetil at besvare, og at det ikke engang var absolut vist at han vilde fastholde sin mening. Det var kommen ham så pludseligt, og han var ikke mild imod mig. - -

Nu kom dit andet brev. Tak min elskede, min Erik! Hvor det var godt at vi glemte manuskriptet; det forskaffede mig et ekstrabrev, et deiligt elsket brev. Men lad dog endelig for guds skyld være med at give den stakkeren J.P. prygl. Du må ikke gjøre det; tænk om du slog ham fordærvet, han som er så klæk og kraftløs - så blev der rettergang og sligt, og da var der først rigtig skandale, og det vilde gå ud over mig på den vis f.eks. bare at mit navn blev nævnt om og om igjen som den der var «la femme». Desuden, han skal, - han skal ikke vørres nok, - du er for god til at lade ham mærke at han virkelig har gjort dig eller mig fortræd. Men hvor er det dog infamt af ham, at han lader som han er indigneret over din «ødelæggelse af mit rygte», fordi han derved gives anledning til at tale om mig som den kompromitterede. Du kan stole på at det er ham som har talt om dit «reisefølge» gjennem Norge til hr. Rosenstamm. Med ham, denne værdige herre - ja, jeg tror han er en dårlig person - har han også i sin tid drøftet dig og fru Bille, og eders gjensidige forhold. Det var fra ham han havde alle sine detaljer. -

Naturligvis skal jeg sende manuskriptet imorgen den dag, og gjøre som du siger, min elskede. Apropos; Boll fortalte, at Garborg havde siddet nede hos Ingebrekt sammen med ham og to andre og undsagt J.P. på liv og død for den bogs skyld. Han har svoret at tage hevn over ham.»

Sted
Korrekturlest?
Nei
Kilde

Amalie til Erik Skram 6. desember 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal.

http://www.bokselskap.no/boker/elskedeamalie/tittelside