Amalie Skram skriver til Edvard Brandes og forsvarer sin skildring av en liten gutt i en novelle hun har skrevet

Amalie Skram skriver sitt første brev til Edvard Brandes for å protestere mot en uttalelse i hans anmeldelse av hennes novelle "Bøn og Anfægtelse". Anmeldelsen står på trykk i Politiken i dag, og er for en stor del anerkjennende. Men Brandes skriver at det vil kreve en hel roman å gjøre fortellingen hennes overbevisende. Hans kommentar vedrører en av de to guttene i fortellingen hun har skrevet, og deres forskjellige reaksjoner på farens galskap. Amalie skriver:

«Til Deres omtale af mit produkt i «Tilskueren», for hvilken jeg takker Dem, har jeg en liden indvending, som jeg håber De vil gi mig lov til at gjøre, uden at De vil ta mig den ilde op. De siger, da talen er om de to gutter, at den ene «fordærvet smigrer faderen». Det gjør mig ondt at han kan opfattes således. Etter min mening drives han af sit let bevægelige temperament, der er artsforskjelligt fra brorens, både når han fælder tårer over den behandling denne er udsat for, og når han har fornøjelse af at vinde småpenger fra faren. Han tænker ikke på at smigre, og er ikke fordærvet. Han har måske lettere for at bli det end broren, når tiden bringer ham erfaringer for den fordel han kan ha' af sit «lette sind».

Ja, andet var det ikke. De vil kanske synes at det ikke var noget at interpellere Dem for, men det gjorde mig så ondt for gutten, at jeg ikke kunde la være at lægge et godt ord ind for ham. Deres ærbødige Amalie Skram.»

Dette skal vise seg å være nnledningen til en brevveksling mellom Amalie Skram og Edvard Brandes som skal komme til å strekke seg over mange år. Hun har stor respekt for ham, og skal ofte komme til å be ham om råd, særlig i tiden etter at det blir slutt med Erik Skram.

Edvard Brandes har et forhold til venninne Ingeborg, som tidligere var gift med hennes venn Frits Thaulow, og søster til Mette Gad, som også er Amalies venninne, -- og gift med Paul Gauguin.