Amalie Skram har endelig funnet en forlegger til sin roman Lucie

Amalie er lettet og glad; endelig har hun funnet en forlegger til sin roman Lucie. Det er hennes venn forfatteren Herman Bang som har hjulpet henne; forleggeren blir Schubothe, etter at Salomonsen sa nei.

Amalie skriver til sin venn Schandorph om saken:

«Forresten har jeg havt en tid fuld af lejelse og modgang kan Dere tro. Jeg havde skrevet en roman «Lucie», og kunde ikke få Salmonsen til at forlægge den. 18 Han var ræd for indholdet. Så sank jeg mig ned i pessimisme, måneder igjennem og troede at min tid var forbi, tog frem gammelt linned og dækketøj og sad og stoppede og lappede og fik endda flere grå hår end jeg alt havde. Herman Bang gik og tigged om lov til at spørge Schubothe om han vilde ha bogen, men jeg sa stadig nej, jeg var nemlig så overbevist om at han ikke vilde og jeg vilde nødig ha den ydmygelse to ganger. Men så, en søndag morgen jeg vågned, sendte jeg Jakob op med besked til Herman Bang at han alligevel kunde spørge Schubothe. Jeg tænkte det var bedst at tømme bægeret til sidste dråbe. Straks fik jeg svar at Schubothe vilde anse det for en ære at få mig på sit forlag. 19 Kun måtte han læse bogen. Så læste han den og tog den uden at blinke, uden at ymte et muk om uanstændighed eller sligt noget. Til mig skrev han at han havde læst manuskriptet med stor beundring og stor interesse. Til andre har han sagt, at det var det første han havde læst. Siden den dag er jeg biet som et andet menneske. Når jeg nu siger til Skram: «Du var også vis på at jeg ingen forlægger kunde få,[«] så svarer han: «Ja, slig som Du snakked, Du med Din pessimistiske veltalenhed, Du sank mig ned i en afgrund af håbløshed og vished.» «Lucie» er forresten ikke fortsæt telsen af Hellemyrsfolket, som først senere kommer, men omhandler et emne, som længe har ligget mig hardt på sinde. Derfor måtte jeg stikke den indimellem. Nu er det snart det 3 die ark skrevet fuldt, hvis man kan kalde disse kragetæer for skrift. Skjænd og smæld alt hvad Du orker over min utidige ulæselighed. Men jeg har den vane at skrive krampagtig hurtig. Sig mig imidlertid alvorlig talt om Du ikke kan læse det. Så skal jeg forbedre mig.»

Amalie kan også fortelle nytt om sønnen Jakob, som nå er 22 år gammel, og som har hatt store problemer, og bor hos henne og Erik. Han arver gamle klær etter Schandorph, som er i ferd med å bli temmelig fet, mens Jakob er en slank, vakker og fattig ung mann. Han har fått jobb på et setteri gjennom en av Amalies kontakter, og hun har bedre håp for ham nå enn hun har hatt på lenge.

Hun skriver:

«Jakob træller i sætteriet fra morgen til aften, og er i godt, og velsignet oplagt humør når han kommer hjem. Den gut står for mig som et følgeværdigt eksempel. Da det gik løs på at rangle og drive og være asen, ranglet og drev og var han asen. Nu, da det går ud på at være arbejdsmand er han det så godt som nogen, og med sligt et humør! Og sånne fremskridt han gjør! Og så likt han er af arbejderne, derinde på sætteriet. Knudtzon har fortalt det, og jeg fik beviser på det forleden, da jeg besøgte ham, for at se ham i «funktion». Alle stod på pinde for mig og kappedes om at være opmærksom, og det var bare fordi besøget gjaldt ham. Da jeg var gåt havde de spurgt ham om jeg var hans forlovede, fortalte han siden. Ha, ha! Du kan tro jeg likte det. «Nej, det var nok nærmest min mor,» havde Jakob svart. Bare jeg havde vært hans afkom istedetfor han mit, så kanske jeg havde arvet noget af hans utrolige livsbrugbarhed. Nu går han og ser aldeles nydelig ud i Din vårfrakke og Dine lyse bukser, Du elskelige! Derfor tænker jeg daglig på Dig. Men han ved det ikke, og jeg vil heller ikke sige det, før han blir ældre. Men vide det engang skal han.»