I København skriver forfatteren Herman Bang en artikkel i tidsskriftet Tilskueren der han blant annet tar for seg Amalie Skrams forfatterskap. Han skriver: «Ved Siden af Arne Garborg er Fru Amalie Skram af alle yngre i Norden det mandligste Talent. Hun er af uforfærdet Mod, og hun griber om Stoffet med den stærkeste Haand.
Der er i bendes siste Bøger et Kraftens Tag om Virkeligheden, der fylder med Beundring: To Venner er en Mands Mesterværk og er skrevet af en Kvinde. Jeg har ikke nogensinde sét hastigere og mere overvældende Gennembrud af Talent end hos Fru Skram. Den længe opsparede Kraft i denne oprindelige Begavelse har brudt sig Vej med noget af Naturelementets Voldsomhed. Som en stærk Flod slog den frem - bringende i Constance Ring Udspringets Sten og Slagger og det meget Bundfald med sig, men dog fra den første Stund rig, ejendommelig, svulmende af ugæret Ævne, løftet ved den største af alle Egenskaber, der kan pryde en Forfatter: ved den umiskendeligste og ubestikkeligste Trang til Sandhed."
Denne Trang til Sandhed adlede den kunstnerisk slet affattede Bog. Om dette Menneske kunde lære, om denne Sand-færdighed kunde naa Kunstens Form - vilde man kunne vente sig det overordenlige.
Og Amalie Skram har lært og dét i en Tid saa kort, som
næsten kun synes at kunne være Læretid for Geniet. I mindre
end tre Aar er hun naaet fra Constance Rings Kaos til To
Venners Form.
Knut Tandberg betegnede det kunstneriske Gennembrud. Det var Tilskueren, der havde den Ære at offentliggøre denne Novelle, saa rig paa Iagttagelse om Kærligheden, hvis Grys Jubel stod lysende mod det dystre Tusmørke om den glemte Hustru. Der var paa disse snart talte Sider et dybt Kendskab baade til Kærlighedens soiskinnende Egoisme og til Forladthedens Græmmelse, som de to lykkelige gaar gladeligen forbi. Herpaa beroede Novellens mærkelige Virkning, og med fin Kunst var disse to
Farveeffekter, Elskovens Glans om de to og Glemsels Tusmørket
om Hustruen malt. Man skulde efter denne Fortællings Fremkomst have troet, at ogsaa Fru Skram vilde have viet sig til slige fintfølende Fremstillinger af Kærligheden som de, der havde gjort Erik Skrams Gertrude Colbjømsen til et saa centralt Værk i vor Literatur. Hos dem begge var der samme Førstehaands Klang i Følelsen, hos dem begge samme Vederhæftighed i Redegørelsen. Og i
Formen fandt man utvetydige Erik Skramske Spor. Men Kuut Tandberg blev for Fru Skram kun et Gennemgangsstadium. Det blev dens Betydning i hendes Udvikling, at hun følte Kunstens faste Jord under sine Fødder. Men det blev andre pludselig vaagnende Indtryk, der skulde bemægtige sig den erhvervede Kunst, og som i et mægtigt Tag slyngede Fru Skram langt bort fra Middelstandsliv og moderne Kærlighedsdisseklioner. Bergens Folkeliv greb og tog hende, Havnens, Fiskernes, Skippernes - deres, som gaar paa de lange Rejser. Med en overvældende Magt maa en hel Række af Indtryk
og Erindringer have mældt sig - mældt sig for Øre, Syn og hver
Sans. Amalie Skram har ikke kunnet undslippe dem, de har
indemuret hende, de har ført hendes Pen, som om de dikterede,
og de har paatvunget hende alt Uge til deres Maal.
Sjur Gabriel blev til og skrevet paa Strilemaal. Hele denne dystre Virkelighed blev Kunst. Og den synes at være blevet det uden Anstrængelse - i ét Aandedrag og saa godt som uden at Pennen, der skrev, blev lagt bort. En uhyre Hallucination har tilbagesat Fru Skram i hine Omgivelser og har ladet hende gætte disse Eksistenser - og vi sér dem atter med hendes Syns Styrke. At en Kvinde har denne Kraft og denne Skildrings Art af Følelse, synes mig enestaaende. Tonen er saa mandig som Medfølelsen, og Modet saa uforfærdet som dens, der intet andet mægter end at lyde Sandheden.
Her er intet lagt til eller taget fra. Billedet staar, som det af Fru Skram er sét, i sin sublime Nøgenhed. Med lige Klarhed er gjort Rede for Død - og Liv, og Sjur Gabriel er kommen til at indeholde en Fødselsscene, som har vakt alle Pruderiets Skrighalse til Raab. For mig er denne Scene Bogens store Prøvesten, fordi den
viser hele den Ævne, med hvilken Forfatteren har mægtet at leve
disse fremmedes Liv fra Vugge til Grav. Og desuden synes mig
Scenen i dybeste Grad sædelig. Det er Zola, som etsteds har taget til Orde mod det ubeskrivelige Snærperi, som skulde holde Fremstillingen af Fødselsakten udenfor Literaturen. Mesteren udtaler sin Indignation og idet han kalder Fødslen for den ene af Livets to helligste Undere, siger ban, at Livsophøret og Livets Begynden, der er lige vidunderlige,lige ubegrebne - ogsaa er lige opbyggende. Og i eminenteste Grad burde de være Genstand for
Digternes Fremstilling. Eller hvad vil vel snarere vække hos Menneskene den hellige Andagt for Naturen og dens Maal end mægtig Skildren af dette Underværk. Liv fremgaaende af Liv?
Fødselsscenen i «Sjur Gabriel» er i sin Nøgenhed decent.
Dette er en fødende Niobe. Og med faa Midler er det Smertens
hemmelighedsfulde Øjeblik, hvor Liv løsnes fra Liv, malt saa
mægtigt, at vi som Sjur Gabriel skælver ved at høre hint første
Barnets Skrig. Indvendinger har kaldt Optrinet melodramatisk. Det kan synes saa ved første Øjekast. Men i Virkeligheden er det kun
fremmedartet og virker straks melodramatisk paa os, fordi det
staar 3aa grelt mod al vor Erfaring. Har vi først med Magt
arbejdet os ind i hele Skildringens Liv, vil vi finde Fødslen som
det nødvendige Led af denne Redegørelse - og dét et Led af en
Energi, der gør os næsten maalløse, en Udtrykkets knappe Kraft,
der opfylder os med Undren.
To Venner er Sjur GabrieVs Fortsættelse og skal atter
følges af to Bind. Det hele skal blive en Slægts Historie, der kommer fra Landet til Byen og langsomt faar Bys Sæder. Dette med Slægtens Historie og Udvikling fra Landboere til Byboere interesserer mig mindst og vidunderlig lidet. Det er det eneste Paahæft i Værket. Man lugter her lidt Teori midt i denne Luft mættet med Virkelighed. «Planen» er Efterbyrden efter de levende Indtryk, som har skabt Sjur Gabriel og To Venner. Den har villet ordne de Rigdomme, Fru Skram pludselig saa sig at sidde inde med. Den har lavet Stamtavle for ligesom at undskylde hele dette Væld af Bøger - men Undskyldningen behøvedes ikke: store Værker
behøver ingen Undskyldninger for deres Fremkomst. Og To Venner er endnu fuldkomnere Bog end sin Forgænger. Det store Talent blev genialt, da det kun havde at omspænde denne diminutive Verden, der gaar fra Stavn til Stavn og fra Ræling til Ræling.
Har Fru Skram selv i Aar efter Aar levet i denne Kahyt?
har hun Tropernes måttende Dag selv siddet udenfor Kahyttens
Dør, og har hun trægt - som Planterne indsuger Lyset, umærkeligt som hine laveste Dyr, faste til Havets Bund, optager Infusorierne - uden at vide det gennem den dovne Iagttagens og Ørkesløshedens tusende Porer optaget i sig de énsformige Indtryk af dette evige Hav og dette Skibsliv, Dag efter Dag det langsommeligt samme?
Kun saaledes kan denne Fortælling være skabt. Den er ingen Beretning om Liv om Bord - saadan som Hundreder har givet det, Rejsebeskrivelser fra Søen, mer eller mindre livfuldt givne af en Passagér. To Venner er Livet om Bord. Saaledes som det kun gennem Aar kan ubevidst afsætte sig paa den uendelig langsomt modtagende Plade, som Digterens Sjæl er. Denne Plades Billede har Fru Skram skrevet efter. Og med hvilken Klarhed, med hvilken Vederhæftighed, med hvilket Mod. Hvilken vidunderlig Ramme slaar ikke dette Liv om Drengen Sivert, Sivert med sin Søsyges Kvaler, sin Angest og sine
Skipperløgne, sin unge Drift og sin Hengivenhed - hele denne
Taage-verden, som de seksten Aar er og hvoraf en Gang Mennesker skal fremgaa gennem Prøvelse. Bedre Billede af en Dreng er ikke givet i Literaturen. Skikkelsen ejer al den Heftighed - Frugt af Uforstaaelsen overfor Livet - al den brændende Trang til at give sig hen, al den Lidenskab, der endnu ikke véd, hvorhen den skal vende sig - som er de farlige Mærker for de unge Aar, før Drengen bliver Mand. Og alt dette er blandet med den drengeagtige
Overlegenhed, med den hvalpeagtige Livslyst, med det Mod, der gaar paa, alt dette, som fuldstændiggør Skikkelsen og gør den levende og hél . . .
Og om Sivert, som sagt, Skibet med dets Færd. Hvor hver
taler sit Maal med sin egen Røst, og hver af disse Folk paa
Havet sés paa Baggrund af sin Historie inde paa Landet. Hvor
kender vi dem ikke - Kok og Sejlmager og Kaptejn, kender dem,
saa vi véd med det samme Besked om Konen, om Kæresten og
Moderen, kender dem saaledes som den mægter at give Mennesker
i ét Træk, i to Ord - den gode Kunst. Saa disse Optrin da. Det er ikke en Storm paa Havet, vi sér glimrende malt - det er et Uvejr, vi har oplevet. Oplevelsens Angest rejser dette Hav i Bølger, Oplevelsens Erindringer mørkner denne Ufærds Nat, Oplevelsens Tusendting sammensætter dette Levende . . . Slagsmaalsscenen, Scenen med Negerpigerne har den samme Farve. Dette er Livets Kød og Blod. - Denne Bog har overfor alle Indvendinger det ene store Svar: Det er saaledes. Og Bogens Ævne er saa fuld, at vi tror paa Svaret.
Nej - Amalie Skram behøver ikke at hænge sine Bøger paa Grenene af et tørt Stamtræ for at undskylde deres rappe Rækkefølge ... Vi vilde i Sandhed være begærlige efter at læse endnu hurtigere end selv hun kan faa skrevet.»
København
Bang, H. (1888). Forfatterinder. Tilskueren. København.