Amalie Skram har problemer med å ta Hans Jæger alvorlig etter å ha lest boken hans

Amalie og Erik er på vei for å se August Strindbergs forsøketeater denne vårkvelden. Amalie har nettopp lest Hans Jægers En dag af mit liv, og syns det er vanskelig å ta den karen alvorlig, skriver hun til sin venn Sophus Schandorph. Hun tror ikke et øyeblikk på at Jæger virkelig har tenkt å ta livet av seg, slik han skriver.

Selv strever hun med skrivingen for tiden, bortsett fra brevskrivingen. Ikke siden august har hun fått til noe. I fjor sommer skrev hun stykket Fjældmennesker sammen med Erik, men etter det har det vært stopp. Hun har begynt på en roman om en ung student i Kristiania, "Bobler", men kommer ikke videre på den.

Hun skriver:

"Kjære Schandorph! Siden jeg forrige søndag læste »Den store Tria non« i »Ny Jord« har jeg gåt og tænkt at jeg måtte skrive til Dig for at sige Dig hvor over al beskrivelse dejligt det digt er. Og ikke alene dejligt, men storartet, strålende i sin stemningsfulde skjønhed og vemodige fylde. Jeg har læst det så ofte både for mig seiv og andre at jeg omtrent kan det udenad. »Har De sét Schandorphs digt i Ny Jord?« er mit stadige spørsmål til dem, der kommer indenfor døren. »Nå; ikke? Så skal De høre det« og så læser jeg det.

Både Skram og gutterne har først fåt det på denne måde og så har De læst det seiv bagefter og siden hørt det flere ganger; og de er alle ligeså betat af det som jeg. Bare den første begyndelse:

Fra Linde fra Popler dryssed citrongule Blade i Vognhjuls Spor lydløst sank de og kyssed med Grad den opblødte Jord.

Tænk for et billede det gir; man fanges øjeblikkelig helt. Og videre hvert eneste vers!, det er bedårende. Havde Du blot lavet dette ene eneste digt - Du vilde dog være en stor digter. »Frem toned »Le grand Trianon«.

Er det ikke som hørte vi en sorgehymne højtidelig tone frem i sko vens lydløse stilhed?

»Det falder så tungt under Aandens Svind så langligt at bie på Døden«

og dejligst næsten af alt: - »at blotte frimodig et løftet Bryst mod Dødens forgiftede Pil: Lad Muldet så opsluge Støvet.«

Ja, det er en sand digter værdigt!

Tak for dit kjære brev, som jeg blev så glad i. Altid den samme elskværdige, hjærtelige ven. Hvor det dog er tungt at Du siet ikke vil hjem mere, eller hvis Du nogensinde vil, kun vil det nødttvungen. Men jeg kan godt forstå det. Når en ikke af praktiske gjøremål er lænket til Kjøbenhavn, er det det naturligste af verden at en ånd som din trives bedre derude. De søger jo allesammen bort, vore forfattere og kunstnere, fordi de har det bedre i de omgivelser som en stor kul turby skaber. Og venner og jævnlige at omgås og snakke med er der jo også i akkurat passelig mængde. Så er det rimeligt at en ikke savner det en har gåt og trakket sig led og kjed af i så mange herrens år.

Alt hvad Du siger om de unge forfatteres haven forædt sig i J.P. Jakobsen er gudsens sandhed. Særlig gjælder det om Jørgensens bog, og dog er der noget i den, som duer. Men det er bare så såre meget altfor lidt. Man bliver så træt og led ved alle disse begyndelser. Det var vist bedre om alle disse unge poeter vented til de lik noget ordentligt på hjærte og til de fremfor alt lik fat på en skikkelig form. Men de er ikke til at stagge og så får de og vi andre ha det så godt. At de derved gjør dansk literatur liden gavn og ære, er imidlertid sikkert.

Forresten gjælder det naturligvis også dem deroppe i Norge. Vi har snart i begge lande en sand syndflod af mere eller mindre umulige og middelmådige bøger. Alle vil jo skrive såsnart de bare er konfirmeret og har antruffet et pigebarn på gaden, som de har fåt lov at følge hjem.

Tak for dine gode ord om »Bobler«. Ja, jeg tror nok, at/år jeg den fortælling færdig nogensinde og endnu mere, får jeg den til slig som jeg vilde ha den og ved den skal være, så blir den bra. Men der er langt frem, og det blir mit allervanskeligste stykke arbejde. Og så skal jo først »Hellemyrsfolket« være afsluttet med sine to resterende bind.2

Det værste er at jeg i hele vinter lige siden i slutten af august siet ikke har arbejdet, ikke det bøs! Siden jeg skrev sidste akt af »Fjældmennesker«, som sendes Dig idag, har jeg ikke sat pen til papiret, uden for at skrive et og andet fillebrev og læse korrektur på »Lucie«. Det er en styg dovenskabs rid som har fåt magten med mig og det ser ud til ikke at ville bedre sig. Og så mangler jeg lyst og tiltag.

-Nu må Du læse »Fjældmennesker« og le lidt af den, er Du snil. Jeg havde isommer sat mig i hodet at jeg vilde skrive en rigtig løssluppen farce og så gik jeg straks i gang. Men farce var det ikke blet, sa Skram, og skulde det kunne bruges, måtte det omarrangeres, mente han ligervis. Jeg overgav det altså i hans hænder og sa han kunde gjøre med det hvad han vilde. Det gjorde han da også, og så er det biet til hvad det nu er. '

Alle menneskene er mine, alle indfaldene også, men uden hans hjælp havde jeg dog ikke fåt det til. At det udkom på dansk istedet for på norsk, var jeg ikke så svært glad for, for, som der også stod iN. Dgbld. forleden, det klinger unaturligt at disse Fjeldmennesker ikke taler sit eget mål men dansk »literatursprog«. Men det gjør forresten ikke noget. Vi havde indleveret det til Studentersamfundet, som Du kanske har set af Politiken, men så kom der en af disse bekjendte »misforståelser«; Du ved nok, ivejen, og det endte så med at vi tog det tilbage i sinne.

Sagen var den at bestyrelsen var bange for at spille det - (det var for vovet, for uanstændigt) (sic!) men havde ikke mod til at sige fra ligefrem, og opholdt os derfor med snakkeras; håbende på at den betingelse som fra begge sider var fastsat; nemlig at damerol lerne skulde spilles af damer ikke lod sig opfylde. Det gjorde den imidlertid over forventning, og så først rykked Herman Trier ud med sproget. Det var igrunden en ækkel historie.

Nej Du, hvor kan Du tænke jeg ikke skulde kunne tåle at høre Hans Jægers og Chr. Kroghs vanvittig naragtige og tåbelige, uden tvil stærkt alkoholpåvirkede dystløb om skjønheden bli gjort til gjenstand for spot og latter. Når man har læst Jægers: En dag af mit liv, må man opgi, om ikke før, at ta den karl au serieux, i altfald hvad dette anliggende angår. Især fordi han hverken har dræbt sig eller tænker på at gjøre det mere end f.eks. Du og jeg.

Skade kun at vi ikke kjender de kostelige historier deroppe fra Skagen, bare ved at der gives kostelige historier så'n i al almindelighed.

Så Du har fåt Podagra, gamle kjæmpe! Ja ser Du, slidet af tidens tænder kan dog ingen af os løbe fra. På en eller anden vis får de sat sit mærke i os. Et let anfald er det jo dog bare, og nu da Du lever så forsigtig og forsager brændevinet og alt dets væsen får Du nok snart bugt med den smule ugreje og kan ta op en dyst endnu med at nyde livet efter din gamle, grundmurede målestok.

Du, det er sandt, jeg husker pludselig på at jeg vist ikke har skrevet noget om din fortælling i Ill. Tidende »Den fille Marguerite« eller hvad den nu hed.7 Den var fin og nydelig og udmærket god. Vi læste den med bare gavn og glæde.

Og stakkels liden Ida, som altid har så megen sygdom at trækkes med. Tænk hvad hun dog må holde ud, og hvad kræfter det søde små menneske trods alt må sidde inde med. Det gjør mig så ondt, så ondt for hende. Og for Dig også, for Du lider jo din part af al hendes lidelse. Hvor træt hun ofte må være. Hiis hende med tusen kjærlige hilsener og sig hende at jeg tænker altid med kjærlighed og deltagelse på hende.

Jeg har en tjeneste at be Dig om, Schandorph. Jeg tænker nemlig på at søge den norske stats stipendium, som jeg naturligvis ikke får. 8 Men søge det, vil jeg dog, fordi jeg burde få det. Vil Du skrive mig en anbefaling? Sige at Du synes jeg har vist så meget talent at jeg med rette burde komme i betragtning ved den lejlighed? Vil Du det, og sende mig det snarest? Og vil Du endvidere besørge dette brev til Jonas Lie. Det indeholder den samme anmodning; men jeg kjender ikke hans adresse, og det er jo altid forbundet med lidt besvær at få den opspurgt.

Og så farvel for dennesinde kjære gamle Schandorph!

Fra Skram og Jakob masser af hilsener til Dig og Ida. Lewel, bli ved med at for sage brændevin og tag Dig en 14 dags trip hjem til sommeren.

Din hengivne Amalie Skram.

Etterskrift. laften skal vi til Strindbergs forsøgsteater. Det bliver sikkert rædsomt fiasco, tænk en Natalie Larsen, som aldrig før har spilt komedie, skal op i en stor hovedrolle og fru Strindberg, som er snart 50 og som efter sigende, hverken har »bug eller bag« skal gi en varmblodig ung dejlighed. Selve stykkerne er heller ikke til at holde ud. Det er snart nok nu med disse vanvittig ensidige skildringer af fruentimmervampyrer der æder op sine ægtemager med hud og hår efter V 2 års ægteskab og er udrustet med bare luciferlige egenskaber. "