Amalie Skram ligger syk i leiligheten i København. Hun får mange trøstende venner på sykevisitt. Hun lengter etter å se sin venn Irminger hos seg; det er så mye å fortelle, særlig det som har å gjøre med hennes elskede bror Ludvig. Hun skriver til ham:
«Hjærtens tak for De vil komme til mig. Men vent til tirsdag, hvis De kan da. Idag og imorgen og på mandag kommer her sygevisitter. Mine venner ved jo at jeg er sengeliggende, og så er de alle så søde og snille imod mig.
Forresten på søndag kommer der vist ikke nogen, men da er min mand hjemme, og jeg vil så gjerne snakke med Dem første gang alene. Han ved slet ikke at jeg skriver til Dem, men han synes så godt om Dem at intet vil forekomme ham naturligere end at vi to er blet venner. Men den første gang vil jeg dog helst snakke alene med Dem.
Bare De også skulde op til Norge! Er der ingenslags udstillinger eller noget andet De skal se! Tænk så kunde vi rejse sammen og snakke og snakke. Forresten vil det ikke bli muntre dage i Norge for mig. Min arme kjære bror, har havt den skam og kval at hans unge vakre hustru har fået et barn med en anden mand. Og tænk, hun er kommen hoverænde og vist sin skikkelse frem for ham og spurgt om han kunde se, hun var med barn og så samtidig fortalte hvem barnets far var. Ja, det er kun i Norge, at slige ting kan foregå. Når De nu tænker Dem til at hun hører til en af Norges bedste og ældste slægter: Vibe -
Min arme kjære bror blev så aldeles sønderknust. Han ønsker kun at dø. Strøg derfor afsted i januar måned i fjor op til Bolbjerg på Kongsberg, hvor han før har vært rektor, trasked over alle snefjeldene, var ude nat og dag, og endte med at få en dødelig lungesygdom. Nu ligger han der, alene og forlatt. Og nu er det han har tigget mig så meget om at komme op til ham.
Men så var jo jeg også syg, så syg i hele vinter, at jeg ikke har kunnet rejse. Ja, nu håber jeg forresten jeg kan i neste uge."
København
Amalie Skram til Valdemar Irminger 9.3.1897.
https://amalieskraminfo.wordpress.com/amalie-skrams-brev-til-valdemar-irminger/