Amalie Skram mottar pakken med broren Ludvig Alvers dagbøker

Amalie Skram har fått en pakke med broren Ludvigs dagbøker gjennom 30 år, som han selv har pakket inn og forseglet og skrevet hennes navn utenpå. Overfor sin mann Erik, som hun ikke lenge betrakter som sin mann, er hun tilsynelatende rolig. Men innvendig bryter hun sammen.

Hun betror sitt sørgende hjerte til vennen Irminger i brev.

Hun skriver:

«Min kjære ven Irminger. Det er længe siden De hørte fra mig. Jeg gik derude på Førslev, og havde det så ondt. Nej, naturligvis havde jeg det jo så godt så godt, men det var mit indre. Det "sete, afhenger af øjet der ser".

Da jeg kom hjem, den 25de august, lå der en hel del breve og telegrammer til mig. Det var i anledning min ulykkelige fødselsdag, den 22de august. Straks kjendte jeg det på mig at der mellem disse telegrammer var et med budskab om Ludvigs død. Og det var der også. Han var død netop på min fødselsdag tidlig om morgenen.

Ja, nu kan De længe nok sige, at jeg dog ikke vilde havt min bror i live, når han var så syg og ulykkelig som han var. Det hjælper ikke! Jeg vilde havt ham i live, han, dette dejlige menneske som var så uendelig meget for mig.

Tilsyneladende, ligeoverfor min mand, som slet ikke mer er min mand -- tog jeg det ganske roligt, men indvendig brød jeg sønder og sammen.

Nu har jeg fåt Ludvigs dagbøger, som er ført gjennom 30 år. Han havde selv pakket dem ind, og forseglet dem, og skrevet udenpå mit navn. Jeg læser og læser, og græder ustanselig. Det er ikke dagbogsoptegnelser, men en fin og skjøn sjæl, som nøgen gir seg hen i sine meddelelser og betragtninger.

Kjære, kjære Irminger, jeg ved, De er min ven. Forbliv det!»